mandag den 2. juli 2018

Månedens læsning #33: Juni 2018



Traditionen tro starter indlægget her helt uforstående overfor, at endnu en måned bare er fløjet forbi. Juni nåede knap nok at begynde, før den allerede var ovre, men det har været en travl og overvejende god måned.

Jeg har faktisk haft lange perioder denne måned, hvor jeg ikke har læst ret meget, og det er der flere grunde til, både gode og dårlige, og både bogrelaterede og ikkebogrelaterede. Årets mest skuffende læseoplevelse var at finde blandt månedens bøger, hvilket jeg kommer tilbage til, og den tog lidt af blog- og læselysten fra mig. På arbejdsfronten var måneden også lidt af en udfordring, men sådan er det jo i perioder, og det ser heldigvis ud til, at jeg er tilbage på sporet.

Af højdepunkter kan jeg nævne, at jeg gennemførte endnu et 5 km. løb til Alt for damernes Kvindeløb i Fredericia, og så tilbragte jeg en fantastisk, men også virkelig vild og hård weekend i København til Copenhell, hvor jeg fik sagt farvel til Ozzy for 8. gang, genså altid fantastiske Avenged Sevenfold, Alice in Chains og Exodus, oplevede Nightwish og Alestorm for første og bestemt ikke sidste gang, og hoppede og dansede på bordene med hundredevis af andre glade mennesker i Biergarten. Det tog også næsten en uge at komme over, hvor jeg stort set ikke åbnede en bog, men det har faktisk også været rigtig rart at udfylde min tid med mange andre ting og lade bøgerne træde lidt i baggrunden, så det tror jeg, at jeg vil tænke lidt mere over i fremtiden. Jeg stopper bestemt ikke med at læse eller blogge, men det skal nok fylde en smule mindre, kan jeg mærke. Eller også skyldes det bare, at jeg stadig føler mig lidt slumpy. Nu må vi se.

Tilbage til månedens læsning, så blev det alligevel til næsten 7 bøger. Når jeg siger næsten 7, er det fordi, at jeg ikke færdiggjorde Nordbyen af Tina Wittendorff Mortensen, men alligevel har taget den med i stakken, da den fyldte meget i min læsemåned, af nogle rigtig ærgerlige grunde. Jeg kunne ret hurtigt mærke, at bogen ikke var noget for mig, men jeg gav den alligevel en chance på 100 sider, da jeg jo havde aftalt med forfatteren, at anmelde den. Det er desværre årets indtil videre mest skuffende læseoplevelse, og jeg vurderede, at den var så ringe kvalitetsmæssigt, at det ville være spild af min tid at færdiglæse den, for der skete ingen forbedring på de 100 sider. Jeg ville have følt mig godt og grundigt snydt som læser, hvis jeg rent faktisk havde købt og betalt bogen i forventning om en læseoplevelse, der i det mindste var egnet til udgivelse. Forfatteren har masser på hjerte, måden det kommer til udtryk på fungerer desværre bare ikke. Jeg skrev til forfatteren og forklarede, at jeg ikke ville læse bogen færdig, men selvfølgelig ville skrive en anmeldelse som aftalt alligevel, ærligt baseret på de 100 sider, som jeg trods alt kæmpede mig igennem. Det frabad hun sig, så indtil videre lader jeg det stå som en anmeldelse i sig selv til jer, at jeg ikke kunne kæmpe mig videre efter de første 100 sider. Og så må vi se, om jeg vender tilbage på et tidspunkt med en decideret anmeldelse og tager skraldet til den tid.

Resten af månedens læseoplevelser var dog heldigvis virkelig positive.

Aarhus by Aarhus fotobogen er et anmeldereksemplar og var en fornøjelse at læse. Den inspirerede mig meget til at kigge nærmere på Aarhus som by, og min anmeldelse kan læses lige her.

Harry Potter: En rejse gennem magiens historie er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Det er altid fantastisk at vende tilbage til troldmandsuniverset, og denne bog var ingen undtagelse. Min anmeldelse kan læses lige her.

Dublin Street af Samantha Young er et anmeldereksemplar fra Flamingo Books. Det er virkelig god, velskrevet New Adult, som jeg slugte på ingen tid, og jeg er faktisk allerede gået i gang med fortsættelsen. Min anmeldelse af Dublin Street kan læses lige her.

Små påsatte brande af Celeste Ng er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Det er en utroligt anmelderrost og prisvindende roman, og jeg kan langt hen ad vejen sagtens se hvorfor, selvom den ikke begejstrede mig helt lige så meget, som mange andre. Det var dog stadig en virkelig god bog, og min anmeldelse af den kan læses lige her.

Drengen i den stribede pyjamas af John Boyne og Oliver Jeffers er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. Den var helt igennem fantastisk og rørende. Læs den! Og læs min anmeldelse af den lige her.

Det korrupte rige af Leigh Bardugo er endnu et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. Den var mindst lige så god som forgængeren, og min anmeldelse af den er lige på trapperne.

Alt i alt en god måned både på læsefronten og det personlige plan, som heldigvis for det meste er tilfældet. Fortæl mig gerne om din måned i kommentarfeltet :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar