fredag den 16. juni 2017

"Nedtælling" af Teri Terry


Titel: Nedtælling (Mørkt stof #1)   Forfatter: Teri Terry   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Nedtælling er første bog i Mørkt stof trilogien, og faktisk også den første bog jeg læser af Teri Terry.

Callie på kun 12 år er blevet kidnappet og brugt til videnskabelige eksperimenter på en hemmelig forskningsbase på Shetlandsøerne. Under et eksperiment dør hun, men eksisterer på mystisk vis stadig som en slags spøgelse af mørkt stof. Shay var den sidste der så Callie i live inden hun blev kidnappet, og er også den eneste der kan se Callie efter hendes død. Shay forsøger at hjælpe Callies bror Kai med at finde ud af hvad der er sket, samtidig med at kærligheden spirer mellem dem.

Forskningsinstitutet hvor Callie var holdt fanget går tabt i en kæmpe eksplosion, hvorfra en dødelig epidemi spredes. Sygdommen gør mystiske ting ved folk og store områder sættes i karantæne og der udbryder panik og mistillid mellem befolkningen, for ingen ønsker at blive smittet eller have noget med smittede at gøre.

Historien er skiftevis fortalt af Shay og Callie i korte kapitler, hvilket fungerer rigtig godt og holder spændingen og tempoet højt, så det næsten er umuligt at lægge bogen fra sig. Den er virkelig spændende og meget barsk og de må igennem så grueligt meget for at få svar på hvor epidemien stammer fra og hvad der kan gøres for at stoppe den.

Det er en utroligt interessant apokalyptisk fortælling med spændende sci-fi elementer. Den indeholder desuden en række etiske dilemmaer som sætter spørgsmålstegn ved hvor langt det er i orden at menneskeheden går i videnskabens navn og om ikke naturen skulle have lov at gå sin gang frem for at der gentagende gange manipuleres med den. Epidemien her i bogen er menneskeskabt, et resultat af komplicerede og vanvittige eksperimenter med vidtrækkende konsekvenser. Civilizationen og den sociale kontrakt ophæves i det efterfølgende kaos, mens autoriteter desperat og forgæves forsøger at inddæmme og få isoleret epidemien. Shay, Kai og Callie kan dog ikke længere stole på autoriteterne, da det ender med at være dem, de må flygte fra.


Det er nervepirrende at følge Kai, Shay og Callie på deres rejse rundt i det postapokalyptiske Skotland, men historien er lige noget for mig. Uden at afsløre for meget, synes jeg faktisk at Teri Terry formår at bidrage med noget nyt til genren. Med den perfekte kombination af young adult, sci-fi, videnskab, apokalyptisk dystopi, kærlighed og hævn har hun efter min mening virkelig ramt plet, og jeg kan næsten ikke vente til næste bog udkommer i 2018.


2 kommentarer: