tirsdag den 3. september 2019

Månedens læsning: August 2019


Reklame: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra forlagene Turbine og Aronsen
I august blev det til hele 12 læste bøger – endnu en gang en god blanding af alt muligt forskelligt og overvejende gode læseoplevelser.

Lad os starte med månedens skuffelse, for at få negativiteten ud af verden først. Slammed er Colleen Hoovers debutroman, og da jeg normalt er kæmpe fan af alt, hvad hun skriver, var jeg nødt til at læse denne serie også. Første bog, Slammed var god. Anden bog, Point of Retreat var okay, men tredje bog, This Girl var én stor, unødvendig skuffelse, som ikke engang kunne reddes af, at den var skrevet af Colleen Hoover. I bund og grund skete der intet i bogen – hovedpersonerne genfortæller episoder fra den første bog og kommenterer på dem undervejs, og det var tæt på at være en kamp at komme igennem, hvilket er så ærgerligt.

Jeg afsluttede The Lunar Chronicles af Marissa Meyer med Winter, som var mindst lige så god som de øvrige bøger i serien – nu mangler jeg kun at læse novellesamlingen Stars Above for at være helt færdig med universet.

Også indenfor YA-kategorien hørte jeg Isla og jagten på lykke af Stephanie Perkins og 99 Days af Katie Cutogno som lydbøger. Jeg var ærlig talt lidt skuffet over hele Stephanie Perkins’ trilogi, men jeg mistænker, at det kan have noget med den danske lydbogsoplæser at gøre, for hun fik alle karaktererne til at lyde ens på en irriterende, teenageforkælet måde, som jeg ikke helt kunne arbejde med. Så jeg tror, at jeg vil få en bedre oplevelse ved engang at genlæse de fysiske udgaver af bøgerne på engelsk. 99 Days havde en meget bedre oplæser, og jeg var meget mere fanget af historien, selvom jeg overhovedet ikke var enig i mange af de valg, som hovedpersonen traf.

Jeg læste også de tre første bøger i A Series of Unfortunate Events-serien af Lemony Snickett, som jeg glæder mig til at fortsætte med – der er alligevel 13 bøger i alt, så jeg har mange eventyr til gode endnu.

Am I Ugly? af Michelle Elman købte jeg, da jeg gerne ville læse mere indenfor Body Positivity, og den var god, men mere en selvbiografi end en egentlig bog om Body Positivity. Jeg er fortsat med Megan Jayne Crabbes Body Positive Power, og den er lige præcis, hvad jeg har ledt efter, men mere om det i næste måneds opsamling.

Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane er et anmeldereksemplar fra Turbine, og det er noget af den bedste danske fantasy, jeg nogensinde har læst. Min anmeldelse er på vej og kommer lidt tættere på bogens udgivelsesdato.

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris er et anmeldereksemplar fra Aronsen, og min anmeldelse kan læses lige her. Meget anbefalelsesværdig bog om overlevelse under Anden Verdenskrig.

Har du læst noget godt i august? 😊

4 kommentarer:

  1. Sikke en masse herlige bøger!
    - Hvor ærgerligt, hvis lydbogformaten gjorde, at du ikke brød dig så meget om Perkins trilogi, den er nemlig så sød :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er virkelig ærgerligt, hvis det er det, der har gjort det - jeg må prøve at give dem et forsøg med de fysiske udgaver i stedet engang :)

      Slet
  2. Dejligt at høre mht. Kaldet fra Galathea - ser frem til at læse din anmeldelse :)

    Mine læseoplevelser i august var noget blandede, men det blev da blandt andet til et glædeligt gensyn med et par Rune T Kidde-tegneserier.


    Mvh
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Kaldet fra Galathea er virkelig god, den må du endelig læse engang :)

      Jeg har faktisk aldrig fået læst Rune T Kidde, men kan huske at være stødt på tegneserierne, da jeg var yngre - måske jeg skulle se, om jeg kan finde dem igen :)

      Slet