torsdag den 29. juni 2017

"Ravnenes hvisken 2" af Malene Sølvsten


Titel: Ravnenes hvisken 2   Forfatter: Malene Sølvsten   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Carlsen

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen

Første bog, Ravnenes hvisken (min anmeldelse kan læses her) er endnu en af mine yndlingsbøger fra sidste år, hvor den lange ventetid på fortsættelsen heldigvis endelig er ovre. At vi skal vente endnu et år på bog nummer tre er en helt anden snak – det bliver mindst lige så nervepirrende som ventetiden på toeren, som heldigvis var dét værd.

I denne bog må Anne tage til Hrafnheim for at redde sin tvillingesøster Serén og stoppe Ragnarok, hvilket selvfølgelig bliver en farefuld færd. Det er virkelig tilfredstillende at få udvidet universet så det udover vores egen velkendte verden nu også omfatter Hrafnheim, som er en oldnordisk parallelverden. Det er et utroligt fascinerende sted, hvor den nordiske mytologi for alvor træder frem fra bogens sider og kommer til sin ret. Det er interessant og fedt at der næsten er endnu mere nordisk mytologi her end i første bog, om ikke andet så i hvert fald nye og anderledes aspekter af den, med Hrafnheims myter og skikke. Samtidig er Hrafnheim også et skræmmende sted, hvor det er strafbart at stikke udenfor normen og tolerance ikke er normalt. At Anne ikke skelner mellem racer, seksuel orientering eller religion blandt dem hun holder af, understreger et smukt lille budskab om, at mangfoldighed er vejen frem i alle verdener.

Jeg nød gensynet med Anne og hendes venner Luna, Mathias og Mads. Dynamikken mellem dem er helt unik, men jeg savnede faktisk mange af karaktererne fra første bog, da Anne drager på sin rejse alene. Tilgengæld er de nye karakterer skønne, og jeg var især vild med Rorik og fingalken Finn, og de gode gamle karakterer optræder heldigvis også kort fra tid til anden.

Der bliver tilført masser af nyt til historien, både i form af nye steder, personligheder og myter. Indimellem stikker det lidt af, men kommer altid tilbage på sporet. I første bog var præmissen lidt mere enkel. Handlingen foregik i vores verden og målet var at opklare og forhindre et mord. I toeren er vi lidt mere på udebane, både i form af location, men også i handlingen, hvilket selvfølgelig giver mening i forhold til at vi befinder os i en parallelverden det meste af tiden, men det gør også bogen markant anderledes og mindre krimi-who-did-it agtig end etteren. Der er stadig masser af mystik og spænding, men på en helt anden, mere klassisk fantasy agtig måde. Begivenhederne udspiller sig på Annes rejse gennem ukendt land, hvor hun er afhængig af flere forskellige hjælpere undervejs. Hun er dog på de fleste punkter stadig den samme skønne hovedperson – sej, sarkastisk og badass, men også følsom, da hun nu har mere på spil i form af personer hun elsker, hvor hun i første bog startede som typisk enspænder, men lige dén ændring klæder hende.

Historien er actionpacked, der sker hele tiden noget nyt og der bliver ved at komme plottwists, som jeg ikke kunne forudse. Malene skriver som en drøm, og man kan tydeligt forestille sig det hele, da der er stemningsfulde beskrivelser for alle sanser. Jeg nød at være med på Annes hæsblæsende eventyr endnu en gang og glæder mig så meget til afslutningen på trilogien.


Ravnenes hvisken er et kæmpe bevis på, at danske forfattere altså også kan noget helt specielt indenfor fantasy genren. Jeg gentager lige mig selv fra min anmeldelse af første bog, da jeg stadig mener, at denne fantasyfortælling har internationalt potentiale – så hermed en kæmpe opfording til udenlandske forlag om at få den oversat og udgivet, så læsere i hele verden kan være med!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar