søndag den 1. april 2018

Månedens læsning #30: Marts 2018



Marts har været en rigtig god måned, både personligt og læsemæssigt.

Jeg afsluttede mit vikariat i boghandlen lige i tide til at holde nogle skønne påskedage med familie og venner, med masser af chokolade og mad. Jeg kommer dog ikke til at holde fri længe, da jeg midt i marts meget overraskende blev ringet op og kaldt til jobsamtale på et job jeg havde søgt tilbage i december og desværre havde fået afslag på dengang. Nu stod de overfor at starte et nyt hold af copywriters op, og havde gemt min ansøgning fra sidst. Jeg tog derfor til skrivetest og jobsamtale i Odense og endte med at få jobbet, som jeg starter på tirsdag d. 3. april med en rigtig god mavefornemmelse og en lille smule nervøsitet. Det er lidt af et drømmejob for mig, da jeg som tekstforfatter kommer til at arbejde hjemmefra og med tiden selv kan tilrettelægge mit arbejde både i forhold til hvornår jeg arbejder og hvor mange ekstra opgaver jeg vil tage. Så det er alt sammen virkelig spændende, og jeg krydser fingre for, at det bliver lige så fantastisk som jeg forestiller mig.

Det blev også til hele otte læste bøger, og der var overraskende mange af læseoplevelserne, som var til fem stjerner.

Livet i Mumidalen er et anmeldereksemplar fra Carlsen, som jeg har anmeldt lige her, og var vildt begejstret for. Den er perfekt til alle mumifans.

Ravkikkerten af Philip Pullman er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Jeg har været rigtig glad for trilogien om Det Gyldne Kompas, men det var som om jeg kørte lidt træt i det her i sidste bog. Jeg nød den dog stadig, og en anmeldelse er på vej.

Monsun af stjerner af Katrine Williams er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard. Meget af bogen kunne jeg godt lide, men den havde også nogle småting undervejs, som desværre gjorde, at den ikke nåede helt i mål. Min anmeldelse er lige på trapperne.

The Crowns of Croswald af D. E. Night er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Jeg var vildt begejstret, både over skrivestilen og fantasien i bogen, og min anmeldelse kommer snart.

Stille nu af Mary Kubica er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic, og I en mørk, mørk skov af Ruth Ware er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Begge er psykologiske thrillers, og noget som jeg normalt kun sjældent læser, men begge titler fangede mig, og var virkelig spændende læseoplevelser, og har givet mig lidt blod på tanden i forhold til genren. I en mørk, mørk skov har jeg anmeldt lige her, og min anmeldelse af Stille nu er på vej.

Drømmetyvene af Maggie Stiefvater er et anmeldereksemplar fra Turbine, som jeg har anmeldt lige her. Denne anden bog i serien er endnu bedre end etteren, og jeg glæder mig helt vildt til næste bog i serien.

Jorden synger af Vanessa Curtis er et anmeldereksemplar fra Forlaget 5, som jeg har anmeldt lige her. Det var månedens mest positive overraskelse, for jeg havde ikke de store forventninger til bogen, men det var en utroligt stærk og emotionel læseoplevelse.

Jeg håber, at din marts måned var lige så god. Kommentér gerne og fortæl om din bedste læseoplevelse denne måned :)

Og så lige et lille behind-the-scenes - det er ret hårdt at være blogger-katte ;)



2 kommentarer:

  1. Åh, held og lykke på det nye job - jeg håber, at det er lige dig! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, søde Malene! <3 Første uge har været både god, lidt hård, men også spændende, så jeg tror, at det bliver godt :)

      Slet