Titel:
Gylden søn (Red Rising #2) Forfatter: Pierce Brown Udgivelsesår:
2016 (org. 2015) Forlag: Gyldendal
Bogen
er et anmeldereksemplar fra Gyldendal
Gylden
søn
er anden del af Red Rising trilogien.
Jeg var fuldstændigt opslugt af første bog, Rød
opstand, som var helt fantastisk og konstant var i mine tanker, selv når
jeg havde lagt den fra mig. Min anmeldelse af den kan læses her.
Darrow og de andre er nu færdige på Instituttet
og tilbage i Samfundet, og dermed begynder næste fase af oprøret. Han er kommet
helt tæt på sin ærkefjende, Ærkeguvernøren. Der er gået to år siden Rød opstand startede, og Darrow er nu
startet på Akademiet. Tingene falder dog ikke ud til Darrows fordel, da
Ærkeguvernøren udstøder ham, og han ikke længere er beskyttet mod
Bellona-familiens blodfejde. Han må igen kæmpe for livet i en verden af indviklet
politik, strategi og magtkamp, som en del af et virkelig kompliceret spil. Han
må indgå uventede alliancer og tage ufatteligt svære beslutninger. Man mærker
tydeligt, at Oprøret er rykket fra Instituttet ud i det virkelige samfund, og
nu er i en helt anden skala, hvor meget mere står på spil.
Et dystopisk samfund er kendetegnet ved at være
et fremtidigt samfund, som man ikke har lyst til at leve i – altså en form for
skrækscenarie, men samtidig en skræmmekampagne og kritik af det nuværende
samfund, som måske er på vej i netop den retning - en slags advarsel om, hvad
det kan udvikle sig til, hvis vi ikke ændrer os. Samfundet i Red Rising universet er i dén grad
dystopi af allerbedste og mest skræmmende skuffe. Tilsæt dertil sci-fi
elementer og en vred og oprørsk hovedperson, og det bliver ikke meget bedre.
Der er masser af action, brutalitet og skånselsløshed, men også sjældne glimt af
venskab, varme og kærlighed, med et universelt budskab om, at der er håb og menneskelighed
gemt bag umenneskeligheden.
Jeg har hørt flere sige, at Gylden søn er den bedste i trilogien. Jeg
var dog faktisk mere blæst bagover af Rød
opstand. Selvom jeg elsker universet, synes jeg endnu en gang, at starten af
bogen var lidt sløv, og det fortsatte faktisk et godt stykke ind i bogen. Der
gik et stykke tid, før jeg var opslugt igen, og egentlig lykkedes det ikke at
fange mig helt så meget, som sidste bog. Hvor der i Rød opstand var et tydeligt mål og man ikke var i tvivl om, hvad
historien arbejdede hen imod, føltes Gylden
søn lidt mere som en typisk toer – en mellemstation inden den store finale.
Den er absolut ikke hverken ligegyldig eller overflødig – man får masser af
indsigt og forståelse for karaktererne og hvad der driver dem, men jeg følte
ikke undervejs, at jeg tydeligt kunne se, hvor historien ville hen. Uforudsigelige
plottwists ændrede ofte kursen, så det var umuligt at forudse, hvor historien skulle
bæres hen derfra. Uforudsigelighed er som oftest en god ting og det er det også
til dels her. Det hele gik dog til tider lidt for meget op i politik, strategi
og alliancer der både blev dannet og brudt, og blev på den måde lidt
uhåndgribeligt og tungt. Men det er samtidig noget af det, der gør bogen
interessant.
Ligesom ved første bog, Rød opstand, var jeg denne gang meget imponeret over, hvor
intelligent bogen er skrevet. Det er ikke bare en letlæst ungdomsbog. Den er derimod
overstrøet med subtile referencer til både litteratur, filosofi, politik, psykologi,
og endda forskellige former for videnskab, der som helhedsindtryk gør den
virkelig lækker og interessant at læse. Som skærende kontrast står de brutalt
voldelige og blodige action scener, men det giver en perfekt balance i bogen.
Det vidner om en utrolig indsigt hos forfatteren, både i hvordan mennesker
fungerer og reagerer, men også verden omkring de mennesker. Samtidig må der
også være gået mange timer til research, selvom man alligevel må have en ret
omfattende grundlæggende viden, for at få den slags ting til at passe perfekt
ind og samtidig virke så effortless.
Jeg er kæmpe fan af universet, og det Pierce
Brown kan. Jeg er lige nu i et kæmpe dilemma omkring, om jeg kan vente på den
danske oversættelse af trilogiens sidste bog, eller om jeg skal have fingrene i
den på engelsk med det samme. Der er dog ingen tvivl om, at jeg skal læse
videre i serien!
Skøn anmeldelse! Jeg er helt enig med dig at bøgerne ikke er letlæste ungdomsbøger, men universet alligevel så dragende, at jeg glæder mig til at få læst forsættelsen.
SvarSletJeg kender desuden alt for godt det med at dilemmaet med, om man skal vente på den danske oversættelse, eller bryde sit læsemønster og læse serien færdig på engelsk.
Tak! :) Ja, jeg var virkelig overrasket over, hvor meget 'tyngde' der er i de her bøger - de er en del mere komplicerede end jeg havde forventet, men det var klart en positiv overraskelse. Det bliver så spændende med fortsættelsen! :)
SletÅh ja, det er altså lidt af et dilemma - både sprogligt, men også i forhold til, at bøgerne gerne må passe sammen på reolen :b