fredag den 7. juli 2017

"Døde piger lyver ikke" af Jay Asher


Anmeldereksemplar
Titel: Døde piger lyver ikke (org. Thirteen Reasons Why)   Forfatter: Jay Asher   Udgivelsesår: 2014 (org. 2007)   Forlag: Politikens Forlag

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Teenagepigen Hannah har begået selvmord. Formålet er nu at finde ud af hvorfor, og bogen er bygget op som en spændingsroman centreret omkring de kassettebånd, som hun efterlod. Umiddelbart inden sin død indtalte hun selv båndene, hvor hun forklarer de tretten grunde, knyttet til tretten personer, til at hun valgte at tage sit eget liv, og båndene cirkulerer nu fra person til person, så de alle får historien at vide. Clay er en af dem. Der følger et kort med båndene, som sender ham ud på en slags skattejagt for at stykke Hannahs historie sammen og finde frem til sin egen rolle i den.

Clay lytter til båndene og vi får skiftevis Hannahs stemme og Clays kommentarer hertil. Hannahs passager står med kursiv, mens Clays er almindelig skrift, blandet ind mellem hinanden, hvilket lige tog lidt tid, og det var lidt forstyrrende at vende sig til at skifte mellem de to stemmer. Det virker ret morbidt at Hannah har indtalt de her bånd, velvidende at hun ville tage sit eget liv og derefter ’hjemsøge’ folk på den måde, som en form for hævn. Det hele er meget underligt og mystisk i starten, og Clay er heller ikke helt sikker på, hvor han passer ind i historien. Jeg følte dog aldrig rigtigt at jeg lærte Clay at kende, han virkede mest af alt bare som et værktøj til at fortælle Hannahs historie med hjælp fra båndene. Det er en historie om rygter og image og konsekvenserne heraf. Hvordan en tilsyneladende lille ubetydelig detalje kan betyde alverden for en person og starte en lavine af sammenhængende begivenheder der til sidst resulterer i noget frygteligt og uigenkaldeligt. Hannah stoler ikke på nogen, og båndene afføder også en del mistro blandt de efterladte, for hvem kender til hinandens hemmeligheder nu?

Gennem det meste af bogen føles det ikke som om Hannah er død, for hun er der jo stadig i form af fortællingen på båndene og det er derigennem vi som læsere lærer hende at kende. Vi lærer hende ikke at kende som levende, og det var der måske i virkeligheden ikke rigtigt nogen, der gjorde. Historien er meget ærlig. Alle Hannahs, og også alle andres, hemmeligheder afsløres, for hun har jo ikke længere noget at miste.

Jeg brød mig ikke ret meget om Hannah, jeg synes at hendes projekt er meget egoistisk og usympatisk. Det giver mening hvorfor hun gør det, men alligevel virker det underligt at gøre sig så store anstrengelser for at efterlade noget til folk man i bund og grund blamer for sit selvmord. Hun virker alt for fattet i forhold til, at hun er så langt ude psykisk, at hun ikke ser anden udvej end at ende sit liv. Jeg er ikke ekspert på området, langt fra, men min umiddelbare tanke ville være, at folk på randen af selvmord er ret ligeglade med de folk de efterlader, i hvert fald dem, der har haft en negativ indflydelse på deres liv. Hun får jo ikke tilfredsstillelsen ved at fortælle dem de her ting, for hun er der ikke længere. Jeg er bange for at virke ufølsom ved at stille spørgsmålstegn ved en pige, der har begået selvmord, men jeg synes ikke bogen formår at tydeliggøre alvoren helt nok. Jeg var sjældent enig i Hannahs beslutninger og havde svært ved at relatere til hende det meste af tiden, men der er ingen tvivl om, at hun havde det svært og havde brug for hjælp. Hendes historie er både gribende og hjerteknusende, men jeg følte dog ikke altid at det virkede realistisk eller troværdigt at disse ting ville drive hende til selvmord, hvis der ikke også var andet psykisk sygdom ind over, men det skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig til dommer over. Bogen nævner det ikke, men får det nærmere til at lyde som om at enhver teenager er potentielt selvmordstruet og at Hannahs opførsel er sikre advarselstegn. Jeg syntes derimod at Hannahs opførsel var meget typisk for mange teenagere, som ikke nødvendigvis ender med at begå selvmord. Selvfølgelig skal man være opmærksom, men bogen bliver lidt for meget løftet pegefinger og kasten rundt med skyld. På den positive side bidrager den forhåbentlig til at bryde tabuet omkring selvmord og understrege at mennesker skal være gode ved hinanden.


Jeg ville virkelig gerne kunne lide denne bog, og den havde også gode øjeblikke. Der er ingen tvivl om, at den tager et utroligt vigtigt emne op, jeg brød mig bare ikke om måden den gjorde det på og jeg sad desværre lidt tilbage med en tom fornemmelse. Jeg kunne dog stadig godt finde på at se Netflix serien, som er baseret på bogen. Det er bestemt ikke en dårlig bog – jeg er glad for, at jeg har læst den. Den har et vigtigt budskab, men jeg havde alligevel forventet at blive rørt mere og få mere ud af læsningen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar