tirsdag den 30. august 2016

"Bare et år" af Gayle Forman


Titel: Bare et år (Just One Day #2)  Forfatter: Gayle Forman   Udgivelsesår: 2016 (org. 2013)   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Bare et år af Gayle Forman er ’fortsættelsen’ til Bare en dag, som jeg læste først på sommeren og var virkelig begejstret for. Min anmeldelse af den kan læses her. Bare et år har derfor været en af de udgivelser, jeg har set allermest frem til denne sommer. Desværre endte den med at skuffe mig.

Denne gang får vi historien fra Willems synsvinkel. I starten er det interessant at være inde i hans hoved og opleve hans tanker og følelser. Jeg var så spændt på, hvad der var sket med ham på den skæbnesvangre dag, og hvad hans forklaring ville være. Bogen starter på præcis den dag, og gennemgår begivenhederne derefter fra Willems perspektiv. Bogen gennemgår alt hvad der er sket for Willem i det år der gik fra dagen, og til han og Allyson pludselig står overfor hinanden igen, hvilket var den cliffhanger, som Bare en dag så urimeligt spændingsfuldt sluttede med.

Der er den samme stemning af uafhængighed, frihed og spontanitet, med rejser fra sted til sted, som ligesom første bog vækker den vildeste følelse af rejsefeber og wanderlust. De samme temaer går igen med eventyrlyst, kærlighed, skæbne og tilfældigheder. Denne gang er der dog også den dybe sorg, som Willem bærer rundt på, efter tabet af sin far.

Jeg havde lidt svært ved at komme ind i historien igen. Jeg tror muligvis, at det havde fungeret bedre for mig, hvis Bare et år var startet præcis dér hvor Bare en dag slap, og ikke startede ud med at gå tilbage til den dag, de blev væk fra hinanden – det kunne have fungeret fint som flashbacks, eller en forklaring fra Willem, eller hvis de to bøger havde været én kronologisk fortælling med skiftende fortæller, så vi fra start havde fået historien fra begge sider. Som det er nu, trækkes spændingen selvfølgelig til det møde, som slutningen af første bog varslede, men tempoet og åndeløsheden sænkes lige en tand for lavt og jeg havde svært ved igen at leve mig ind i historien. Willems udlægning af den skæbnesvangre dags begivenheder afsløres helt i starten, og derefter ventede jeg egentlig bare utålmodigt på, at vi skulle nå frem til deres møde et år efter.

Skrivestilen er anderledes end i Bare en dag, og markerer tydeligt, at fortællerstemmen er en helt anden, hvilket jeg synes, at Gayle Forman trods alt skal have ros for. Det er selvfølgelig interessant at opleve tingene gennem Willem, men jeg kunne ærligt talt bedre lide at være inde i hovedet på Allyson – hende havde jeg meget lettere ved at relatere til. Willem er for rodløs og antimaterialistisk (selvom det selvfølgelig er et smukt budskab, men også næsten for idealistisk og stereotypt, hvilket jeg også tidligere har kritiseret Gayle Forman for) og den måde han tænker om andre mennesker på, uden egentlig at bekymre sig om dem, gør hele instalove delen med Allyson en smule urealistisk. Willem sørger stadig over tabet af sin far, hans mor er rejst, og han selv flygter fra alt hvad der ligner forpligtelser. Han er en fyr, der ikke bekymrer sig om noget som helst, men flakker rundt fra sted til sted, fra pige til pige – hvorfor skulle han lige pludselig, i løbet af én enkelt dag, ændre sin tilværelse fuldstændigt? Omvendt virker det jo også den anden vej – Allyson har også ændret sit liv fuldstændigt efter den ene dag – ved hende virker det bare mere sandsynligt, og som en naturlig udvikling af hendes karakter. De har på en måde smittet af på hinanden, delt deres egenskaber op mellem sig, så de begge er mere balancerede, og det er nok i sidste ende det, der får deres kærlighedshistorie til trods alt at fungere.

Bogen bruger også meget energi på tilfældets logik, hvilket til tider bliver lidt for filosofisk. Som en karakter i bogen beskriver det, ”er det ikke bare en stor undskyldning for passivitet?” hvilket jeg synes, rammer plet på Willem. Man skal tage ansvar for sit eget liv, hvilket Willem med alle midler har forsøgt at undgå i flere år, men lige så stille indser, at han bliver nødt til at rette op på.

Selvom jeg nød at læse beskrivelserne af de forskellige steder Willem besøger, fylder det for meget i bogen, som i princippet ikke har så meget at gøre med hans og Allysons historie. Det viser selvfølgelig en masse om ham, hans liv og tanker, og hvordan hans karakter gennemgår en udvikling, men det var bare ikke det jeg havde håbet på, at denne bog ville være. Det gjorde mig utålmodig og uinteresseret i hans historie, fordi forrige bogs cliffhanger gav mig lyst til at starte præcis dér, hvilket denne bog desværre ikke gjorde. Mest af alt trækker den spændingen i langdrag med alt for meget mere eller mindre ligegyldigt fyld.


Bare en dag var helt fantastisk, men desværre levede Bare et år på ingen måde op til den. Jeg blev faktisk ret skuffet. Den var middelmådig, og mindede mig mere om de to andre Gayle Forman bøger jeg har læst, som jeg heller ikke var specielt begejstret for. For mig er det åbenbart kun engang imellem, at Gayle Forman rammer plet, som hun gjorde med Bare en dag, og efter den, havde jeg forventet mere. Bare et år er ikke en decideret dårlig bog. Historien er som sådan ok, især til dem, der efter første bog var helt vilde med Willem. Bogen er bare helt anderledes, end jeg havde håbet, og derfor skuffede den mig. Historien får en afslutning, men dén afslutning kunne have været inkorporeret i Bare en dag, og dermed gjort Bare et år overflødig. Slutningen på Bare en dag lagde op til så meget, og Bare et år gav mig intet af det. Jeg føler, at den lovede mig noget, som den ikke har holdt, men det siger muligvis mere om mine forventninger, end om bogen i sig selv. Man skal ikke forvente en fortsættelse til Bare en dag, for det er ikke hvad denne er. Handlingen kører sideløbende med handlingen i Bare en dag. Det er selvfølgelig en ny historie, eftersom Willem og Allyson har været adskilt og deres historier derfor kun overlapper i starten og helt til slut, men jeg havde håbet, at få mere af deres fælles historie. Bare en dag er Allysons historie, Bare et år er Willems historie, men jeg vil til hver en tid foretrække Allysons.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar