lørdag den 15. september 2018

"21 måder at dø" af Sarah Engell


Titel: 21 måder at dø   Forfatter: Sarah Engell   Udgivelsesår: 2018 (org. 2014)   Forlag: CarlsenPuls
Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Dette er en genudgivelse af Sarah Engells realistiske young adult roman, som oprindeligt blev udgivet i 2014. Denne nye udgave er opdateret, så den er mere tidssvarende med små justeringer af detaljer, der gør den mere nutidig – temaet er evigt aktuelt og forældes ikke, selvom ord som ’mobil’ og ’SMS’ måske gør det pga. teknologiens rivende udvikling. Så nu kan yngre læsere være med igen. Jeg har ikke læst den tidligere udgave, så jeg kan desværre ikke udtale mig om, hvad ændringerne konkret gør for læseoplevelsen - men jeg havde under alle omstændigheder en virkelig god oplevelse med bogen.

Vi følger Stella, som er blevet udstødt. Før var hun den populære pige, men hun blev uvenner med sin bedste veninde Amalie, og Amalie har nu vendt alle mod hende og sender lede beskeder både privat direkte til Stella og offentligt i en hadegruppe på Facebook.

Der er tale om seriøs mobning, trusler og chikane, især online, hvor det er så let at gemme sig bag en skærm og ord, så man ikke skal se reaktionen og konsekvensen hos den, der rammes. Så man ikke bliver konfronteret med offeret som et virkeligt menneske med følelser, der såres. Men mobningen er ikke kun begrænset til at foregå online, men også i skolen. Oveni mobningen kæmper Stella også med sorgen over sin mors død.

Før var Stella virkelig glad for musik, men selv dét har hun mistet glæden ved nu. Hun ønsker bare at dø og har lavet en liste, hvor hun rangordner 21 forskellige måder at begå selvmord.

I starten ved vi ikke, hvorfor Stella og Amalie er blevet uvenner, eller hvad der har skabt så meget had og ondskabsfuldhed. Det er et frygteligt, realistisk eksempel på, hvor ondskabsfulde teenagere kan være overfor hinanden. hvor lidt de voksne egentlig ved om, hvad der foregår og hvor magtesløse, de i virkeligheden er, før det er for sent. Men i allerhøjeste grad belyser bogen også de sociale mediers rolle i denne slags problematikker, hvor let de har gjort det, at udøve psykisk terror uden at nogen opdager det, og hvordan offeret aldrig kan vide sig sikker eller være i fred – de onde kan nå dem overalt online.

Stella er aktiv i et selvmordsforum på nettet, hvor de skriver med hinanden om selvmord, metoder, død, efterlivet og hævn over deres plageånder. Hun skriver også med en fyr online, som hun ikke ved, hvem er i virkeligheden. Én som støtter og trøster hende, og som også selv har ting at slås med. Én som hun er ved at blive ret glad for.

Stellas liv er et teenageliv fyldt med den smerte, der normalt hører med, men også så uendelig meget mere smerte, end nogen nogensinde burde udsættes for – også dét er så levende portrætteret, at man virkelig kan mærke det. Det er hjerteskærende, tankevækkende og på mange måder en utroligt vigtig bog, der italesætter dele af det at være både ung og menneske mere generelt. Den fortjener så absolut anerkendelse og opmærksomhed for at bryde tabuet omkring selvmordstanker, sorg og mobning.

Det er en meget stærk læseoplevelse, som efterlader et kæmpe indtryk og en følelse af magtesløshed overfor onde mennesker samt en trang til at hjælpe dem, der ser selvmord som den eneste udvej.

Jeg kunne næsten ikke lægge bogen fra mig og endte med at læse den på rekordtid. Siderne vender nærmest sig selv i håbet om, at Stella skal få en lykkelig slutning, og jeg kan i dén grad anbefale at læse den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar