søndag den 17. juni 2018

"Dublin Street" af Samantha Young



Titel: Dublin Street   Forfatter: Samantha Young   Udgivelsesår: 2012   Forlag: Flamingo Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Flamingo Books

Dette er første bog i en serie af selvstændige romance bøger, som selvfølgelig kan læses uafhængigt, men som så vidt jeg har forstået alligevel hænger lidt sammen.

Historien foregår i Edinburgh i Skotland, som er blevet Jocelyns hjem efter en frygtelig tragedie, som hun gennemlevede i USA otte år tidligere. Der blev hendes forældre og søster dræbt i en bilulykke, mens hun gik i high school. Som 18-årig flyttede hun til sin mors hjemland, Skotland, og gik på University of Edinburgh.

Joss er meget lukket og vil helst ikke fortælle folk om sin forfærdelige fortid, men vil samtidig heller ikke være ensom. Hun er stadig dybt mærket af at have mistet sin familie, hvilket kommer til udtryk både i panikanfald, og at hun for alt i verden vil undgå at åbne sig op for andre mennesker. Hun drømmer om at blive forfatter, men arbejder på en bar, selvom hun egentlig ikke har brug for pengene efter arven fra hendes forældre.

Ved historiens start flytter hun ind i en ny lejlighed med en ny bofælle. Allerede på vej hen for at se den nye lejlighed på Dublin Street møder hun Braden, som tvinger hende til at dele en taxa, og tiltrækningen er der med det samme.

Hendes nye bofælle Ellie er et herligt og positivt indslag. Hende og Joss klinger fra start, de har masser tilfælles, er alligevel tilpas forskellige, og forstår hinanden. Det er Ellies bror, som ejer lejligheden. Og han viser sig selvfølgelig at være den sexede mand, som Joss mødte i taxaen. Deres næste møde er mildest talt pinligt, og lidt kliché, men også ret komisk.

Dublin Street var lige hvad jeg havde brug for at læse, og den er perfekt let og romantisk sommerlæsning, men samtidig barsk og hjerteskærende, på grund af personernes fortid og de dæmoner, de hver især kæmper med. Jocelyn har virkelig meget smerte i bagagen, og netop derfor har hun svoret, at hun aldrig vil have et forhold til nogen, men Braden er utroligt insisterende og gør det svært for hende at holde sig fra ham. Også udviklingen i forholdet mellem Ellie og Bradens bedste ven Adam er spændende at følge.

Samantha Young skriver godt, og det er en historie, der fanger lige fra starten, så jeg fløj gennem den på rekordtid. Der er lidt rigeligt mange klichéer og historien er egentlig ret forudsigelig, men den leverer alt det, man forventer af genren, og det er jo dét, der fungerer så godt. Braden er til tider lidt for arrogant og lidt for meget alfahan, mens Joss er lidt for stædig og har paraderne for højt oppe, men det gør også historien spændende og underholdende, mens den tegner et hjerteskærende billede af en ung kvinde, som grundet fortidens tragedier er så følelsesmæssigt ødelagt, at hun i mange år har holdt alt og alle på afstand, men nu langsomt begynder at åbne sig op for kærligheden.

Det er rigtig god new adult romance, og jeg glæder mig til at læse de næste bøger i serien.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar