fredag den 2. juni 2017

Månedens læsning #20: Maj 2017


Endnu en måned er gået, og maj var på en måde både verdens længste måned, men også virkelig hurtigt overstået. Hele måneden stod i specialets tegn, og det lykkedes mig rent faktisk at få det skrevet færdigt og afleveret, endda en dag før tid. Så nu er det bare et spørgsmål om tålmodighed at vente på resultatet.

Overraskende nok fik jeg læst hele 4 bøger, og de var alle sammen gode. Der gik også en smule impuls-online-det-er-lidt-synd-for-mig-at-jeg-skal-skrive-det-speciale-shopping i den, så jeg venter en halvstor stak bøger med posten, som det bliver en kæmpe fornøjelse at læse henover sommeren, uden specialepresset hængende over hovedet (vi krydser lige fingre for, at jeg består, ikke?) 

Den bedste bog jeg læste denne måned var Lady Midnight af Cassandra Clare, som er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Det var skønt at være tilbage i Shadowhunter universet, og min anmeldelse kan læses lige her.

Også fra Gyldendal var jeg så heldig at modtage et eksklusivt forhåndseksemplar af Adam Silveras nye bog, Fortid er alt jeg har. Det var en virkelig stærk, rørende og tankevækkende bog, og min anmeldelse af den er lige på trapperne.

I det øjeblik var jeg din var endnu en skøn bog af Mhairi McFarlane, som jeg fik tilsendt af HarperCollins Nordic. Hendes bøger kan varmt anbefales, især her til sommer, så hvis du pakker alle fire af hendes bøger i kufferten er du i hvert fald garanteret førsteklasses underholdning til en uges tid ved poolen eller stranden - jeg siger det bare. Min anmeldelse kan læses lige her.

Fortæl mig tre ting af Julie Buxbaum fik jeg tilsendt af Turbine. Selvom jeg godt havde på fornemmelsen at det lige var en bog for mig, så blev jeg alligevel overrasket over, hvor godt jeg endte med at kunne lide den. På trods af hvor forudsigelig den egentlig også er, så er det en virkelig fin contemporary YA historie. Min anmeldelse af den kan læses her.

Jeg er godt tilfreds og egentlig også overrasket over, at jeg fik læst så meget i maj. I juni håber jeg på at få læst meget mere, for jeg har så mange lækre anmeldereksemplarer stående fra søde forlag, som jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med - det har bestemt også motiveret mig til at blive færdig med specialet, at jeg havde dem at se frem til. Nu håber jeg bare på dejligt solskinsvejr, så bøgerne kan nydes udendørs.

Fik du læst nogle gode bøger i maj? Og hvad planlægger du at læse i juni? :) 

4 kommentarer:

  1. Det giver så meget fred at få afleveret speciale :-)
    Håber du får nydt den kommende tid i fulde drag, og du får læst en masse, som IKKE er studierelevant :D

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør det helt sikkert! :) Det er virkelig også en helt underlig følelse pludselig at kunne gøre hvad man har lyst til, uden at have specialet hængende over hovedet - det skal jeg lige vænne mig til :) men tusind tak, jeg skal gøre hvad jeg kan for at nyde det og få læst en masse :D

      Slet
  2. Det er så rart at høre at andre bloggere har været i samme båd i forhold til eksaminer/speciale i maj! Jeg sad selv og skrev opgave så det er på en eller anden måde beroligende at høre, at andre har haft en lignende måned. Og selvfølgelig har vi fortjent nye bøger for alt det arbejde vi lavede i maj! Ingen tvivl om det ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har så meget ret! :) Jeg håber, at det er gået godt med din opgave, og at du også har fået forkælet dig selv med en masse nye bøger :D

      Slet