torsdag den 18. juli 2019

"Eviglivet (Evigt Liv #3)" af Gena Showalter


Titel: Eviglivet (Evigt Liv #3)   Forfatter: Gena Showalter   Udgivelsesår: 2018   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Dette er tredje og sidste bog i Evigt Liv-trilogien. De to første har jeg anmeldt lige her og lige her.

Da jeg startede på Eviglivet, var jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg kunne huske nok af de to foregående bøger til, at det ville give mening, eller om for mange detaljer var gået tabt, og om det i så fald ville påvirke min læseoplevelse. For det er et kompliceret univers og en kompakt historie, hvor det oftest er med at holde tungen lige i munden, hvilket var hvad der havde imponeret mig rigtig meget i de to første bøger. Det ville nok have været mest optimalt at læse trilogien ud i ét stræk, men uddraget af ordlisten i starten hjælper lidt, selvom der er stadig meget at holde styr på. Men efter endt læsning tror jeg faktisk ikke kun, at det var min hukommelse, der var skyld i min forvirring.

Krigen mellem Trojka og Myriaderne raser stadig, og Ten kæmper fortsat for at opnå fred. Hun bliver gift med sin store kærlighed Killian, der ellers skulle være hendes fjende, og derefter vil de dræbe Ravnenes prins. Nu mere end nogensinde vil deres valg få konsekvenser. De er bundet til hinanden, så hvis den ene bliver skadet, gør den anden også, og begge sider er naturligvis utilfredse med deres ægteskab og forbindelse. Da Killian pludselig får hukommelsestab, er han utilregnelig og ikke til at stole på, hvilket er noget af et tilbageslag for Ten.

Introduktionen af beskytterdyr er en spøjs tilføjelse til universet - især Tens hund, Kiks. Det føles fjollet og malplaceret med talende dyr i et ellers ret alvorligt univers, hvor jeg har lidt svært ved at se, hvordan de logisk passer ind, og i stedet bidrager de til den rodede helhedsoplevelse - selvom jeg egentlig godt kan lide idéen, måske bare ikke så meget udførelsen.

Ten skal bestemme, hvem der vender tilbage til livet ved Genopstandelsen. Hun træffer valget, og samtidig skal hun finde sin plads i virkelighederne, hvilket er svært, når hun er så bevidst om, at der altid er to sider af samme sag. Kontrasterne mellem alt spiller en vigtig rolle - lys og mørke, godt og ondt, hævn og tilgivelse... Ten er både trojkansk og myridisk. Der stilles mange dilemmaer op overfor vores hovedpersoner, og det er interessant at se, hvordan de reagerer på forskellige situationer, og hvilke valg de træffer under så stort et pres. Det er nok det, der er bogens styrke, og det, der driver den frem og fik mig til at fortsætte med at læse trods min forvirring over handlingen. Det menneskelige er til at forstå, selv når universet og handlingen er kompliceret og stikker af i alt for mange forskellige retninger.

Tempoet er højt og actionfyldt, og nogle gange er det svært at følge med, fordi der næsten sker for meget, og jeg synes, at noget af det er ret indviklet. Især det her med at have flere liv, forskellige virkeligheder og at bringe folk tilbage fra de døde, og oveni det hele er der den her sygdom, Natskygge. Det er en stor mundfuld, der hurtigt kan blive forvirrende at holde styr på. Især fordi Ten og de andre karakterer heller ikke selv er helt klar over, hvordan alt fungerer og hænger sammen, så deres spekulationer og teorier forvirrede mig endnu mere. Meget af det, der bliver introduceret, bliver ikke brugt aktivt, så det burde nærmere have været udeladt for at forsøge at simplificere bare lidt.

Jeg er nok mest af alt i tvivl om, om Gena Showalter selv har kunne holde styr på alle de bolde, hun har kastet i luften, for ofte virker det lidt som om, at hun bare finder på tingene, efterhånden som historien udfolder sig uden at gå tilbage og overveje, om det passer ind eller giver mening i forhold til, hvad der er gået forud. Jeg føler ikke, at der er nogle faste regler eller struktur i universet, der er alt for omfattende - alt kan tilsyneladende ske, efterhånden som det er bekvemt for forfatteren. Universet er desværre en smule for abstrakt for mig i denne bog og ikke så veludført, som jeg havde forventet ud fra de foregående bøger. Det meste af tiden er det hele for rodet, og jeg opgav til sidst at få det hele til at give mening.

Sprogligt er bogen velskrevet, og hele idéen er en original blanding af elementer af fantasy, sci-fi, young adult og dystopi. Det her er dog desværre den bog i trilogien, som jeg synes mindst om. Den er stadig en fin afslutning, men trods den fænomenale start i første bog, er det desværre gået ret meget ned ad bakke siden, efter min mening. Idéerne er rigtig gode, men forfatteren har forsøgt at gabe over og jonglere med for meget, og desværre er endt med at tabe boldene på gulvet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar