onsdag den 7. marts 2018

"Mere end venner" af Monica Murphy



Titel: Mere end venner   Forfatter: Monica Murphy   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Flamingo
Bogen er et anmeldereksemplar fra Flamingo

For Amanda er alt vendt op og ned. Skolens mest populære fyr, Jordan Tuttle, gør et meget stort nummer ud af at ville være sammen med hende, og hun forstår ikke hvorfor. Hun er meget usikker og kan ikke se, hvordan det nogensinde skal kunne fungere mellem dem. Hun stoler ikke på ham, han har ry for at være en player, og hun er bange for at få sit hjerte knust endnu en gang, ligesom da hun fangede sin tidligere kæreste i at være sammen med hendes bedste veninde. Amanda har taget så meget afstand fra dem, at hun stort set har ændret alt i sit liv, lige fra at stoppe i skolens orkester til at få en ny bedste veninde, Livvy.

Bogen starter meget brat, som om vi nærmest kommer ind midt i historien, efter alt det dramatiske med Amandas ekskæreste og starten på flirten med Tuttle er overstået. Goodreads oplyser, at det er bog nummer to i en serie, men hvor første bog ikke har Amanda og Tuttle som hovedpersoner, så Mere end venner og efterfølgeren For evigt bliver markedsført som Amandas og Tuttles selvstændige historie. Derfor følte jeg altså lidt, at jeg var gået glip af noget væsentligt i den første bog, for der refereres ofte til ting, som i hvert fald ikke har fundet sted i bogen her. Historien fungerer som sådan fint nok uden at have læst første bog, som så vidt jeg ved slet ikke er udgivet på dansk, men især i starten føles det som om der er noget man ikke har fået med.

Bogen handler i høj grad om at være så bange for at blive såret, at man ikke giver kærligheden en fair chance, men samtidig er det en meget typisk YA contemporary om jalousi, forelskelse og teenagefnidder. Især det sidste klædte ikke historien. Karaktererne irriterede mig desværre en del med deres umodenhed, selv hvis man tager højde for, at de er teenagere og skal opføre sig som teenagere, så var det næsten i overkanten. Især Amanda irriterede mig, hvilket er uheldigt, når hun nu er hovedpersonen, hvorimod de fleste andre personer bare var flade.

Det jeg havde det sværest med, var Amandas ubeslutsomhed, selvmedlidenhed og dobbeltmoral. Hun er helt blind overfor Jordans tilnærmelser, og tror ikke på, at han er interesseret, selvom han helt ærligt ikke kan gøre det tydeligere. Det giver selvfølgelig god mening, at hun er mistroisk efter det svigt hun oplevede fra sin tidligere kæreste og bedste veninde, men hun lukker fuldstændig af for alle mennesker, selv når de forsøger at være søde ved hende, og så kan hun ikke forstå, at de efterhånden trækker sig tilbage. Hun klager over, at fyre leger med pigers følelser, mens det er præcis hvad hun selv gør med Jordan. Det ene øjeblik vil hun have ham, det næste afviser hun ham, hvilket i princippet er lige så ondt, selvom det bunder i usikkerhed og frygt for selv at blive såret.

Der er dog også ganske få situationer, som Amanda håndterer virkelig godt og overraskende modent, helt atypisk for den typiske teenagepige. Det skal hun alligevel have point for, selvom det desværre ikke vejer op for hendes urimelige opførsel og tanker resten af tiden.

Bogens godt 250 sider burde være hurtige at komme igennem, men jeg oplevede det modsatte, da jeg havde svært ved at komme ordentligt ind i historien og investere mig i karaktererne og handlingen, for det meste af det grænser til trivielle og intetsigende teenagebekymringer. Måske er målgruppen teenagere tættere på hovedpersonernes alder, selvom jeg nu ikke synes, at jeg plejer at have problemer med at læse YA pga. min alder. Det blev desværre for ligegyldigt drama det meste af tiden.

Der var dog også steder, hvor bogen var sød og underholdende. Den er dog meget ensformig og til tider ret flad, og jeg havde nok håbet på noget mere. Alligevel fik den nogle følelser frem, så den må kunne et eller andet. Det var en meget blandet læseoplevelse, ikke nødvendigvis kun dårlig, men desværre er det heller ikke en ny favorit. Jeg har det tydeligvis meget ambivalent med bogen, for mine kritikpunkter var værst i starten, og de samme ting irriterede mig gennem hele bogen, men den blev en smule bedre i sidste halvdel, og der var alligevel noget, som fik mig til at læse videre, og også samle fortsættelsen op med det samme, for selvom historien var middelmådig, havde den også gode øjeblikke.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar