torsdag den 17. januar 2019

"Kære Evan Hansen" af Val Emmich, Steven Levenson, Benj Pasek & Justin Paul



Titel: Kære Evan Hansen   Forfattere: Val Emmich, Steven Levenson, Benj Pasek & Justin Paul   Udgivelsesår: 2019   Forlag: CarlsenPuls
Reklame: Bog og merchandise er tilsendt fra forlaget CarlsenPuls

"I dag bliver en fantastisk dag, fordi..."

Bogen er baseret på Broadway-kæmpehittet af samme navn og handler om Evan, der skriver breve til sig selv efter råd fra sin psykolog. Breve, hvori han skal forklare sig selv, hvorfor det bliver en fantastisk dag – for at give sig selv en peptalk, hvilket egentlig er en virkelig god idé, fordi det tvinger én til at fokusere på det positive i stedet for det negative, og hvad der potentielt kan gå godt frem for galt. Han skal med andre ord udforske sit sande jeg.

Evan er meget usikker og vil helst undgå mennesker. Han føler sig anderledes, går til psykolog og får medicin. Hans mor er bekymret for ham. Allerhelst vil han bare gemme sig, for det er utrygt og uforudsigeligt at være ude blandt andre mennesker, men hans mor og dr. Sherman mener, at han skal ud af sin comfort zone og interagere, være social. Men det er ikke nemt, når folk opfatter én som en freak, og man dermed kommer til at føle sig endnu mere som sådan – som følge deraf bliver han nervøs for netop at komme til at opføre sig som den freak, folk opfatter ham som og beskylder ham for at være. Det er lidt en ond cirkel.

Han føler ikke, at han er en del af noget. Hvis han forsvandt, ville ingen bemærke det eller savne ham. Han lægger til gengæld mærke til Zoe, som han er vild med. Han nævner hende i et af sine breve til sig selv, men Zoes bror Connor får fat i brevet. Connor er en outsider og har det svært ligesom Evan, så da Connor tager sit eget liv og bliver fundet med Evans brev i lommen, tror alle fejlagtigt - på grund af første linje ”Kære Evan Hansen”, at det er Connors afskedsbrev til Evan, og at de var nære venner. I stedet for at fortælle sandheden og udrede trådene, bliver Evan hvirvlet længere og længere ind i løgnen og kommer samtidig tættere og tættere på Connors familie – og han får ikke stoppet i tide, og pludselig er det for sent at vende om. Indimellem fortæller Connor sin side af historien i separate kapitler. Vi får dermed to forskellige, klassiske high school outsider perspektiver.

Der er mange ting, som jeg tror, at de fleste kan relatere til i højere eller mindre grad, når det kommer til angst og ensomhed. Det med, at man så gerne vil finde et sted at høre til. Evan tager det så et skridt længere ud, idet han opfinder et venskab til en død fyr og hiver ting ud af den blå luft, der aldrig har eksisteret – både for Connors families skyld, men mindst lige så meget for sin egen. Det ryger helt ud af kontrol, og det er ofte så absurd, at det nærmest bliver komisk, og man ikke helt ved, om man skal grine eller græde.

Bogen er skrevet med en skøn humor og sarkasme, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er også vild med Evans personlighed, hvis man lige ser bort fra alle løgnene, som kører alt for langt ud, men også Jared, som Evan langsomt bliver venner med, er en ret sjov karakter, fordi han siger alting, som det er – sandheden uden indpakning, hvilket Evan i høj grad har brug for at høre indimellem.

Kære Evan Hansen er perfekt til fans af fx Becky Albertalli og Adam Silvera. Det er én af de bøger, hvor det er svært at sætte en finger på, præcis hvad det er, der gør den så fantastisk. Den rammer så mange forskellige følelser spot on, lige nøjagtig dér, hvor det både gør ondt og gør godt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar