onsdag den 30. september 2015

Månedens læsning #3: September 2015



September har været præget af studiestart, stress og dermed ikke ret meget tid til hyggelæsning. Langt størstedelen af min læsning har været til studiet, men det gør nu ikke så meget, når man får lov at læse noget, man gerne ville have læst alligevel. Dertil kommer dog også alle de tunge og lange teoretiske tekster, som jeg også må kæmpe mig igennem, og jeg føler ofte, at jeg læser i døgndrift, uden rigtigt at nå noget. En af mine undervisere har dog sagt, at første semester her på kandidaten er det hårdeste, så hvis vi kommer igennem dét, skal vi nok klare resten af uddannelsen også. Så jeg hænger i med næb og kløer, og forsøger at forblive positiv J

Det er kun blevet til 5 læste bøger denne måned, hvoraf 3 var til mit studie, 1 var et anmeldereksemplar, og 1 var ren hygge (det var de andre nu også, på trods af, at de var valgt for mig i forvejen).

The Road af Cormac McCarthy, The Walking Dead af Robert Kirkman og Tony Moore, samt Watchmen af Alan Moore og Dave Gibbons, var alle tre til mit fag om post-apocalyptiske temaer i amerikansk litteratur. Watchmen skilte sig klart ud som månedens bedste læseoplevelse. Anmeldelser af alle tre er lige på trapperne.

Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Jeg er nemlig så heldig, at jeg denne måned er blevet en del af Plusbogs anmelderkorps. Min anmeldelse af bogen kan læses her.

Never Have I Ever af Katie Heaney havde jeg glædet mig til at læse længe, så da jeg fandt den billigt, klikkede jeg den hjem med det samme. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg blev skuffet over den, men den var heller ikke så god som jeg havde forventet. Min anmeldelse af den kan læses her.

Jeg nåede også at begynde på Lad ulvene komme af Carol Rifka Brunt, som jeg skal anmelde for Lovebooks. Så lidt hyggelæsning bliver det stadig til J

In other news, har september været lidt af en rutsjebanetur. Måneden startede virkelig godt ud, med økonomisk medgang i form af en god slat penge retur for både varme og vand i den periode, jeg boede i USA, og dermed ikke havde forbrug i min lejlighed herhjemme. De blev hurtigt omsat til en rejse til Dubai til november med min søde søster og veninde. Samme aften rejsen var bestilt, ironisk nok, gik jeg i seng med tandpine, som resulterede i en akut rodbehandling, som pengene til rejsen nok skulle have været brugt på. Som plaster på såret forkælede jeg så mig selv med et nyt kamera, som jeg havde planlagt at købe inden mine tænder begyndte at brokke sig. Normalt er jeg altså meget økonomisk ansvarlig, I promise. Men nu kan vi alle sammen se frem til fine billeder på bloggen, evt. af den havregrød og pasta med ketchup jeg nu skal leve af, når jeg har sat mig ordentligt ind i mit nye Canon EOS 700D (og flere fine billeder fra Dubai, til den tid) J


Hvordan har jeres september været? J Har I læst noget anbefalelsesværdigt?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar