fredag den 11. marts 2016

"Dødsvalsen" af Mie Hald


Titel: Dødsvalsen   Forfatter: Mie Hald   Udgivelsesår: 2016   Forlag: Brændpunkt

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt

Bogen handler om 16-årige Anna, som i sin unge alder allerede har været alt for meget igennem. Hun har mistet begge sine forældre under tragiske omstændigheder, og hendes bror er hjerneskadet efter en frygtelig ulykke. En dag kommer Døden, i skikkelse af teenagedrengen Kritanta, hen på det hospital, hvor Annas bror Tristan er indlagt. Han vil tage ham med, men Anna får lavet en aftale med ham om en Overjordisk Trekamp – hvis hun vinder, får hun lov at beholde sin bror, men hvis Døden vinder, tager han både hende og Tristan med til Dødsriget.

Kritanta sniger sig i mellemtiden ind i alle aspekter af Annas liv, både i hendes hjem og på hendes gymnasium. Anna har et godt øje til Tristans sygeplejer Benjamin, men hun får også gradvist øjnene op for Kritanta, selvom hun ved, at det er forkert. Men måske er alt ikke så sort og hvidt, og måske er Døden ikke kun led…

Jeg slugte bogen på enkelt dag og var godt fanget undervejs. Jeg elsker coveret, der er flot og mystisk og passer rigtig godt til handlingen. Både sprog og handling afspejler meget, at målgruppen er teenagere på samme alder som Anna. Jeg kunne godt lide bogen, og hele idéen med en Overjordisk Trekamp mod Døden var spændende og interessant. Døden endte dog med på en måde at blive lidt for menneskelig og teenageagtig – jeg savnede nok lidt mere mystik og overnaturlighed, som der ellers var lagt fint op til.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at historien var længere, så flere ting kunne være uddybet, og der kunne have været mere baggrundshistorie til Kritanta. Han er en virkelig interessant karakter, og der kunne komme noget meget spændende ud af at dykke dybere ned i ham, hans personlighed og historie. Der var også en del religiøse og mytologiske aspekter, som jeg ville elske at få uddybet mere i løbet af bogen. Den endte med at virke en tand for overfladisk, hvilket er ærgerligt, for der er virkelig potentiale til en dybere historie. Jeg nød dog læsningen, som var både underholdende og spændende.


Man får egentlig også en ganske tilfredsstillende afslutning på historien, men jeg ville gerne have haft lidt mere undervejs. Den var dog alt i alt anbefalelsesværdig, måske især til et yngre publikum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar