torsdag den 11. maj 2017

"I det øjeblik var jeg din" af Mhairi McFarlane


Titel: I det øjeblik var jeg din (org. You Had Me at Hello)   Forfatter: Mhairi McFarlane   Udgivelsesår: 2017 (org. 2012)   Forlag: HarperCollins Nordic

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Det er ingen hemmelighed at jeg er mere end almindeligt begejstret for Mhairi McFarlanes bøger, og denne er ingen undtagelse. Mine anmeldelser af hendes øvrige bøger kan læses her, her og her.

I det øjeblik var jeg din er Mhairis debutroman fra 2012, og handler om Rachel, som ikke er lykkelig i sit forhold til Rhys og derfor vælger at afbryde deres forlovelse efter 13 år sammen. Hun vil ikke nøjes med et forhold hvor hun hele tiden skal gå på kompromis og skændes og alt bliver omdannet til en magtkamp.

Som nylig single er det meget belejligt at hendes helt store crush fra universitetstiden, Ben, er tilbage i byen. Hun sørger for helt ’tilfældigt’ at løbe ind i ham på biblioteket, og de genoptager venskabet og fortsætter stort set hvor de slap 10 år tidligere. Man får dog endnu intet at vide om, hvorfor kontakten mellem dem ikke holdt, og det bliver hurtigt klart at Rachels følelser fra dengang aldrig helt er forsvundet. Ben er gift, så Rachel er godt klar over, at det ikke kan blive til noget, men hvor går grænsen, og kommer de til at krydse den?

Genforeningen bekræfter dog Rachel i at hun ikke er lykkelig i det liv hun lever og måske i virkeligheden ikke rigtigt er kommet nogle vegne de seneste 10 år. Handlingen skifter mellem nutid og nostalgiske tilbageblik til universitetstiden, så man lærer derfor begge udgaver af Rachel at kende, og de er begge lige likeable. Fortidshistorien tager lige pludselig en lidt uventet drejning, da historien kommer løbende flettet ind i de andre kapitler og holder spændingen.

Man trækker på smilebåndet allerede i løbet af de første par sider, ikke kun på grund af Rachel, men også hendes venner, som er herlige. Mhairi McFarlane har et helt specielt talent for at skrive karakterer, som man holder af og kan relatere til med det samme. Velkendte hverdagssituationer og tanker og usikkerheder, som man kan genkende sig selv i. Den samme humor gennemstrømmer alle hendes bøger i form af søde, sjove og skæve personligheder, som på bedste chick-lit manér får rodet sig ud i mere eller mindre heldige situationer, men altid formår at klare sig alligevel, uanset hvor sort det end måtte se ud. Derfor er hendes bøger altid så opløftende og livsbekræftende at læse. Selvfølgelig er hendes bøger ofte forudsigelige, men det er også en del af det, der gør dem så fantastiske – man ved præcis hvad man kan forvente. I denne var der dog rent faktisk et twist jeg ikke helt havde set komme, så hun formår altså også at overraske.

Det er en historie om at dvæle ved fortiden, forspildte chancer og ’hvad-nu-hvis,’ men også om at få en uventet chance til. Selvom den ikke er min favorit blandt Mhairi McFarlanes bøger, er den stadig virkelig god og underholdende og alt hvad man leder efter i en god chick-lit.


Hvornår kommer der noget nyt fra Mhairi McFarlane? Jeg er på ingen måder færdig med hendes forfatterskab! Hvor kliché det end lyder, så er det virkelig chick-lit når det er bedst.


2 kommentarer:

  1. Sikke dog, hvor de bøger får mange rosende ord med på vejen. Jeg havde egentligt kategoriseret dem, som bøger jeg bare ikke får læst, men nysgerrigheden blomstrer altså med alle de gode anmeldelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan har jeg det også af og til med bestemte bøger - men jeg har efterhånden lært at jeg aldrig helt skal sige aldrig, man kan jo ende med at blive virkelig positivt overrasket :) Jeg synes helt sikkert, at du skal give dem et forsøg, hvis du føler for det. 'Findes der en, findes der flere' har været min favorit blandt hendes bøger, så den kunne være et fint sted at starte.

      Slet