lørdag den 10. juni 2017

"Sjælevært" af Christina Bonde


Titel: Sjælevært   Forfatter: Christina Bonde   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Tellerup

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup

Sjælevært er en mystisk og spændende YA paranormal romance om sjæle, spøgelser, sjæleværter og reinkarnation. Vi følger Celina, der virker som en typisk teenager, men det er hun ikke. Hun er sjælevært og bærer rundt på Athenes sjæl uden at vide det. Hun har altid følt sig hjemsøgt, kunnet se spøgelser og været ramt af uforklarlige hændelser, men ingen har nogensinde troet på hende.

Der begynder at ske mystiske ting og hun får mystiske drømmesyn og blackouts, hvor tiden forsvinder. I sin ensomhed er Celina søgt mod dårligt selskab i form af kæresten Liam og veninden Silje, som begge behandler hende skidt. Hun får nok og beslutter sig for at tage væk og få job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Den lille pige, Sally, som Celina skal passe, viser sig at lide af samme drømmesyn og søvngængeri, night terror, som Celina, og det hele hænger sammen. Imidlertid leder spøgelsessjælen Bastian efter Athenes sjæl og finder den i Celina, men det er ikke den eneste grund til, at han bliver fascineret af hende.

Jeg var ikke altid enig i Celinas beslutninger og handlinger, men jeg kunne alligevel langt hen ad vejen sætte mig ind i grundene til hvorfor hun gjorde som hun gjorde. I bund og grund var hun bare ensom, hvilket gjorde det lettere at forholde sig til, udover det faktum at hun selvfølgelig også kun er 16 år, så mange af hendes beslutninger er typiske teenagebeslutninger, hvor hun lader sig rive med af følelser som alle andre.

Dybest set kunne jeg godt lide hende og Bastian sammen, selvom det er lidt underligt, eftersom han er et spøgelse, og deres kærlighed nærmest udvikler sig ud af ingenting. I baggrundshistorien savnede jeg også mere detaljerigdom og forklaring, for det hele hænger sammen uden egentlig at gøre det, og Magten kunne også sagtens have fyldt mere og tilføjet noget virkelig interessant og spændende til historien. Det kunne måske være et bud på en kommende bog at udbygge den idé, for sjælenes forhold til Magten og efterlivet var meget fascinerende og godt fundet på. 

Det der trækker mest ned på min bedømmelse, er dog slutningen, som kom meget hurtigt og brat. Historien føles desværre ret uafsluttet, hvilket er en skam, for jeg kunne ellers meget godt lide den. Det virker næsten forhastet og ufærdigt, som om der mangler noget. Mysteriet bliver løst, men det kunne efter min mening godt have været bedre afrundet, men det er muligvis en smagssag.


På trods af den lidt ærgerlige slutning, er historien fængslende undervejs, og jeg kan rigtig godt lide Christina Bondes skrivestil og fantasi. Genren kan hurtigt blive fyldt med klichéer, men det synes jeg i de fleste tilfælde at hun kommer elegant udenom og får skabt en unik og interessant historie. Selvom jeg ikke var blæst helt bagover, så er det stadig en god og underholdende YA paranormal romance, som jeg er sikker på at de fleste fans af genren vil nyde. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar