tirsdag den 11. juli 2017

"Alt for mange hemmeligheder" af Abbi Glines

Reklame
Titel:  Alt for mange hemmeligheder (org. Fallen Too Far)   Forfatter: Abbi Glines   Udgivelsesår: 2017 (org. 2012)   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine

Alt for mange hemmeligheder er første bog i Abbi Glines’ New Adult serie, Rosemary Beach. Den handler om Blaire, som mister sin mor efter lang tids sygdom, hvor hun har sat sit eget liv på standby for at passe hende. Hun flytter ind hos sin far, som hun ikke har det bedste forhold til, og han er der ikke engang, da hun dukker op. Det er hendes nye bad boy stedbror Rush derimod, og selvom de to i starten ikke kan sammen, er de alligevel tiltrukket af hinanden.

Bogen handler i høj grad om familie og svigt. Familietragedierne er væltet ned over Blaire, først da hendes tvillingesøster blev dræbt i en trafikulykke med deres far bag rattet, hvorefter han forlod Blaire og hendes mor til fordel for en ny familie. Blaire måtte stå alene tilbage med sin kræftsyge mor, og efter morens død har Blaire ikke andre muligheder end at opsøge faren i hans nye rigmandsrilværelse, i en verden, hvor Blaire ikke umiddelbart passer ind. Det tager hende dog ikke lang tid at få venner og blive eftertragtet af stort set alle fyre hun møder på sin vej.

Historien er fyldt med klichéer og stereotyper. Det gør den letlæselig, men også en smule uinteressant. Ting flasker sig lidt for let for Blaire, hvis man lige ser bort fra de tidligere familietragedier, som stadig præger hende. Det konstante fokus på udseende og penge bliver for trættende og bogen kører lidt for meget i samme utroligt overfladiske spor. Selv måden de snakker til hinanden på fungerer ikke rigtigt, og det virker hverken realistisk eller troværdigt.

Jeg fristes til at bruge ordene sydstatskliché og unødigt drama. Det gør det ikke meget bedre, at jeg ikke kan relatere til en eneste karakter i bogen. På den positive side er der dog alligevel noget medrivende over bogen, som holder én fanget for at læse videre. En del af det er nok spændingen ved den ’forbudte’ kærlighed, som jo i virkeligheden ikke er så forbudt, da de ikke hverken er blodsbeslægtede eller vokset op som stedsøskende. Det ændrer dog ikke på det faktum, at det er en akavet og potentielt problematisk situation. Til dels er det også mysteriet om den helt store hemmelighed, der afsløres til sidst. Uden at spoile for meget, er det virkelig et antiklimaks og jeg krummede voldsomt tæer over Blaires reaktion og håndtering af det.

Som man nok kan fornemme, var der en del irritationsmomenter for mig i den her bog, hvilket er super ærgerligt. Rush er usympatisk, manipulerende og kontrollerende, mens Blaire er naiv, umoden og slet ikke så likeable, som bogen ellers desperat forsøger at fremstille hende. Hun overreagerer gang på gang, det gør de egentlig alle, og småting bliver blæst fuldstændigt ud af proportioner og overdramatiseret. Jeg er med på, at vi befinder os i et overklassemiljø, men almindelig sund fornuft og logik havde klædt historien flere steder.


Den fungerer nok indenfor sin genre, og hvis man er i humør til en bog, hvor man helt skal koble hjernen fra, så er den nok fin, men der er ikke meget, der giver mening. Den har dog en del sommervibes, og er letlæst sommerunderholdning, som passer fint til en dag ved poolen eller på stranden. Bogen skal ikke gøres til mere end den er – som let underholdning, man ikke skal tænke for meget over, er den fin, men falder fra hinanden ved nærmere eftertanke. Jeg er dog alligevel nysgerrig på Blaire og Rushs videre historie, som jeg vil give en chance i efterfølgeren, Alt for tæt på. Det er heldigvis korte bøger, som er hurtige og lette at komme igennem, og irritationsmomenterne for mig, behøver ikke nødvendigvis at være det samme for andre læsere, som garanteret sagtens ville kunne nyde historien meget mere. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar