torsdag den 23. august 2018

"Claire og julemiraklet" af Luna Mørup



Titel: Claire og julemiraklet   Forfatter: Luna Mørup   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Forlaget Solvind
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Solvind

Claire og julemiraklet er Luna Mørups debut som forfatter. Det har været interessant at følge Luna på de sociale medier under tilblivelsen af bogen, og derfor har jeg også været ekstra spændt på, hvordan bogen endte ud med at blive.

Historien handler om Claire, som er 17 år, og lige har mistet sin far. Så der er i forvejen sket store ændringer i hendes liv – og oveni dét vil hendes mor nu pludselig have, at de skal tilbringe hele december måned og dermed julen hos hendes familie i Paris, som Claire overhovedet ikke kender. Dén idé er Claire derfor mildest talt ikke begejstret for, men hun har ikke noget valg. Hun kommer til Paris og har fra starten bestemt sig for hverken at bryde sig om stedet eller sin franske familie. Hun varmer dog stille og roligt op overfor begge dele. Og især hendes fætters kæreste Fleur er interessant, hvilket gør det hele endnu mere kompliceret og forvirrende for hende.

Claire er ensom. Hun har ikke rigtigt nogen venner derhjemme, og hun holder folk på afstand med en facade af sort tøj, sort makeup og en meget negativ attitude. Men alt ændrer sig stille og roligt i Frankrig, efterhånden som hun lader sig selv åbne mere og mere op.

Forelskelsen i Fleur kommer lidt pludseligt, ligesom nogle af de andre ting i bogen også går lidt for hurtigt og kunne have været mere elegant udførte – men det er jo en debutroman, og teknik og erfaring kommer jo med tid og øvelse, så alt i alt er det en fin første udgivelse.

Historien foregår i Paris ved juletid, og er egentlig en julebog, men den kan sagtens læses her midt om sommeren alligevel, for selvom julestemningen selvfølgelig er der, fylder alle bogens andre emner meget mere. Julen i Paris bliver mere en slags kulisse for de tungere emner som ensomhed, seksualitet og sorg, som bogen tager op.

Luna skriver godt. Sproget er ungt og passer til historien samt aldersgruppen både på karaktererne og de tiltænkte læsere. Der fortælles dog lidt for meget og vises for lidt, og man fristes til at hive det gode gamle forfatterråd ”Show, don’t tell” frem. Handlingen er til tider lidt klichéfyldt, og der er et par stereotyper her og der. Til gengæld er der også noget unikt og forfriskende over historien, som jeg i det store hele godt kunne lide.

Selvom jeg godt kunne savne lidt dybde, da der kun bliver gravet overfladisk ned i bogens problemstillinger på den relativt korte længde, den har, så er det stadig en rigtig fin ungdomsbog, som er hyggelig at læse uanset om man giver den fuld gas med julestemningen i december, eller tager den med ned til stranden om sommeren.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar