onsdag den 18. november 2015

"Søde synder" af Kira Licht


Titel: Søde synder (Süße Sünden) Forfatter: Kira Licht Udgivelsesår: 2015 (org. 2014) Forlag: LOVEBOOKS, Lindhardt og Ringhof A/S

Jeg har anmeldt Søde synder for LOVEBOOKS, og som titlen antyder, er det en sød og hyggelig læseoplevelse.

Bogen handler om Maya, som har sin egen café med søde sager. Hun er hemmeligt forelsket i Max, som har forretningen overfor, men hun får aldrig gjort noget ved det. Hendes to bedste veninder hiver hende derfor med på en ferie med kurser for singler, for at hun skal lære hvad hun skal stille op. Dette kommer der en del komiske situationer ud af, for ingen af dem har i virkeligheden styr på kærligheden.

På hotellet møder vi en masse farverige karakterer, som er meget forskellige, men samtidig virkeligt stereotype og karikerede. Det er for det meste virkelig morsomt, men nogle gange også lige på grænsen til at være for meget. Der behandles dog flere forskellige opfattelser af både mænd og kvinder, og hvad de hver især tænker om sig selv og hinanden, hvilket er interessant.

Bogen er fyldt med klassisk chick-lit humor, og Maya er den klassiske søde, distræte, uheldige og morsomme hovedperson. Hun er usikker og akavet når det gælder Max, og i sin iver efter at fremstå som om hun har styr på det, ender hun altid med at gøre det endnu mere akavet og pinligt, og man identificerer sig hurtigt med hende. Bogen emmer af feriestemning og passer perfekt til en dag ved poolen, men kan også sagtens læses som flugt fra vinterkulden. Det er en sukkersød historie om kærlighed og venskab, som er nem at relatere til.


Indimellem var personerne lidt for stereotype og karikerede til min smag, og der var et par løse ender hist og her, som jeg ikke følte, at der blev samlet ordentligt op på. Tingene løser sig lidt for nemt og jeg var aldrig helt spændt på, hvad det ville ende med. Men hvis man er fan af Sophie Kinsella, vil denne bog højst sandsynligt være et hit. Det er hyggelig og let chick-lit, hvor historien aldrig bliver særligt dyb, men det kan også indimellem være præcis hvad man har brug for. Der er dog risiko for at blive virkelig lækkersulten under læsningen, med alle beskrivelserne af caféens søde sager. Bogens budskab om at acceptere sig selv som man er og have det sjovt, er vigtigt. Samtidig understreger bogen også, at alverdens kurser i at flirte aldrig vil hjælpe dig med at finde kærligheden, men at den nok skal komme af sig selv, når tiden er inde til det og du er villig til at løbe risikoen. Man vil altid komme længst med at være sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar