lørdag den 27. februar 2016

"Helbrederen" (Lysets kvinder #1) af Marie Louise Rønning


Titel: Helbrederen (Lysets kvinder #1)   Forfatter: Marie-Louise Rønning   Udgivelsesår: 2015   Forlag: EgoLibris
Læst som e-bog

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Dette er en bog, som jeg virkelig har glædet mig til at læse, og den skuffede bestemt ikke!

Bogen handler om Victoria, som er vokset op hos fire kvinder, som hun opfatter som sine søstre. Hun er lidt en outsider, da hun ofte bruger mere tid på at jagte vampyrer end på at passe ind blandt dem hun går på gymnasiet med. Da de tre søskende Matthew, Will og Eva kommer til byen, får Victoria travlt med at holde øje med de tre Tusmørkebørn, men samtidig bliver hun tiltrukket af Matthew og skal finde ud af, hvem eller hvad hun egentlig selv er.

Vi har at gøre med det klassiske modsætningsforhold mellem lys og mørke, godt og ondt, men jeg kan rigtig godt lide idéen om, at alt ikke kun er sort og hvidt, men at der findes gråzoner, hvor ingen kun er gode eller onde, men en blanding af begge dele, hvilket bogen så fint understreger.

Victoria er en spændende hovedperson. På mange punkter minder hun meget om Buffy , på den mest positive måde. Hun er lige så sej og rap i kæften, kan forsvare sig selv, og finder sig ikke i noget. Matthew virker som den typiske fantasy drømmefyr, som har både udseendet og bad boy attituden med sig, men som også er sød og loyal når der er brug for det. De fungerede ganske fint sammen og den spirende romance virkede naturlig.

Sproget er ungt og friskt og jeg kan godt lide blandingen af almindeligt teenageliv med almindelige teenageproblemer, sammen med det overnaturlige. Det gør både historien og karaktererne lette at relatere til. Det overnaturlige element består af en god blanding af engle, vampyrer, vampyrjægere, hekse, skygger og troldmænd, og det fungerede rigtig godt.

Historien virker meget bevidst om sine egne klichéer, og der bliver spillet på dem, når de opstår, hvilket er meget sjovt, og der bliver netop refereret til både Twilight og Buffy undervejs. Jeg synes, at det er lykkedes meget godt at gøre historien til sin egen, på trods af de uundgåelige lighedspunkter. Universet er bygget godt og detaljeret op, uden at afsløre alt med det samme, hvilket fastholder nysgerrigheden og lysten til at læse videre for at få svar. Der er en masse løse ender og sidehistorier undervejs, som jeg håber, at næste bog samler op på. Denne første bog er meget introducerende og jeg er spændt på, hvilken retning historien føres i.


Det er helt sikkert noget af det bedste danske fantasy jeg længe har læst. Der er bygget et godt fundament til en fortsættelse og jeg glæder mig til mere!

3 kommentarer:

  1. BUFFY! JA! LIGE PRÆCIS! :D
    Og jeg elskede virkelig også, som du skriver, at historien er bevidst om sine egne klichéer og så fungerede det vildt godt, at vi ligesom blev gjort opmærksom på det.
    Fed bog!

    SvarSlet
  2. Hvor er jeg glad for, at du er enig! :D Buffy burde jeg virkelig også snart gense, det er alt for længe siden jo!
    Virkelig fed bog, jeg glæder mig til at læse videre i serien! :D

    SvarSlet
  3. Whether it is Africa, Antarctica or Asia love quotes for her will definitely impress everybody irrespective of race, creed or religion.

    SvarSlet