mandag den 12. marts 2018

"Zarens skæbne" af Evelyn Skye



Titel: Zarens skæbne   Forfatter: Evelyn Skye   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Zarens skæbne er anden bog i duologien om Vika, Nikolaj og Pasja i 1800-tallets Rusland. Jeg var vild med første bog, som jeg har anmeldt lige her, og det var med stor fornøjelse, at jeg vendte tilbage til Zarens magiske Rusland. Hvis du endnu ikke har læst første bog, Zarens spil, så vent med at læse denne anmeldelse af Zarens skæbne, for at undgå spoilers.

Efter at have vundet Zarens spil er Vika nu den kejserlige magiker. Spillets taber, Nikolaj, er formodet død, da han ofrede sig for at Vika kunne vinde og gøre en ende på spillet. Pasja er nu så godt som zar, med alt hvad det indebærer, hvilket ikke just er en dans på roser. Et oprør er under opsejling, en revolution, men det er ikke den eneste trussel mod Pasjas vej til tronen.

Vikas magi er stærkere end nogensinde, da hun nu er Ruslands eneste magiker og dermed ikke skal dele magien med nogen. Hun savner dog at have en ligesindet i Nikolaj. Hun er ikke overbevist om, at han virkelig er væk, for hans magi findes stadig på den ø, de skabte i fællesskab under spillet. Nikolaj er fanget som en skygge i en af de magiske drømmeverdener, som han skabte i bænkene på øen, og han forsøger at komme ud og tilbage til livet og Vika. Men for hvilken pris, og som hvad, kommer han tilbage?

De er alle ulykkelige på den ene eller anden måde. Vika foragter Pasja for hans rolle i Nikolajs forsvinden. Pasja er hvirvlet ind i en selvdestruktiv og ond cirkel af skyldfølelse og anger og ulykkelig kærlighed til Vika. Juliana forsøger køligt og ansvarligt at holde sammen på riget i Pasjas fravær indtil den officielle kroning. Og imens laver Aisjanas onde indblanding endnu en gang rav i det hele.

Endnu en gang nød jeg de historiske detaljer, som er flettet ind i historien, såsom optakten til den russiske revolution, som passer perfekt ind og understøtter bogens handling. Den handler i høj grad om hævn, mørk magi, og ikke mindst befolkningens frygt, da det pludselig bliver klart for dem, at magi eksisterer og de ikke længere kan lukke øjnene for den, hvilket resulterer i heksejagt og forfølgelse og endnu mere ondskab.

Der var virkelig meget på spil i første bog, men det når et helt nyt niveau i denne. Udover at magien bliver stærkere, spidser trekantsdramaet også til. Vika tvinges til at arbejde sammen med, og beskytte Pasja, mens Nikolajs forandring og pludselige glimt af rendyrket ondskab skubber hende længere væk. Hele Ruslands skæbne ligger pludselig i Vikas hænder.

Selv de onde karakterer har menneskelige følelser og egenskaber, og føler kærlighed, anger, passion og desperation, og det er både interessant og forfriskende med en bog, hvor man kommer helt tæt på alle karakterernes nuancer og tydeligt kan se, at intet er sort og hvidt.

Det er en helt fantastisk duologi, fyldt med vinterstemning, som er perfekt til en snevejrsdag. Det er en gennemført og afrundende afslutning på historien, som på én gang er mørk og hjerteskærende, men også spændende, fascinerende og fyldt med håb. Den kan varmt anbefales til fans af historisk fantasy.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar