fredag den 23. februar 2018

"Et rige af tåge og vrede" af Sarah J. Maas



Titel: Et rige af tåge og vrede (Et rige af torne og roser #2)   Forfatter: Sarah J. Maas   Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Jeg var meget begejstret for bog nummer et, Et rige af torne og roser, som jeg har anmeldt lige her. Et rige af tåge og vrede er anden bog i trilogien, og jeg har glædet mig så meget til at fortsætte eventyret.

Feyre er nu udødelig og lever stadig ved Tamlins hof, men plages frygteligt af mareridt og skyldfølelse over sine handlinger Under Bjerget. Hun frygter, at Rhys vil gøre alvor af den aftale, de indgik om at hun skal tilbringe en uge om måneden hos ham ved Natrigets hof.

Hendes kommende bryllup med Tamlin fylder hende både med lykke og bekymrede tanker om fremtiden. Hun bliver ’reddet’ fra at skulle tage den endelige beslutning, da Rhysand på dramatisk vis afbryder brylluppet og tager hende med til Natriget.

Der er en overhængende trussel om krig, hvilket ville betyde menneskets undergang og dermed ville Feyres menneskelige familie være i fare. Feyre har fået nye, kraftige evner og skal lære at håndtere dem, og dét, de kommer til at betyde for både hende og rigerne. Hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved Tamlins måde at gøre tingene på i Forårsriget, og drages mere og mere mod Rhysand og Natriget. Hvis ikke de får stoppet krigen, vil det have frygtelige konsekvenser, og Feyre er muligvis den afgørende brik i det spil.

Universet udvides på imponerende vis og vi får mere viden om magien, rigerne og væsnerne, der bebor dem, hvilket er interessant og fascinerende. Vi besøger flere riger end i forrige bog og der introduceres meget mere backstory til karaktererne. Der er rigelige mængder magtkamp, politik, venner, fjender, og alliancer der formes og brydes. Denne fortsættelse er endnu mørkere og mere dyster end sin forgænger, og det tog historien til et helt nyt niveau.

Det er en meget lang bog, men sådan føles det ikke, når man først er gået i gang. Siderne flyver forbi, og det er en både storslået, vovet og hypet fortælling om feer, magt og magi. Jeg forstår godt hypen, for det er en fantastisk serie, og denne anden bog lever fuldt ud op til den første, og er endda på mange punkter endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Sarah J. Maas er en vanvittigt dygtig fantasyforfatter, der skriver som en drøm, så man ikke kan undgå at leve sig ind i universet. Det er en smukt skrevet historie, hvor der ikke er sparet på maleriske detaljer eller overladt ret meget til fantasien, hverken når det gælder beskrivelser, universet eller karakterernes forhold. Det er dermed ikke den typiske YA fantasi, hvor meget kun antydes – her er det hele med, som en central del af historien, og den ligger sig måske efterhånden tættere på New Adult end Young Adult.

Det er heldigvis ikke den typiske svære fyldtoer, men derimod en uundværlig del af serien, som tilføjer så mange lag og dybde til historien og gør den endnu mere fantastisk og spændende. Jeg glæder mig nu endnu mere til at læse tredje og afsluttende bog i trilogien, som forhåbentlig bliver oversat og udkommer inden længe.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar