onsdag den 5. april 2017

"Dagbog fra Zombieland" af Klaus Frederiksen


Titel: Dagbog fra Zombieland   Forfatter: Klaus Frederiksen   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Forlaget mellemgaard

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Jeg er normalt stor fan af post-apokalyptiske fortællinger, så jeg var spændt på dette danske bud på genren. For mig var det i hvert fald spændende og unikt med en af slagsen, som foregår i Danmark, hvor vores velkendte samfund bliver vendt på hovedet.

Noah har overlevet zombieapokalypsen. Han er alene og ensom, men skriver dagbog for at dokumentere sine oplevelser, hvilket han fortsætter med, da han tager på et vanvittigt road trip gennem det zombiehærgede Danmark med to venner han lige har mødt. Med det samme melder spørgsmålet sig om, om han kan stole på dem. Han skal både passe på zombier, men også andre overlevende – det er alles kamp for overlevelse, der er ingen social contract eller standard for almindelig opførsel længere, hvilket er tydeligt hos dem de møder på deres vej. Der er opstået nye absurde, sociale konstruktioner i form af kulter og sekter, der rituelt ofrer mennesker i et forsøg på at forstå situationen og hvordan verden pludselig kan være forandret til så forfærdeligt et sted. En anden bizar ting der er opstået i denne nye verden er zombiekamp-stævner, hvor overlevende kæmper mod zombier og der indgåes væddemål omkring hvem der vinder. Det er virkelig interessant hvordan mennesker reagerer i så ekstreme situationer, både overfor hinanden og verden omkring dem. Medmenneskelighed forsvinder i takt med at menneskeheden forsvinder. Lovløshed regerer, og som Noah selv beskriver det, er det i princippet total frihed, selvom det ikke føles sådan, da man konstant frygter for sit liv.

Bogen tager også vigtige spørgsmål op, som fx hvornår man holder op med at være menneskelig, og om det i så fald gør det etisk korrekt at dræbe. Zombierne ligner stadig mennesker og opfører sig i nogle øjeblikke sådan. Stopper de med at være mennesker bare fordi de er inficerede? Noahs og de andres menneskelighed sættes på prøve, for de er villige til at dræbe zombier, men også andre overlevende mennesker, som er en trussel mod deres egen overlevelse. Frygten for at dø tager over, men endnu værre, frygt for selv at blive smittet og ende som zombie, eller at dem man holder af ender som zombie, for så er man nødt til at slå dem ihjel.

Bogen er en dokumentaragtig dagbog i blogform fra fremtiden, med en advarsel om den kommende zombieapokalypse. Det skal forestille non-fiction i dagbogs- og blogindlæg, og derfor er det ofte kun fragmenter, som dog er rimeligt sammenhængende og udgør en overlevelseshistorie, men kan samtidig også læses som en guide til at overleve zombieapokalypsen. Derudover er der små kritikker af verden som den plejede at være, altså sådan som vores samfund ser ud nu, med bekymringer og stress over tilsyneladende ligegyldige ting, som apokalypsen sætter i perspektiv, hvor det udelukkende handler om primitiv overlevelse og at dræbe zombier. Efterhånden ændrer zombierne sig, da virussen udvikles. Noah har åbenbart en speciel blodtype, som er immun overfor smitte, og dermed får han og de overlevende et nyt formål og en ny mission om at redde verden.

Bogen følger faktisk mere eller mindre alt hvad jeg ved om emnet fra undervisningen i et litterært fag jeg havde netop om apokalypsen i litteraturen. På den måde rammer bogen plet og peger på, at forfatteren har gjort sit forarbejde og research ret grundigt, og den er både psykologisk og samfundsmæssigt indsigstfuld. Jeg kunne også godt lide de små historiske anekdoter om de steder de besøger undervejs og hvad de tidligere har været brugt til i vores nutid.

Der er masser af action scener med kamp mellem både mennesker og zombier. Det bliver dog en smule ensformigt, men sådan er livet under zombieapokalypsen vel nu engang, så på den måde virker non-fiction idéen og gør det autentisk, omend læsningen bliver påvirket lidt af det.


Alt i alt er det en god postapokalyptisk bog, som jeg vil anbefale til fans af genren. Selvom den ikke som sådan tilføjer noget nyt, men i høj grad benytter sig af de velkendte træk indenfor genren, så er den underholdende og tankevækkende læsning.

2 kommentarer:

  1. Hvorfor kun tre stjerner med den flotte anmeldelse :-) ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tre stjerner skal nu ikke opfattes som "kun" :) Det er en ganske god rating i min optik, der udtrykker at jeg godt kunne lide bogen med et par forbehold, hvilket også gerne skulle fremgå af anmeldelsen, som du er inde på :)

      Slet