mandag den 30. september 2019

Månedens læsning: September 2019


Reklame: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra forlagene Cobolt, Grønningen 1, CarlsenPuls, Alvilda og Loxodonta

Det er gået rigtig godt med læsningen her i september måned, og det er lykkedes mig at læse i alt 17 bøger. Nogle af dem var ikke særlig lange, hvilket selvfølgelig hjælper til at tælle godt op i regnskabet, men overordnet set har jeg været heldig at ramme nogle rigtig gode læseoplevelser, hvor flere af dem var præcis hvad jeg havde brug for eller var i humør til på daværende tidspunkt.

Lad os starte med månedens absolut bedste og vigtigste bog, nemlig Body Positive Power af Megan Jayne Crabbe, nok bedre kendt som @bodyposipanda på instagram. Den har ikke fra den ene dag til den anden løst alle de problemer, som samfundet har indkodet i min hjerne omkring kropsidealer, men den har afgjort givet mig en bedre forståelse for, hvorfor jeg indimellem tænker så negativt om min krop. Små skridt tæller også, og jeg er på nogle punkter blevet bedre til og mere bevidst omkring ikke at være så hård ved mig selv og minde mig selv om, at det ikke er mig, der er noget galt med. Der er derimod noget helt fundamentalt galt med skønhedsindustrien, der har bildt alle ind, at vi skal se ud på én bestemt måde, som for 95% af befolkningen er fuldstændigt uopnåelig. Jeg kunne snakke i timevis om den her bog, for den er genial – men læs den hellere selv, og bliv vred over, at skønhedsindustrien tjener milliarder af kroner på de usikkerheder, de selv har plantet i vores hoveder. Selv tak <3

Nu skulle Body Positive Power jo ikke stjæle fokus fra alle de andre gode bøger, jeg har læst denne måned. Final Girls af Riley Sager er en helt fin thriller, som holdt mig fanget i spænding hele vejen igennem – jeg gættede og gættede, men havde alligevel ikke regnet det hele ud – jeg var dog lidt skuffet over slutningen, hvilket er grunden til, at bogen ikke får topkarakter. Det samme gør sig lidt gældende for Min mands hemmelighed af Liana Moriarty, hvor afsløringen næsten kommer for tidligt, og jeg havde ventet et vildere plottwist, som aldrig rigtigt kom.

Jeg læste også to Lindsey Kelk bøger, nemlig Den evige brudepige og Vi havde jo bare en pause, som begge var ok indenfor chick-lit genren, men stadig ikke når Jojo Moyes og Sophie Kinsella til sokkeholderne.

Fra forlaget Cobolt havde jeg fået tilsendt tre rigtig fine graphic novels, eller tegneserier om man vil. Den første del i Det gyldne kompas var fantastisk, Ivalu af Dürr og Horneman var hjerteskærende, og første hæfte i Hit Girl var lidt so-so, mest af alt fordi den var alt for kort – jeg ville gerne have mere med det samme, og den er virkelig visuelt flot. Længere anmeldelser af alle tre er på vej.

Kirke af Madeline Miller er et anmeldereksemplar fra Grønningen 1. Bogen havde jeg høje forventninger til, som desværre kun blev delvist indfriet – det er dog bestemt ikke en dårlig bog, og min anmeldelse kan læses lige her.

Den besatte konge (King of Scars #1) af Leigh Bardugo er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls, og den er et must read for alle fans af Grishaverse. Min anmeldelse kan læses lige her.

Ulvevilderen af Katherine Rundell er et anmeldereksemplar fra Loxodonta, og den var meget stemningsfuld og en barsk fornøjelse at læse. Min anmeldelse kan findes ligeher.

Alvilda forkæler mig med bogpakker fyldt med deres nyeste udgivelser, og jeg tog hul på en hel stak af dem i denne måned med en smuk julefortælling i Nøkkens jul fra Troldeliv-serien og Mortal Engines 1, som jeg nu er helt besat af og selvfølgelig er fortsat videre i serien med. Også de to første bøger i ASPE-serien af Mette Finderup har jeg nydt, ligesom de to første bøger i serien om Sally, Glen og Vilde Maxi af Kirsten Sonne Harild. Disse anmeldelser og mange flere er også lige på trapperne.

Har du læst noget godt denne måned? 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar