mandag den 23. maj 2016

"Bare en dag" af Gayle Forman


Titel: Bare en dag (org. Just One Day)   Forfatter: Gayle Forman   Udgivelsesår: 2016 (org. 2013)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Bare en dag er den perfekte contemporary sommerferiebog om rejser, identitet, kærlighed, forelskelse og impulsivitet – alle de elementer, som udgør en perfekt sommer og der er virkelig sommerstemning for alle pengene.

Bogen handler om Allyson. Hun har altid været en god og pligtopfyldende pige, som er både klog og dygtig, og følger reglerne hjemme i USA. Alt er skemalagt, ordenligt og langt hen ad vejen styret af hendes mor. I studentergave får hun en rejse til Europa af sine forældre, som også forløber ganske pænt og gnidningsfrit, indtil de sidste dage af turen, hvor hun for alvor slår sig løs og gør oprør mod den person hun altid har været, og som hendes forældre altid har forventet, at hun skulle være.

Hun tager til Paris, meget impulsivt, bare for en dag, med hollandske Willem, som hun lige har mødt, hvilket er helt ude af hendes comfort zone. Willem er hendes modsætning, impulsiv og vild, hvilket på mange punkter er rigtig sundt for hende.

Bogen giver en næsten ustyrlig rejselyst med sine beskrivelser af de forskellige steder og oplevelser – især Paris. Den er fyldt med små finurlige detaljer og oplevelser som forvandles til minder for livet. Endagsturen til Paris ender dog langt fra, som Allyson havde håbet, da hun vågner op, uden nogen spor af Willem. Hun vender tilbage til USA og starter på college, men kan ikke glemme den ene dag i Paris. Hun trives ikke og har svært ved at finde ud af, hvem hun er. Hun er ikke tilfreds med sit liv, men i stedet for at gøre noget ved det, er hun endt i en form for passiv dvale tilstand, en form for depression. Det meste af hendes liv har været kontrolleret af andres forventninger, især hendes forældres, og hun har aldrig sagt fra, eller tænkt over hvad hun egentlig selv vil – undtagen den ene dag i Paris, hvilket er derfor den har haft så stor en effekt på hende og får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele hendes liv og identitet.

Heldigvis begynder tingene at lysne, da hun kommer på et helt specielt Shakespeare hold på college og får venner og mod på at bryde ud af den rolle, hun har spillet hele sit liv. Midt i håbløsheden er der alligevel håb, hvilket er utroligt opløftende at læse om. Hun beslutter sig for at følge de få spor hun har, og tage til Europa på endnu et eventyr, denne gang for at finde Willem.

Jeg kan på mange punkter relatere til Allyson som den pæne pige, der næsten er for høflig og pligtopfyldende, og som tænker for meget, men gemmer på en brændende eventyrlyst under overfladen. Jeg kunne se meget af mig selv i Allyson, hvilket gjorde, at bogen kom meget tættere på. Jeg fløj igennem siderne, og det hele gav virkelig god mening. Der er masser af livsfilosofi gemt i bogens sider, og Allysons eventyr og tanker er inspirerende. Den gav mig også lyst til at læse Shakespeare, da der overalt er referencer til hans værker, og samtidig lyst til at rejse hele Europa rundt med alle de fantastiske kulturelle iagttagelser og detaljer.


Det er en virkelig god bog til folk, som måske har lidt svært ved at finde ud af præcis hvem de er, og hvor de passer ind i verden; det er de absolut ikke alene om, hvilket bogen tydeligt viser, og det er et vigtigt budskab. Derudover er Bare en dag en virkelig sød og livsbekræftende sommerbog, som jeg varmt kan anbefale! Jeg glæder mig helt vildt til at læse fortsættelsen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar