torsdag den 13. juli 2017

"En kuffert fuld af skabninger" af Mark Salisbury


Anmeldereksemplar
Titel: En kuffert fuld af skabninger   Forfatter: Mark Salisbury (designet af MinaLima)   Udgivelsesår: 2016   Forlag: HarperCollins Nordic

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

En kuffert fuld af skabninger er en virkelig visuelt lækker bog, der imponerer lige med det samme. Den er fyldt med detaljer, og perfekt til fans af både Harry Potter og Fantastiske skabninger og hvor de findes. Man får en masse fantastisk ekstra-materiale og behind the scenes oplevelser til filmen, J. K. Rowlings troldmandsverden og hele det univers, hun har skabt. Rowling har selv skrevet filmmanuskriptet og David Yates, som instruerede de sidste fire Harry Potter film, er instruktør, så det er det bedste fra begge historier, der bliver forenet. Det er vel næppe nødvendigt at nævne, at man bør have set filmen, før man læser denne bog, da den ellers spoiler meget af handlingen i sin gennemgang. Efter at have set filmen, er det dog en fantastisk oplevelse at læse den.

Det gør det bestemt ikke ringere at bogen er fyldt med masser af flotte og farvestrålende billeder og illustrationer, bl.a. af Eddie Redmayne aka. Newt Scamander, som endda har skrevet bogens forord, samt de andre skuespillere, steder og ikke mindst skabningerne, som er historiens omdrejningspunkt.
Udenpå er bogen udformet som Newts kuffert, som man åbner op ind til alle herlighederne. I filmen slipper de fantastiske skabninger ud af kufferten ved åbning, hvilket de næsten også gør fra bogens sider her. Bogen er designet af duoen MinaLima, som også har stået bag de grafiske detaljer i filmen, så filmens imponerende visuelle udtryk går igen i bogen, hvilket er utroligt gennemført. Fx på Tinas MACUSA ID-kort, som kan foldes ud af bogen, er der lavet en 3D effekt, så det ligner at det er et ægte, bevægeligt troldmandsbillede. Den indeholder desuden også flere plakater og ting, der kan foldes ud. Alt ved bogen er utroligt flot og imponerende, fyldt med finurlige detaljer, interessant baggrundsviden og hemmeligheder fra filmproduktionen.

Den virker med sine 160 sider ikke overvældende lang, men den tager tid at fordybe sig i, for det fortjener den. Læsningen er interessant både fra et fanperspektiv, men også for filmnørder i almindelighed. Karakterer, skuespillere, kostumer, locations, skabningerne, rekvisitter, grafisk design – man kommer vidt omkring i filmproduktionens fascinerende verden, og det er både en kæmpe fornøjelse og virkelig veludført. Eneste bemærkning er et par små korrekturfejl hist og pist, men det ødelægger ikke læseoplevelsen og kan let læses henover.

Det er især interessant at blive klogere på hvad Eddie Redmayne har gjort for bedre at forstå og komme i kontakt med sin karakter Newt, samt at se billeder bagom optagelserne på filmen. I forskellige interviews analyserer og beskriver skuespillerne deres karakterer, hvilket giver en helt unik forståelse for dem, samt den verden de lever i, i 1920ernes New York. Det var en mørk tid for hekse og troldmænd, hvor de måtte skjule sig ekstra godt. Ikke nok med det, så drages der også paralleller til den virkelige amerikanske historiske periode, som netop også var præget af raceadskillelse, mistro, fordomme og forfølgelse.


Overraskende nok er filmen slet ikke filmet i New York, men i Leavesden Studios på et kæmpe filmset bygget til formålet, som har genskabt 1920ernes New York, og resten er kreeret med visuelle computereffekter. Det er helt utroligt, hvor mange små, tilsyneladende ubetydelige detaljer, der har været taget højde for, og som har gjort helhedsindtrykket perfekt og autentisk, hvilket bogen også gennemgår. Der er virkelig intet, der er overladt til tilfældigheder, alle detaljer er grundigt gennemtænkt, og det er tydeligt at folkene bag filmen har levet og åndet for projektet under tilblivelsen. Jeg vil varmt anbefale En kuffert fuld af skabninger til alle, der har set filmen, og som perfekt samlerobjekt til fans.


4 kommentarer:

  1. Den bog er simpelthen bare SÅ skøn. Og virkelig fine billeder! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den virkelig. Tusind tak søde Rikke! <3

      Slet
  2. Den bog må jeg bare eje, den er så lækker jo! :D <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig lækker, og et must i enhver Potter/Fantastic Beasts samling :D Håber den snart finder vej til dig <3

      Slet