onsdag den 31. august 2016

Månedens læsning #14: August 2016


August er gået så vanvittigt hurtigt. Det føles som om, at jeg har lavet alt og ingenting på samme tid. En stor del af måneden er selvfølgelig gået med forberedelser til mit semester i Irland, men jeg har også fået læst en del.

Jeg startede måneden med at læse den korte prequel novelle til De smukkeste af Karin Slaughter, som hedder Lyst hår, blå øjne. Det var en fin lille ekstra historie, og min anmeldelse kan læses her.

Som lydbog lyttede jeg til The Young Elites af Marie Lu. Selvom jeg ikke var ubetinget imponeret, nød jeg alligevel bogen og universet, og har planer om også at lytte til fortsættelsen, The Rose Society. Min anmeldelse af The Young Elites kan læses her.

Fra HarperCollins Nordic modtog jeg Mhairi McFarlanes to nye boger, Fra og med dig og Det  er ikke mig, det er dig. Begge var rigtig fin og underholdende chick-lit, og mine anmeldelser kan læses her ogher.

Jeg læste den lille novelle, Kindred Spirits af Rainbow Rowell. Den var hyggelig og rigtig Rainbow Rowell agtig, hvis man kan sige det. Der er en anmeldelse på vej.

Da mit forudbestilte eksemplar af Harry Potter and the Cursed Child endelig ankom, var jeg naturligvis nødt til at få stillet min nysgerrighed. Det viste sig dog desværre at være noget af en skuffelse. Min anmeldelse kan læses her.

Jeg var vild med The Duff af Kody Keplinger, og Lying Out Loud af samme forfatter skuffede bestemt ikke. Min anmeldelse kan læses her.

Jeg har længe gerne ville læse Fight Club af Chuck Palahniuk, og da den stod på hylden i min yndlings genbrug, til kun 5 kr., måtte den med hjem, og jeg læste den næsten med det samme. Det var en syret og sær læseoplevelse, men også virkelig interessant. Der er en anmeldelse på vej.

Ligeledes i genbrug, fandt jeg A Walk to Remember af Nicholas Sparks. Den hulkede jeg mig igennem allerede den dag jeg købte den. Den var fantastisk, og der kommer en anmeldelse af den snarest.

The Phantom of the Opera af Michael Heatley går bag om det verdensomspændende og vanvittigt populære fænomen, som The Phantom of the Opera er blevet til, med den klassiske roman, musical og flere forskellige filmatiseringer. Jeg var vildt begejstret og har anmeldt den her.

Draculas Gæst af Michael Sims har jeg været i gang med lidt on and off i over et år. Den består af 22 victorianske vampyrhistorier, og går dermed tilbage til rødderne til de klassiske vampyrhistorier. Som forventeligt ved denne slags samlinger, var nogle historier virkelig gode, mens andre var knapt så gode. Jeg planlægger ikke at anmelde denne, men hvis du har interesse for klassisk vampyrlitteratur, er den helt sikkert værd at læse.

Endnu en bog af Rainbow Rowell jeg læste denne måned var Attachments. Den var lige, hvad jeg havde brug for at læse, for den var både klog, sød og sjov. Anmeldelse er på vej.

Efter at have læst den nye Harry Potter and the Cursed Child, havde jeg brug for noget ’rigtigt’ Harry Potter, og genlæste derfor Harry Potter og Flammernes Pokal. Det var som altid et fantastisk gensyn, og jeg har planer om at fortsætte min genlæsning af de sidste tre bøger i serien på engelsk, mens jeg er i Irland.

Jeg var vildt begejstret for Bare en dag af Gayle Forman, da jeg læste den først på sommeren og var SÅ spændt på at læse Bare et år. Gyldendal var så søde at sende mig bogen til anmeldelse, men desværre endte historien med at skuffe mig virkelig meget. Min anmeldelse kan læses her.

Det endte alligevel med at være blevet til en del læsning denne måned. De kommende måneder forventer jeg slet ikke at få læst lige så meget, men lidt håber jeg trods alt på, at det bliver til, og der skal nok stadig komme månedsopsamlinger her på bloggen.


Hvilken er den bedste bog du har læst denne måned? :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar