tirsdag den 19. juli 2016

"Gylden søn" af Pierce Brown


Titel: Gylden søn (Red Rising #2)   Forfatter: Pierce Brown   Udgivelsesår: 2016 (org. 2015)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Gylden søn er anden del af Red Rising trilogien. Jeg var fuldstændigt opslugt af første bog, Rød opstand, som var helt fantastisk og konstant var i mine tanker, selv når jeg havde lagt den fra mig. Min anmeldelse af den kan læses her.

Darrow og de andre er nu færdige på Instituttet og tilbage i Samfundet, og dermed begynder næste fase af oprøret. Han er kommet helt tæt på sin ærkefjende, Ærkeguvernøren. Der er gået to år siden Rød opstand startede, og Darrow er nu startet på Akademiet. Tingene falder dog ikke ud til Darrows fordel, da Ærkeguvernøren udstøder ham, og han ikke længere er beskyttet mod Bellona-familiens blodfejde. Han må igen kæmpe for livet i en verden af indviklet politik, strategi og magtkamp, som en del af et virkelig kompliceret spil. Han må indgå uventede alliancer og tage ufatteligt svære beslutninger. Man mærker tydeligt, at Oprøret er rykket fra Instituttet ud i det virkelige samfund, og nu er i en helt anden skala, hvor meget mere står på spil.

Et dystopisk samfund er kendetegnet ved at være et fremtidigt samfund, som man ikke har lyst til at leve i – altså en form for skrækscenarie, men samtidig en skræmmekampagne og kritik af det nuværende samfund, som måske er på vej i netop den retning - en slags advarsel om, hvad det kan udvikle sig til, hvis vi ikke ændrer os. Samfundet i Red Rising universet er i dén grad dystopi af allerbedste og mest skræmmende skuffe. Tilsæt dertil sci-fi elementer og en vred og oprørsk hovedperson, og det bliver ikke meget bedre. Der er masser af action, brutalitet og skånselsløshed, men også sjældne glimt af venskab, varme og kærlighed, med et universelt budskab om, at der er håb og menneskelighed gemt bag umenneskeligheden.

Jeg har hørt flere sige, at Gylden søn er den bedste i trilogien. Jeg var dog faktisk mere blæst bagover af Rød opstand. Selvom jeg elsker universet, synes jeg endnu en gang, at starten af bogen var lidt sløv, og det fortsatte faktisk et godt stykke ind i bogen. Der gik et stykke tid, før jeg var opslugt igen, og egentlig lykkedes det ikke at fange mig helt så meget, som sidste bog. Hvor der i Rød opstand var et tydeligt mål og man ikke var i tvivl om, hvad historien arbejdede hen imod, føltes Gylden søn lidt mere som en typisk toer – en mellemstation inden den store finale. Den er absolut ikke hverken ligegyldig eller overflødig – man får masser af indsigt og forståelse for karaktererne og hvad der driver dem, men jeg følte ikke undervejs, at jeg tydeligt kunne se, hvor historien ville hen. Uforudsigelige plottwists ændrede ofte kursen, så det var umuligt at forudse, hvor historien skulle bæres hen derfra. Uforudsigelighed er som oftest en god ting og det er det også til dels her. Det hele gik dog til tider lidt for meget op i politik, strategi og alliancer der både blev dannet og brudt, og blev på den måde lidt uhåndgribeligt og tungt. Men det er samtidig noget af det, der gør bogen interessant.

Ligesom ved første bog, Rød opstand, var jeg denne gang meget imponeret over, hvor intelligent bogen er skrevet. Det er ikke bare en letlæst ungdomsbog. Den er derimod overstrøet med subtile referencer til både litteratur, filosofi, politik, psykologi, og endda forskellige former for videnskab, der som helhedsindtryk gør den virkelig lækker og interessant at læse. Som skærende kontrast står de brutalt voldelige og blodige action scener, men det giver en perfekt balance i bogen. Det vidner om en utrolig indsigt hos forfatteren, både i hvordan mennesker fungerer og reagerer, men også verden omkring de mennesker. Samtidig må der også være gået mange timer til research, selvom man alligevel må have en ret omfattende grundlæggende viden, for at få den slags ting til at passe perfekt ind og samtidig virke så effortless.


Jeg er kæmpe fan af universet, og det Pierce Brown kan. Jeg er lige nu i et kæmpe dilemma omkring, om jeg kan vente på den danske oversættelse af trilogiens sidste bog, eller om jeg skal have fingrene i den på engelsk med det samme. Der er dog ingen tvivl om, at jeg skal læse videre i serien!

2 kommentarer:

  1. Skøn anmeldelse! Jeg er helt enig med dig at bøgerne ikke er letlæste ungdomsbøger, men universet alligevel så dragende, at jeg glæder mig til at få læst forsættelsen.

    Jeg kender desuden alt for godt det med at dilemmaet med, om man skal vente på den danske oversættelse, eller bryde sit læsemønster og læse serien færdig på engelsk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :) Ja, jeg var virkelig overrasket over, hvor meget 'tyngde' der er i de her bøger - de er en del mere komplicerede end jeg havde forventet, men det var klart en positiv overraskelse. Det bliver så spændende med fortsættelsen! :)

      Åh ja, det er altså lidt af et dilemma - både sprogligt, men også i forhold til, at bøgerne gerne må passe sammen på reolen :b

      Slet