onsdag den 30. maj 2018

"Livsblod" af Gena Showalter



Titel: Livsblod (Evigt Liv #2)   Forfatter: Gena Showalter   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Dette er anden bog i trilogien Evigt Liv. Jeg elskede den første bog, Førstelivet, som jeg har anmeldt lige her. Jeg havde naturligvis glædet mig helt vildt til at fortsætte eventyret med Ten, og jeg blev bestemt ikke skuffet, for selvom Livsblod ikke blæste mig helt bagover ligesom forgængeren, er det stadig en fantastisk fortsættelse.

Tenley er død, men nåede at vælge virkelighed inden, så hun nu lever videre i Det Evige Liv. Trojka og Myriaderne er i krig. Ten svor troskab til Trojka, og på den måde er hendes elskede Killian blevet hendes fjende, og de kan ikke være sammen. Det hele bliver kompliceret, og de står hele tiden i dilemmaet mellem at vælge hinanden eller deres egne, eftersom de står på hver deres side af konflikten og hvert valg udelukker et andet. Vi har her at gøre med den klassiske kærlighed, der forsøger at overleve mod alle odds. Archer er også død, men Ten har et spinkelt håb om at få ham tilbage. Hun er en såkaldt Kanal og vil komme til at spille en afgørende rolle.

Ten drømmer om en verden i harmoni, hvor virkelighederne og deres indbyggere ikke hader og bekæmper hinanden. Det er et meget interessant univers og en spændende, futuristisk verden, som Ten er kommer til i Trojka. Samfundet er komplekst, hierarkisk og dystopisk, og styres med hård hånd, så alle kender deres plads. Men ikke alle bryder sig om hendes relation til Killian, så hun skaffer sig fjender på halsen fra starten og må hele tiden være på vagt. Linjerne er skarpt trukket op i klassisk ”os mod dem”-stil på grund af krigen. De fleste virker til at have glemt, hvorfor de hader hinanden – det er bare sådan, det er.

Bogen er meget kompakt, detaljemættet og proppet med information. Indimellem kunne jeg måske godt have tænkt mig, at det var holdt mere simpelt, for jeg tabte til tider tråden en lille smule. Jeg fik den dog som regel samlet op igen, for selvom der sker meget, rykker historien sig kun langsomt fremad, så man stadig kan følge med. Der er meget politik og verdensopbygning, hvilket godt kan blive lidt tungt, selvom det for det meste er interessant.

Der er også filosofi og tankeeksperimenter vævet ind i historien, og gode spekulationer omkring næstekærlighed, tilgivelse, loyalitet, liv og død, samfundsstrukturer, samt lys mod mørke. Kontrasterne mellem de to virkeligheder bliver på én gang mere tydelige og mere udviskede
Det er en god detalje med korrespondancer mellem højtstående medlemmer af virkelighederne ligesom i første bog. De bryder flowet i fortællingen lidt, men giver et anderledes indblik i universet og hvad der er på spil, som vi ellers ikke ville have fået.

Hele præmissen med flere liv og virkeligheder er meget kompliceret, og i denne bog bliver det kun mere indviklet, men samtidig også mere interessant. Ten skal vænne sig til livet i sin nye virkelighed, Trojka, hvor hun møder mange af dem, som hun tidligere havde taget afsked med. Jeg er endnu engang vild med hendes besættelse af tal og hendes digte, som har forskellige betydninger, alt efter om de læses oppe- eller nedefra, hvilket er utroligt fascinerende.

Historien ville fungere virkelig godt som film. Den er et velskrevet mix af dystopi, fantasy, YA og sci-fi, som er svær at slippe. Jeg glæder mig til at læse tredje og sidste bog i trilogien, som efter planen skulle komme på dansk til oktober.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar