fredag den 6. september 2019

"Kaldet fra Galathea" af Nathali og Bettina Liane


Titel: Kaldet fra Galathea (Awen #1)   Forfattere: Nathali og Bettina Liane   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine

Dette er første bind i en ny dansk fantasyserie skrevet af mor og datter, Nathali og Bettina Liane. Det er én af de danske udgivelser, som jeg har set allermest frem til dette efterår, og jeg har glædet mig i flere måneder, siden jeg første gang blev præsenteret for den til en hyggelig bloggerbrunch hos forlaget.

Bogen handler om Aia og hendes tvillingebror Peter. Den foregår i vores tid, men med islæt af en svunden tid takket være hovedpersonernes opvækst i en fornem slægt på et århundreder gammelt slot, hvor de stadig puster liv i traditionerne og afholder overdådige baller, hvor Aia og Peter føler sig uønskede af størstedelen af resten af familien.

Historien tager for alvor fart, da en magisk kuffert dukker op med deres navne på og indeholdende to billetter. De drager afsted, og kufferten viser vej til Galathea - et enormt skib, der er et fascinerende sted med en helt fortryllende stemning og særlige beboere. Disse, inklusive Aia og Peter, bliver uddannet til vogtere i løbet af fem år, hvor de ikke må have kontakt til deres familie, men derimod skal leve i en helt anden dimension, end de er vokset op i. På Galathea får de både nye venner og fjender samt opdager kræfter, som de ikke anede, at de besad. Tvillingerne skal forene sig med et skræmmende indre mørke samt endnu en gang følelsen af at være anderledes.

Galathea er en slags magisk kostskole, der rejser og navigerer gennem et detaljemættet og farverigt univers af magi og parallelle verdener. Verdensopbygningen er udførlig og imponerende, og man får forklaringer og svar på mange interessante ting i forhold til regler, baggrundshistorie, teori, magi og systemer - det hele virker struktureret og gennemtænkt, hvilket er en fornøjelse for den nysgerrige læser, der ønsker at gå i dybden med et univers og have tingene til at give mening fra start. Det er rart, at vi som læsere bliver taget med i så meget af dagligdagen og undervisningen på Galathea, og dermed kan suge til os af oplysninger og viden.

Inspirationskilderne er tydelige, men forfatterne har samtidig formået at skabe noget unikt og originalt, der er helt sit eget. Jeg startede ud med sådan en følelse af, at det her udvikler sig i en virkelig spændende og storslået retning helt fra begyndelsen med familiehemmeligheder, mystik, ildevarslende, verdensomspændende katastrofer og action i bedste, eventyrlige fantasystil. Dette blev i dén grad bekræftet, da det positive førstehåndsindtryk fortsatte, helt indtil sidste side var vendt.

Fortællingen er smukt skrevet. Samarbejdet mellem de to forfattere virker til at have fungeret perfekt, for der er ingen tydelig skillelinje mellem, hvem der har skrevet hvad - det hele smelter sammen og er både sprogligt veludført, sanseligt og intelligent uden at blive overfladisk eller prætentiøst. Skrivestilen rammer plet og passer bare rigtig fint til karakterer og handling, og der var en tilpas balance mellem forudsigelighed og overraskelser, der fik siderne til at flyve forbi.

Bogen rummer også virkelig flotte grafiske detaljer, som er værd at bemærke i form af først forsiden, bogryggen, kortet og kapitelsiderne, der gør hele oplevelsen utroligt gennemført.

Denne er noget af den bedste danske fantasy, jeg nogensinde har læst. Her har vi at gøre med fantasy af internationalt format, som absolut kan konkurrere med store fantasyudgivelser fra udlandet. Jeg nød i hvert fald at læse bogen og lagde den kun modvilligt fra mig. Jeg er meget imponeret og kan slet ikke vente på fortsættelsen, for jeg har et væld af spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på, så det kan næsten kun gå for langsomt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar