torsdag den 8. juni 2017

"Det ender med os" af Colleen Hoover


Titel: Det ender med os (org. It Ends With Us)   Forfatter: Colleen Hoover   Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)   Forlag: LOVEBOOKS

Bogen er et anmeldereksemplar fra LOVEBOOKS

Jeg har tidligere læst Forbandede kærlighed af Colleen Hoover, som er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst (min anmeldelse af den kan læses her). Derfor havde jeg også virkelig høje forventninger til Det ender med os. Selvom den ikke helt er på højde med Forbandede kærlighed, så kommer den virkelig tæt på, og viser endnu en gang, hvor dygtig en forfatter Colleen Hoover er.

Bogen handler om Lily, som tilfældigt møder neurokirurgen Ryle på dagen for sin fars begravelse. Det er ikke et tab Lily som sådan er ked af, for hun havde ikke det bedste forhold til sin far, da han havde været voldelig overfor hendes mor gennem hele hendes opvækst. Ryle har lige mistet en patient, og det hele kommer lidt for tæt på rent personligt. De er fremmede, men de fortæller alligevel hinanden nøgne sandheder og er befriende ærlige den første aften. De er med det samme tiltrukkede af hinanden, men tror aldrig at de skal ses igen.

Da Lily indfrier sin drøm om at åbne en blomsterbutik, insisterer en rig kvinde, Alyssa, som går og keder sig derhjemme, på at hjælpe hende. Det viser sig at være Ryles søster, så de mødes igen, og derfra bliver det mildest talt stormfuldt. Lilys fortid spiller en væsentlig rolle, da hendes første kærlighed, Atlas, også tilfældigt dukker op igen. Det hele er næsten lidt for tilfældigt, men det er også en del af det, disse historier kan, og det fungerer.

Atlas var hjemløs som teenager, Lily tog sig af ham, og de forelskede sig. Hans og Lilys historie er fortalt gennem Lilys gamle dagbogsskriverier, hvilket var min yndlingsdel af bogen. Lige den del handler i høj grad også om hvor vigtigt det er at hjælpe sine medmennesker og er kritisk overfor egoisme, materialisme og manglen på hjælp til hjemløse og mennesker på kanten af samfundet i USA. Da Atlas pludselig dukker op i nutiden, er Lily tvunget til at konfrontere fortiden på mere end én måde, hvilket sætter hendes nuværende liv i perspektiv.

Hovedtemaet er igen en form for forbandet kærlighed og kærlighed der gør ondt. Det handler om hustruvold og at feje ting ind under gulvtæppet. Hvordan det er at leve med frygten, skammen og hadet. Det er frustrerende, og det er så nemt at dømme forholdet udefra, men Colleen Hoover formår virkelig at sætte sig ind i hovedet på voldsramte kvinder og både se og fremstille situationen på en måde, så man næsten selv kan forstå hvorfor det hele ikke bare er sort og hvidt. Det er en meget personlig historie for Colleen Hoover, som til dels har baseret den på sine forældres voldelige forhold.


Med Colleen Hoover ved man stort set hvad man kan forvente: En dramatisk og hjerteskærende kærlighedshistorie, hvilket hun bestemt også leverer denne gang. Kærlighedsforholdet er stormfuldt og altomsluttende og man frygter hele tiden, hvornår hun endnu en gang knuser ens hjerte. For det gør hun, op til flere gange. Hun kan noget helt specielt indenfor romance genren og jeg kan på det varmeste anbefale Det ender med os.

LOVEBOOKS afholder iøvrigt et readalong af bogen i denne måned under #DetEnderMedOs. Du kan stadig nå at være med, og behøver ikke at være bange for, at det kommer til at tage hele måneden at nå igennem bogen - den er nemlig næsten umulig at slippe, når man først er i gang!


2 kommentarer:

  1. Den er SÅ god, altså. Jeg slugte den også på to dage <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den nemlig! <3 Det var godt nok hurtigt, men den er også svær at slippe jo :)

      Slet