mandag den 15. februar 2016

"Min perlerække" af Randi Allerup



Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard

Jeg påbegyndte denne bog, efter at have færdiglæst Randi Allerups anden erindringsbog ’Højt at flyve.’ ’Min perlerække’ viste sig dog desværre næsten udelukkende at bestå af gentagelser fra ’Højt at flyve’. Derfor har jeg svært ved at gennemskue formålet med denne bog. Alle de ting jeg så som problematiske for ’Højt at flyve,’ kan i store træk gentages her. Her får man dog ikke navne på de omtalte personer, som med deres initialer kun fremstår som upersonlige skygger, men ud fra anekdoterne om dem, kan man let genkende dem fra ’Højt at flyve’.

Igen virker det som tilfældige erindringsbrudstykker, uden nogen synlig rød tråd. En række beskrivelser af personer i hendes liv, præcis som i ’Højt at flyve,’ med mange oplysninger som går igen. Det får ’Min perlerække’ til at føles overflødig, hvis man allerede har læst ’Højt at flyve’. Det er blot mere af samme skuffe, der tilføjes som sådan ikke noget nyt.

Jeg må nok erkende, at hverken ’Højt at flyve’ eller ’Min perlerække’ rigtigt var noget for mig. De giver ikke den store mening for mig som læser, men virker i højere grad som noget, der skulle være forblevet skriverier inden for forfatterens eget hjem og omgangskreds, da jeg desværre tror, at hun og hendes bekendte er de eneste der har glæde af at læse det, idét de har et forudgående kendskab til de omtalte personer.

Jeg ved det ikke; det er nok smag og behag; måske er det bare mig, der ikke har den store interesse i at læse om mennesker, som jeg hverken kender eller nogensinde kommer til at kende – ikke engang igennem denne bog følte jeg mig tættere på personerne. Det føltes kort og overfladisk, som en opremsning af personer og tilfældige oplysninger og anekdoter om dem.

En del af de små episoder er da morsomme, og der er da et par gode historier imellem. Desværre rammer det mig aldrig rigtigt som læser, og det føles tit som om, at det kun giver mening for forfatteren selv. Selvfølgelig er en erindringsbog som denne skrevet af forfatteren for forfatterens egen skyld – der mangler blot noget til os andre som udeforstående læsere også.


Jeg beklager meget, at jeg må nøjes med at give bogen en stjerne. Dette er blot min mening, og andre vil sikkert kunne nyde fortællingen. Jeg forestiller mig, uden at fornærme nogen, at målgruppen måske nærmere er den ældre generation, som vil kunne nikke genkendende til de mere generelle samfundsiagttagelser og kunne drage paralleller til deres eget liv. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar