tirsdag den 19. februar 2019

"Paradis i Caribien" af Pamela Fagan Hutchins



Titel: Paradis i Caribien   Forfatter: Pamela Fagan Hutchins   Udgivelsesår: 2018 (org. 2012)   Forlag: Palatium Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books

Dette er første del i serien om hovedpersonen Katie, som er en travl og hårdtarbejdende advokat, der lige har vundet en stor sag og er på firmatur til Shreveport, hvor hun flirter med kollegaen Nick. Men det går selvfølgelig ikke helt, som hun havde håbet på. Hun vågner med tømmermænd, og det lykkes for hende at gøre situationen endnu værre for sig selv og begynder at drikke og gå i hi i skam derefter - og det viser sig, at hun faktisk har drukket for meget i en længere periode, og at episoden kun er toppen af isbjerget. Udover ydmygelsen og det lettere knuste hjerte efter fiaskoen med Nick har hun også mørkere, indre dæmoner at slås med.

Hun har mistet sine forældre under mystiske omstændigheder og vælger at tage tilbage til der, hvor de døde, for at få en afslutning på det hele. Så hun tager til Caribien, nærmere bestemt St. Marcos, som er en del af Dansk Vestindien.

Bogen er skrevet i en til tider rapkæftet tone, er meget frisk i sproget, sarkastisk og lægger ikke fingre imellem – hvilket afspejler Katie meget fint og giver et billede af en lidt grov og kantet karakter. Hun formår at rode sig selv ud i nogle uheldige situationer på klassisk chick-lit manér, hvor man som læser sidder og krummer tæer og ville ønske, at man kunne trække håndbremsen og afbryde hende for hendes eget bedste - man kan se katastroferne udfolde sig allerede inden det går helt galt. Der er en fin humor i bogen, den er underholdende og på mange punkter kan man godt relatere til Katie og sætte sig ind i, hvad hun tænker og hvorfor hun gør, som hun gør - andre gange er det helt umuligt, men det giver lidt uforudsigelighed og spænding, da hun er en uperfekt hovedperson.

Klichéerne irriterede mig dog næsten fra starten - både det med at hun er en fortravlet advokatstereotyp samt måden som ting, karakterer og udseende bliver beskrevet på med gennemtærskede floskler. Det bliver dog en anelse bedre, eller også lykkes det bare at se bort fra det, jo længere ind i bogen man kommer, hvor andre ting stjæler fokus – for der foregår virkelig meget lige pludselig.

Der er ægte feriestemning, chick-litfølelse og samtidig mysterier - så bogen er en blanding af rigtig mange genrer og elementer, og den handler i høj grad om at gøre op med fortiden, starte på en frisk et nyt sted og lægge sit gamle liv bag sig.

Katie kommer tæt på Caribisk kultur og de lokale, og beskrivelserne af især naturen gav mig lyst til at booke en rejse til øen med det samme. Skiftene mellem ø-livet og advokatlivet i Dallas er måske lidt klodsede, men det illustrerer meget godt forskellene på de to sider af hendes liv, og hvorfor hun så desperat ønsker forandring og at komme væk.

Pludselig får historien et paranormalt voodoo-præg, som jeg ikke helt kan placere, hvorvidt er passende eller ej. Det tilføjer mere mystik, men samtidig bliver det også lidt rodet med alt for mange forskellige retninger, som historien bevæger sig i og tråde at forholde sig til, som ikke altid giver mening - først hendes forelskelse i Nick, hendes stressede liv som alkoholiseret advokat, der sørger over det mystiske og pludselige tab af sine forældre, så selve rejsen til Caribien, hvor det overnaturlige kort stikker hovedet frem, så tilbage til Dallas og en højprofileret retssag, og så tilbage til Caribien, hvor hun pludselig køber et hus med et voodoo-spøgelse.

Men den lidt særprægede sammenblanding til trods, var jeg underholdt og opslugt af bogen, så det må alligevel have fungeret, for hvert element er spændende i sig selv, selvom det som helhed måske kunne have været en lille smule mere elegant udført.

Jeg synes egentlig at denne bog afslutter og afrunder historien helt, for man får besvaret alle spørgsmål - måske på nær alt det med det overnaturlige og spøgelseselementet, så jeg er lidt i tvivl om, hvad de næste bøger i serien kan komme til at handle om og tilføje - men det bliver spændende at se, for med alt det, der foregår i første bog her, er der nærmest ikke grænser for, hvad der kan ske i den næste.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar