lørdag den 24. marts 2018

"I en mørk, mørk skov" af Ruth Ware



Titel: I en mørk, mørk skov   Forfatter: Ruth Ware   Udgivelsesår: 2018 (org. 2015)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Thrillere er ikke en genre, jeg normalt beskæftiger mig så meget med, men indimellem er der en titel, der fanger min opmærksomhed og som jeg simpelthen ikke kan lade være med at læse. Og sådan en titel er I en mørk, mørk skov.

Præmissen lyder vanvittigt spændende og ret skræmmende, og bogen starter da også nervepirrende ud fra første side og fortsætter med at være intens, mørk og ildevarslende.

Den handler om krimiforfatteren Nora, som bor alene, skriver hele dagen og godt kan lide rutiner og den kontrol, det giver hende ikke at skulle indrette sit liv efter andre mennesker. En dag dumper der uventet en invitation ind i hendes mailbox. Hun har ikke set Clare i ti år, men er nu inviteret til hendes polterabend, en weekend i en afsides hytte langt inde i skoven. Scenen er dermed som taget direkte ud af en gyserfilm.

Nora er i et dilemma omkring hvorvidt hun skal tage med, for der er tydeligvis mystiske ting fra fortiden og det faktum at de mistede kontakten, som står i vejen for hendes deltagelse. Ikke desto mindre aftaler Nora med den fælles veninde Nina at tage afsted sammen.

Da de ankommer får Nora hurtigt en underlig fornemmelse med det hele. Man ved fra bagsideteksten at én vil blive myrdet, og man sidder konstant og forsøger at opfange hints til hvem der bliver offer og hvem der er morderen.

Det bliver hurtigt klart, at det var en fejltagelse at tage med til Clares polterabend. Hemmeligheder kommer frem i lyset, skeletterne vælter ud af skabene, og det bliver mere og mere ubehageligt.

Kapitlerne skifter mellem polterabenden og tiden efterfølgende. Det er tydeligt, at der er sket noget alvorligt, men Nora kan ikke huske hvordan hun er kommet til skade og hvorfor hun ligger på hospitalet, men de frygtelige minder kommer efterhånden tilbage til hende.

Bogen handler i høj grad om menneskelig ondskab, psykologiske spil og terror. Hvor meget kan et menneske forandre sig på ti år? Kan fortiden helt udviskes? Identitet og traumer fra fortiden, som man måske normalt havde lagt bag sig spiller ind og man bilder sig ind, at man har forandret sig og er kommet videre, men samtidig vises det, hvor let det er at falde tilbage under de rette omstændigheder og hvor let bestemte mennesker og begivenheder kan rippe op i gamle sår.

I en mørk, mørk skov er vildt spændende, og det er længe siden, at jeg har læst en bog jeg havde så svært ved at slippe og fløj så hurtigt igennem, i hvert fald i første halvdel. I sidste halvdel går det ganske let ned ad bakke, men det har nok mere med mine egne forventninger til bogen at gøre, som viste sig at være en smule anderledes end jeg havde regnet med. Jeg kan dog godt lide, at der lægges ledetråde ud, så man gennem hele bogen forsøger at sætte dem sammen til forskellige teorier, men desværre blev jeg lidt skuffet over, hvor uoriginal afsløringen viste sig at være. Plottets succes afhænger for meget af tilfældigheder, og virkemidlerne er næsten for simple. Det er domestiv noir lidt i stil med Pigen i toget, hvor det handler om helt almindelige menneskers mørke sider og man næsten bliver i tvivl om, om man kan stole på historiens fortæller.

Det er bestemt ikke en dårlig bog, den er bare ikke helt så creepy eller opfindsom, som jeg synes, der lægges op til, men jeg nød den alligevel og slugte den på rekordtid, og kan bestemt anbefale den til thrillerfans.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar