fredag den 15. juli 2016

Forfatterinterview: Sussi Bech og Ingo Milton, forfatterne til bøgerne om ”Aziru”

Sussi Bech og Ingo Milton står bag bøgerne om Aziru, som lige er udgivet hos Forlaget Eudor. Jeg har læst begge bøger og anmeldt dem her, og i den forbindelse var jeg så heldig at få lov at stille forfatterne nogle spørgsmål om både skriveproces og indhold. Svarene kan læses herunder.

Vil I fortælle lidt om Aziru? Hvem er han og hvad er hans historie?

Ingo: Historien foregår i midten af 1300 tallet f.Kr. Aziru er 15 år og bor på sin fars købmandsgård i havnebyen Byblos i oldtidens Libanon. Han kommer i besiddelse af en meget kostbar kniv med nogle mystiske indgraverede tegn på klingen. Kort efter regner ulykkerne ned over ham, og han må stikke af med et handelsskib, som fører ham til de syriske og libanesiske kystbyer. I en storm forliser de, og Aziru hvirvles som den eneste overlevende ud i nye farer. 

Han møder strandrøvere, slavehandlere, sagnkonger og tyreguder på sin vej. Han opdager, at venner kan blive til fjender og omvendt. Til sidst må han se frygten i øjnene og forme sin egen skæbne, før han får chancen for at vende hjem til sin by og sin far.

Hvor kommer jeres inspiration fra? Benytter I jer af nogle specielle research metoder?

Sussi: Jeg har længe haft interesse for de gamle Kananæere, de senere Fønikiere.
Da jeg skrev mine tegneserier om Nofret fik jeg læst en del om emnet, og kunne derfor trække på gammel viden.

Der skulle selvfølgelig researches ekstra, mens vi skrev Aziru, og her har vi begge haft god brug af Google, som ikke eksisterede, da jeg første gang læste om emnet. 

Vi har lånt navnet til vores hovedperson fra en fyrste, der regerede i Levanten i oldtiden omkring 1350 f.Kr

I området langs den libanesiske og syriske kyst lå på den tid en samling småriger. De var i realiteten blot en række befæstede byer med en havn og med noget opland rundt om og regeret af hver sin konge. De talte samme sprog og dyrkede de samme guder. De handlede og konkurrerede ofte med hinanden.

Idéen til "Aziru" kom i første omgang fra et undersøisk fund, man gjorde for 30 år siden. Ved Ulu Burun ud for den tyrkiske middelhavskyst stødte arkæologer på resterne af et handelsskib, der var sunket i oldtiden. Det meste af skibet var for længst rådnet bort, men hele lasten af kobberbarer og lerkrukker lå stadig på havbunden, ganske som da skibet sank for over 3.000 år siden. For første gang kunne man se, hvordan varerne var stuvet på et handelsskib i oldtiden, og ud fra dette og andre kilder kunne arkæologer genskabe skibets udseende. Det er præcis det skib vi har brugt i historien og det er også det, som står model til illustrationerne.

Ulu Burun skibet i Sussis streg
Flere oplysninger om Ulu Burun kan findes her.

I har tidligere hver især arbejdet med forskellige andre tidsperioder – hvorfor er valget faldet på oldtiden denne gang? 
Hvad er det ved oldtiden, der fascinerer jer?

Sussi: På mange måder minder oldtiden meget om de verdener, man støder på i fantasy-bøger. Der er sværd og (en smule) trolddom, men det foregår i lande og civilisationer, der rigtigt har eksisteret for meget længe siden. Byblos er en af verdens ældste byer og ruinerne af Knossos kan man besøge, når man er på charterferie i Kreta. 
De kretensiske myter fortæller om menneskeofringer til Minotaurus, så vi bevæger os mellem fantasi og virkelighed. Handelsaktiviteten og røvere har eksisteret i virkeligheden, mens Minotaurus i labyrinten er sagn, som der ikke er tegn på i virkeligheden.


Hvordan har dette projekt været anderledes end det I tidligere har arbejdet med?

Ingo: Når man ellers har været vant til at lave tegneserier, oplever man en stor forskel ved at skrive en bog: I en fortællende tekst styrer man helt, hvilke detaljer man giver læseren. Det svære ligger i at vælge HVILKE detaljer, der er nødvendige, og hvilke der blot bremser fortællingen. I en tegneserie lægger man alle detaljer og scenografibeskrivelser ind i billederne, og læseren opfatter dem visuelt, uden at det forstyrrer historiens fremdrift. 

Men fordi Sussi er så dreven til at lave tegneserier, endte hun med at lave så mange tegninger til Aziru, at det blev en tæt illustreret tekst. 


Hvordan er jeres samarbejde med skriveproces og illustrationer foregået?

Ingo: Vi mødtes hjemme hos Sussi og startede med at gennemarbejde historiens skelet igen og igen.
Derefter skrev vi på hver af de afsnit, vi lige var inspirerede til. 

Efter noget tid udvekslede vi hinandens arbejde, og derefter kunne den anden tage over til finpudsning. Vi har begge været over hver eneste lille beskrivelse af handlingen flere gange, før vi var tilfredse. 


Hvordan kan det være, at I har valgt at skrive om oldtiden henvendt til børn og ikke en ældre målgruppe?

Ingo: Vi har begge tidligere udtrykt os i tegneserieformen, så dette er vores første tekstbaserede bog. Den yngre målgruppe falder mere naturlig for os, og desuden passer den profil også bedre ind i Forlaget Eudors udgivelseslinie. 


Skal I samarbejde på andre projekter i fremtiden?

Ingo: Ja, nu får vi se – Vi er i hvert fald spændte på, hvordan publikum vil modtage vores første samarbejde ...


Tusind tak til Sussi og Ingo for at tage sig tid til at besvare mine spørgsmål.

En læseprøve af ”Aziru” kan findes her.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar