onsdag den 8. august 2018

Månedens læsning #34: Juli 2018



Reklame: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra CarlsenPuls, Forlaget Alhambra, Forlaget Leatherbound, Flamingo Books og Gyldendal.

Det gik faktisk helt godt med læsningen i juli, selvom bloggen har stået meget stille. Jeg har haft to ugers fantastisk sommerferie, hvor turen først gik i sommerhus med nogle af mine bedste veninder, hvor vi lå flere timer i skyggen under hedebølgen og læste, snakkede og grinede, spiste god mad, drak vin, badede på den private strand, så solnedgangen fra en bakketop og i det hele taget bare havde det skønt et par dage uden nogen former for stress. Umiddelbart efter sommerhusturen hoppede jeg på et fly mod Portugal med min familie. Det var en fantastisk uge på Algarvekysten, hvor den afslappede stil fortsatte med god mad, masser af is, strandture og afkøling i swimmingpoolen, og selvfølgelig mere læsning på altanen med den mest fantastiske udsigt til Atlanterhavet, pool og palmer.

Takket være mine to ugers ferie, er det også lykkedes mig at læse en del bøger denne måned. Med vilje sorterede jeg alt, hvad der hed anmelderbøger fra, da jeg udvalgte min ferielæsning, og det gav mig frihed til endelig at få læst nogle af de titler, der har stået på mine reoler i flere år med de bedste intentioner – og der var nogle rigtig gode læseoplevelser imellem. Inden da havde jeg dog læst nogle få anmeldereksemplarer, men det er ikke alle anmeldelserne, der er skrevet endnu, men det kommer snarest.

Alt i alt blev det altså til 11 bøger i denne måned.

Se nu stiger solen af Claus Hagstrøm har jeg læst og anmeldt for Forlaget Leatherbound. Jeg fik den som e-bog inden udgivelsesdatoen, og min anmeldelse kan læses lige her.

My Life Next Door af Huntley Fitzpatrick er den perfekte sommer YA-contemporary, som jeg havde med på min ferie til Portugal, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at læse den, end ved poolen, så den får de varmeste sommeranbefalinger herfra.

The Scorpio Races af Maggie Stiefvater havde jeg hørt meget godt om, og jeg havde virkelig lyst til at læse en fantasy standalone. Den var virkelig god og atmosfærisk, men også lidt tung indimellem – alt i alt dog en god læseoplevelse, for Stiefvater skriver fantastisk.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson har stået på min tbr i flere år efterhånden, efter jeg i sin tid så, hvor begejstret Rikke var for den. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, for jeg kunne egentlig meget godt lide den – den var bare meget anderledes, end jeg havde forventet. Det er dog stadig virkelig værd at læse denne lidt mørke og interessante Peter Pan genfortælling om Tiger Lily, fortalt fra Klokkeblomsts perspektiv.

Since You’ve Been Gone af Morgan Matson er endnu en fantastisk sommerbog i samme kategori som My Life Next Door, og bør helt sikkert anbefales i samme omgang.

Three Dark Crowns af Kendare Blake havde jeg også med til Portugal, og den var det helt perfekte, mørke fantasy-modstykke til den fluffy YA-contemporary jeg lige havde færdiglæst. Faktisk var den så spændende, at jeg straks bestilte fortsættelsen, som jeg ikke kan vente med at læse!

Aristotle og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. Det er en interessant og vigtig YA-historie, og min anmeldelse kan læses lige her.

Kraften af Naomi Alderman er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra. Den er vildt hypet, og jeg nød også at læse denne interessante dystopi, men som så ofte med den slags hype, tror jeg, at jeg måske havde for høje forventninger, selvom jeg ikke for alvor blev skuffet – den var nærmere bare lidt anderledes end jeg havde forventet. Min anmeldelse af den er på vej.

Ser du månen, Daniel af Puk Damsgård var nok en af månedens bedste og mest kraftfulde læseoplevelser. Jeg fik bogen i fødselsdagsgave af en veninde med den største anbefaling, og jeg havde længe cirklet om den og været lidt intimideret af det emne, den behandler – nemlig en ung, dansk fyr, som tages som gidsel af IS i Syrien. Da jeg skulle i sommerhus med selvsamme veninde, tænkte jeg, at det var det perfekte tidspunkt at læse den på turen, så vi kunne snakke om de svære passager undervejs, og det viste sig at være den bedste læseplan længe – for det var en virkelig god bog, og næste projekt bliver at komme til et af de foredrag, som hovedpersonen Daniel afholder.

London Road af Samantha Young er et anmeldereksemplar fra Flamingo Books, som også har en anmeldelse på vej. Det er anden bog i Dublin Street serien, som kan anbefales til alle new adult fans.

Sidst men ikke mindst er der Jeg er faret vild af Gayle Forman, som er et anmeldereksemplar fra Gyldendal – min anmeldelse er på vej. Det er altid lidt et sats for mig med hendes bøger, for enten elsker jeg dem, eller også bliver jeg virkelig skuffet. Dette var dog heldigvis en af de gode læseoplevelser.

Hvad var det bedste, du læste i juli? :)

2 kommentarer:

  1. Jeg må indrømme, at jeg elsker Tiger Lily :-)

    Bedste læseoplevelse i juli var anden bog i 'The Stormlight Archive'-serien af Brandon Sanderson. Absolut en af de bedste fantasyserier, jeg har læst!


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt se hvorfor folk er begejstrede, den var bare så meget anderledes, end jeg havde forventet :)

      Åha, dén serie vil jeg virkelig også gerne i gang med - synes ikke jeg hører andet end rosende ord om den for tiden - det virker bare så intimiderende med længden på både bøgerne og serien :D

      Slet