mandag den 26. februar 2018

"Chanceløs" af Kristen Callihan



Titel: Chanceløs   Forfatter: Kristen Callihan   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Flamingo
Bogen er et anmeldereksemplar fra Flamingo

Dette er anden selvstændige bog i Game On serien. Jeg var ret vild med første bog i serien, Sendt til tælling, som jeg har anmeldt lige her. Chanceløs er om muligt endnu bedre end første bog. Det er ikke en decideret fortsættelse, men man følger en af bipersonerne fra Sendt til tælling, og de to hovedpersoner fra den bog har også en del gæsteoptrædener i denne.

Det er new adult college romance når det er bedst, og det bliver næsten ikke mere amerikansk. Gray er succesfuld college footballspiller og får en bil stillet til rådighed af en interesseret agent. En lyserød Fiat 500, som egentlig tilhører hans datter, som er rejst til London. Hun er bestemt ikke begejstret for den aftale, og sms’er til Gray, og truer ham med, hvad der vil ske, hvis han ikke passer på bilen. Der er med det samme kemi mellem Ivy og Gray, og sms’erne udvikler sig til venskab, og langsomt til endnu mere. Deres sms’er er ret søde, men det kan diskuteres, hvor realistisk det er for det første at skrive som de gør som to fremmede mennesker, og for det andet at falde for hinanden gennem de sms’er, før de overhovedet har mødt hinanden. Men det skal være romantisk, at de forelsker sig i hinanden uden overhovedet at have set hinanden, og det fungerer faktisk, på trods af min skepsis i starten.

Da Ivy uventet kommer hjem fra London og ingen kan hente hende i lufthavnen, sender hendes far Gray afsted. Hun ved ikke, at det er ham, der henter hende, så deres første møde bliver både cute og corny på den gode måde. Ivy er vant til at blive tilsidesat af sin yderst karrieremindede sportsagent far, hvis klienter altid kommer i første række. Hun havde aldrig troet, at en af hans klienter skulle komme i første række for hende. Heldigvis sætter han også hende først.

Gray er ikke vant til at være venner med piger. Det bliver også lidt et spørgsmål om at bevise, at han godt kan håndtere det. Desuden er Ivy hans potentielt kommende agents datter, som ikke vil have, at hun dater fyre som ham. Så de har på den ene side masser af odds imod sig, og på den anden side, er det dybt frustrerende og dumt, at de ikke bare er sammen, for det er så tydeligt, at det er det, de skal.
Forelskelsen går næsten for stærkt og instalove agtigt i starten, men det virker på en måde alligevel sødt og naturligt. Der melder sig dog hurtigt problemer, der gør, at de ikke bare kan være sammen. Ivy har planer om at tage tilbage til London for at drive sin mors bageri, men bliver nu i tvivl om, om det overhovedet er det, hun vil. Begge er desuden bange for at overskride grænsen mellem venskab og kærlighed, for hvad hvis det hele bliver ødelagt og de ikke kan vende tilbage til bare at være venner? Det er en hårfin balance, og lidt af et dilemma. Der er mange velkendte problematikker, men man kan ikke lade være med hele tiden at heppe på, at de snart skal finde sammen, for det er i dén grad lykkedes at skrive to hovedpersoner, hvor kemien er til at føle for læseren.

Jeg elsker humoren, som bogen er skrevet med. De skiftende synsvinkler fungerer rigtig godt, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor gensidig tiltrækningen er og det gør det endnu mere frustrerende at de ikke bare kan være sammen, men det er jo samtidig dét, der udgør spændingen ved historien.

Det er en sød og sjov bog, og helt perfekt hvis man er i humør til noget let og romantisk. Den var lige det jeg havde håbet på. Den spiller selvfølgelig på den gamle og overbrugte kliché om, at fyre og piger ikke kun kan være venner, og lidt uoriginalt gør den intet for at modbevise det, men den gør det alligevel på en måde, så man ikke ser sig nødsaget til at rulle med øjnene af klichéerne, men hvor de rent faktisk fungerer. Det er en af de bedste new adult bøger, jeg længe har læst, og jeg håber, at der kommer flere bøger i Game On serien.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar