søndag den 31. marts 2019

"Du må aldrig glemme mig" af Mhairi McFarlane



Titel: Du må aldrig glemme mig   Forfatter: Mhairi McFarlane   Udgivelsesår: 2019   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Jeg er kæmpe fan af Mhairi McFarlane, og det har jeg været, helt fra jeg i sin tid læste hendes første bog. Siden har jeg elsket alt, hvad hun har skrevet, og mine anmeldelser af hendes tidligere bøger kan læses lige her, her, her og her. Det var derfor med høje forventninger, at jeg gik ind til hendes nyeste udgivelse, og som sædvanligt skuffer hun bestemt ikke.

Bogen starter, da Georgina stadig går i skole, hvor hun møder sin første kærlighed Lucas. Men noget går galt til afgangsfesten, som er sidste gang, hun ser ham - men vi ved ikke hvad, der er sket, kun at det har noget med Richard Hardy at gøre.

Fastforward til nutiden, flere år inde i Georginas voksenliv. Hun arbejder som servitrice på en virkelig dårlig restaurant, hvilket sætter den komiske tone for bogen lige med det samme - for nogle af situationerne dér og Georginas tanker omkring det hele er virkelig sjove og tåkrummende, fordi hendes kollegaer og hele måden stedet drives på, er helt absurde. Især optrinnet, hvor hun bliver fyret.
Hun er kæreste med Robin, der er standupkomiker. Samme aften, som hun er blevet fyret, skændes hun med sin søster og tager hjem til Robin, hvor hun overrasker ham i seng med en anden - som om aftenen ikke kunne blive værre. Dagen efter får hun en endagstjans som bartender, men hun klarer det så godt, at hun bliver tilbudt stillingen fast. Problemet er bare, at det viser sig at være Lucas, hun skal arbejde for. Og han kan tilsyneladende overhovedet ikke huske hende.

Georgina er en meget klassisk, relatérbar chick-lit hovedperson, hvis usikkerheder og klodsethed spænder ben for hende. Hun har en del ret almindelige problemer i forhold til arbejde, kærligheden, familie og venner, men måden, hvorpå Mhairi McFarlane reflekterer over disse emner gennem Georgina, er som altid spot on og tilsat hendes altid geniale, britiske humor.

Historien er sjov, sød og underholdende fra første side. Det er klassisk McFarlane og skøn feel-good-læsning, som man rent faktisk bliver lidt gladere af, for humoren og indsigten løfter humøret på en grå regnvejrsdag - bogen her var lige nøjagtigt, hvad jeg havde lyst til og brug for at læse på det tidspunkt.

Den handler i høj grad om forskellen på kærligheden og forestillingen om den, og hvordan dette især ændrer sig fra barn til voksen. Hvordan gammel kærlighed aldrig helt bliver glemt, og hvor stor en indvirkning fortiden og misforståelser kan have på ens liv i mange år efterfølgende.

Først til sidst bliver det afsløret, hvad Georgina har holdt skjult i al den tid. Sandheden om, hvad der skete for alle de mange år siden, var lidt chokerende, og historien tog en, for mig i hvert fald, uventet drejning og blev mere alvorlig. Den behandlede et vigtigt emne og en ubehagelig hændelse, som samtidig er meget aktuelt lige nu.
Det er ikke min favorit McFarlane-bog, men den er absolut læseværdig og et must-read, hvis du ligesom jeg, er fan af hendes tidligere bøger.



onsdag den 27. marts 2019

"Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla - En komplet samling" af Elsa Beskow


Titel: Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla – En komplet samling   Forfatter: Elsa Beskow   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Dette er en smuk, komplet samlerudgave, som er udgivet i anledningen af, at det er 100 år siden, at den første historie om tanterne udkom i Danmark.

At bladre igennem denne bog er en hel oplevelse i sig selv. Jeg vil nærmest gå så langt som til at kalde det en coffee table book, der sagtens kan ligge fremme. Den er fyldt med flotte, stemningsfulde og farverige illustrationer, som for mig emmer af ren nostalgi. Selvom jeg ikke i første omgang huskede historierne så godt, så huskede jeg tydeligt billederne, og efterhånden som jeg læste ordene igen nu, kom erindringen om dem også tilbage. Min mor og jeg læste nemlig bøgerne om tante Grøn, tante Brun og tante Lilla, da jeg var lille, og billederne bringer hele følelsen levende tilbage fra hukommelsens gemmer. Derfor var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var nødt til at eje og genlæse historierne i denne utroligt dekorative udgave.

Historierne er både tegnet og fortalt af Elsa Beskow, og denne bog indeholder fem fortællinger, som oprindeligt blev udgivet i perioden 1919 til 1963. Foruden farveillustrationerne er der på hver anden side, sammen med teksten, fine sorte silhuetter, der også viser en del af handlingen, og tilsammen fungerer det virkelig godt og giver et virkelig fint udtryk.

Tanterne bor i et lille hus, hvor de hver især tager sig af hver deres hjemlige sysler. Deres søde, lille hund, Prik, løber en dag væk, men heldigvis finder de ham igen og møder ved samme lejlighed de to forældreløse børn, Per og Lotte, som tanterne efterfølgende tager sig af og lader bo hos sig sammen med kattekillingen Esmeralda.

Historierne fortælles som klassiske eventyr - den første starter endda med ‘Der var engang...’, og det er tanternes, hr. Blå, børnenes og hundens eventyr, vi tages med på bogen igennem.

Sprogbrug og handling osv. bærer absolut præg af den tid, det er skrevet i. Det hele er ikke nødvendigvis politisk korrekt, eller sådan som man ville gøre tingene i dag, men der er ikke nogen ond mening bag, og det er en hyggelig lille tidslomme og rejse tilbage til en svunden tid.

Bogen her kan varmt anbefales til alle, både unge og gamle, børn og voksne, folk der har læst den som børn og vil have opfrisket minderne, men også den nye generation af læsere, der kan lide søde fortællinger fra livet i “gamle dage”, som de nok vil synes, at dette er.



onsdag den 20. marts 2019

"Mine venner" fra Forlaget Fortæl



Titel: Mine venner    Forfatter: -   Udgivelsesår: -    Forlag: Forlaget Fortæl

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Fortæl

Da jeg blev kontaktet af Forlaget Fortæl og spurgt, om jeg havde lyst til at teste deres fine vennebøger, var jeg ikke lang tid om at takke ja. Det er sådan et fremragende koncept, hvor du opretter en bog online og udvælger op til 16 venner og inviterer dem til at bidrage til bogen. Herefter besvarer de en lang række spørgsmål om dig og jeres venskab, og når alle de inviterede har svaret eller tidsfristen (som du selv har valgt) udløber, bliver besvarelserne sendt til forlaget. Herefter bliver bogen trykt og håndindbundet af en bogbinder, så kvaliteten er i top. Det færdige resultat er dermed din egen personlige bog, fyldt med dine bedste venners ord. Du modtager den endda i den smukkeste indpakning.

Selve bogen er pænt og overskueligt sat op med letlæselige skrifttyper samt et sart og stemningsfuldt farvetema. Der er flotte, grafiske detaljer og citater undervejs – og endda en lille læsesnor, så det hele er holdt meget simpelt og stilrent, og jeg vil næsten vove at påstå, at alle kan være med, uanset personlig smag.

Der er rigtig meget positivt at sige om bogen, så lad os starte der. For det første er det en fantastisk idé både til dig selv, men også oplagt at give i gave til en ven eller veninde. Det er nemlig så genialt lavet, at du bare skal invitere folk online til at bidrage enten via et link eller facebook, så I behøver ikke at skulle samles alle 16 fysisk for at skabe bogen, og så er det en unik og personlig gave, som de fleste ville blive ovenud lykkelige for at modtage. Da jeg havde modtaget min bog, var vi dog et lille hold, der satte os sammen og læste hinandens svar, hvilket var en vildt underholdende og hyggelig måde at genopleve en masse fælles minder.

Dét gav mig også lejlighed til at spørge dem lidt ind til, hvordan deres oplevelse med at bidrage til bogen havde været, for jeg har jo i virkeligheden ikke selv løftet en finger, men blot sat alle de andre i arbejde med at besvare spørgsmål og skrive søde ting til mig (og TAK for det <3 ). Jeg fornemmede, at der var bred enighed om, at der måske var lidt for mange spørgsmål at besvare, og at nogle af spørgsmålene måske også mindede lidt for meget om hinanden, så man sagtens kunne have fået det samme ud af besvarelsen med lidt færre spørgsmål. Netop også de mange spørgsmål gjorde det til en tidskrævende affære, hvilket nogle af dem ikke havde været forberedt på, så det måtte tages over flere omgange for ikke at køre træt i det. Vi snakkede også om, at det kunne have været sjovt, hvis hver person havde fået lov at uploade et eller flere billeder til deres sider – både af dem selv, så der var et billede af den, der havde besvaret spørgsmålene, men evt. også et par sjove billeder, der kunne knyttes til de forskellige spørgsmål.

Det eneste lille ”men” jeg har overfor bogen, som jeg ellers er utroligt begejstret for både med hensyn til udseende, kvalitet og indhold, er prisen. Kvalitet koster, det er der ingen tvivl om, men 650 kr. er rigtig mange penge for en vennebog, selvom der ikke er en finger at sætte på design og håndværk. Personligt er kvaliteten dog måske i virkeligheden næsten i overkanten – for mig behøver en vennebog som denne ikke at være så eksklusiv eller ekstravagant, for mig er det ordene indeni, som er skrevet af dem, jeg holder allermest af, der er det vigtigste, og så kunne bogen sagtens være kommet i en mere ”skrabet” udgave, hvis det bevirkede, at jeg ville have råd til at give én magen til i gave til alle mine venner. Men det er nu engang dét, brandet har valgt at fokusere på, og garanteret også dét, der gør dem unikke og salgbare i andre sammenhænge, men der vil absolut også være nogen, der som mig sagtens ville kunne leve med et andet og mere prisvenligt format – så måske det var en idé til videreudvikling; at beholde konceptet, men at man ved bestilling så kunne vælge mellem forskellige materialer eller kvaliteter til selve udformningen af bogen og presse prisen lidt ned, hvis det var det, man ønskede.

Men når det ene lille ”men” angående prisen er af vejen, så er det altså et superfint koncept og en lækker præsentation, som jeg absolut ikke har noget negativt at sige om. Derudover er deres hjælpsomhed og kundeservice helt eminent, så de kan kun få mine varmeste anbefalinger.

Hvis I har lyst til at få lavet jeres egen udgave af ”Mine venner” kan det gøres på Forlaget Fortæls hjemmeside, som I finder lige her.



tirsdag den 19. marts 2019

"Den halve verden (Det Splintrede Hav #2)" af Joe Abercrombie



Titel: Den halve verden (Det Splintrede Hav #2)   Forfatter: Joe Abercrombie   Udgivelsesår: 2018 (org. 2015)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Dette er anden bog i Det Splintrede Hav serien. Jeg var vildt begejstret for første bog, Den halve konge, som jeg har anmeldt lige her. Selvom jeg ikke er helt lige så begejstret for Den halve verden, er den stadig virkelig en god læseoplevelse og et absolut must read, hvis man også elskede første bog i serien.

Vi følger igen Yarvi, som er blevet rådgiver, men nu er han mere en bikarakter, og i endnu højere grad følger vi en række nye karakterer. Hvor første bog udelukkende var fortalt fra Yarvis synsvinkel, er denne delt op i kapitler med forskellige fortællere.

Den ene nye stemme er Torn. Hun er en badass kvindelig hovedperson, der slår alle i sværdkamp, selvom det ikke er normalt for kvinder i denne verden at have den slags talenter og at fokusere på dem frem for huslige sysler. Man får hurtigt en fornemmelse af, hvilken slags karakter, Torn er. Ikke nødvendigvis fordi hun er en stereotyp, men derimod fordi hun er præcist skildret, hvilket faktisk gør sig gældende for alle karakterer i bogen. Det har altid været hende alene mod verden, og endnu mere så, da der sker et uheld på kamptræningspladsen, og hun bliver stemplet som morder. Hun stiller i det hele taget en række vigtige spørgsmål om kvindelighed, feminisme, og repræsenterer et opgør mod de traditionelle kønsroller, hvor det forventes, at kvinder står hjemme ved kødgryderne og lader mændene svinge sværdene - men det har Torn aldrig villet affinde sig med. For at slippe for at blive henrettet lover Torn at tjene Fader Yarvi på Søndenvinden.

Brand er den anden nye hovedperson, og han kæmper med sin samvittighed og sit mod, da han allerhelst vil gøre det rigtige og være god. Kong Uthil sender krigere på togt, deriblandt Brand - eller det var i hvert fald meningen, men han bliver fravalgt i sidste øjeblik og ender som dranker uden noget at miste. Der er krig under opsejling, og som rådgiver må Fader Yarvi være snu og strategisk, holde sig venner med deres fjender og skaffe nye forbundsfæller i selskab med Torn og Brand i et farligt, politisk spil, der fører dem vidt omkring.

Det er ikke en direkte fortsættelse i klassisk forstand, da vi følger de nye hovedpersoners handlingsspor mere, end vi egentlig følger Yarvi. Det er samme sted og univers med mange af de velkendte personligheder, der dukker op fra tid til anden, men jeg tror faktisk godt, at bøgerne ville kunne læses uafhængigt af hinanden, for det er en helt ny historie, et helt nyt plot og nye problemstillinger, uden de helt store overlap fra forrige bog. Når det så er sagt, vil det selvfølgelig give mere mening og kontekst netop at læse denne som en efterfølger.

Det er spændende at lære mere om verden og universet, der langsomt og gradvist bygges op med flere informationer og mere baggrundshistorie, der gør det lettere at sætte sig ind i, hvorfor nogle af karaktererne opfører sig, som de gør, og hvordan alting hænger sammen med landene, kongerne og guderne. Det bliver endnu mere tydeligt, at det er en ubarmhjertig verden, hvor dem, man deler skib med, bliver ens nærmeste uanset om man vil det eller ej. Og således finder Torn og Brand en ny familie, mens de samtidig rykker tættere på hinanden.

Der er måske lige lovligt meget om skibe og livet til søs, men det er selvfølgelig dér, en stor del af handlingen foregår, nemlig på et skib og i forbindelse dermed. Men det bliver af og til lidt langtrukkent, og det minder på mange punkter om første bog, hvor det var Yarvi, der var underdog og skulle bevise sit værd, hvorimod det er Torn og Brand, der deler dén rolle nu, hvilket er lidt ensformigt. Oveni er der også næsten for mange ligegyldige kampscener. Eller, ligegyldige er de jo ikke nødvendigvis, for vi lærer noget om karaktererne og deres personligheder gennem observationer af deres kampteknikker osv., men jeg ville næsten hellere have haft den effekt gennem dialog, som det fx sker med deres mange filosofiske betragtninger, som fungerer rigtig fint.

Hvis man kunne lide første bog, vil man helt sikkert også kunne lide denne. Den fortsætter samme stil, både med gamle og nye karakterer, politisk magtkamp, krig, et hårdt liv til søs og det hårde liv ved hoffet, hvilket tilsammen skaber en solid og spændende blanding af virkelig mange forskellige ting. Jeg savnede lidt samme følelse og plot twists som i første bog, så den lever ikke helt op til, men er stadig rigtig god, og jeg glæder mig til at læse videre i serien.



mandag den 18. marts 2019

"Fanget i Caribien?" af Pamela Fagan Hutchins



Titel: Fanget i Caribien?   Forfatter: Pamela Fagan Hutchins   Udgivelsesår: 2018 (org. 2014)   Forlag: Palatium Books
 Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books

Dette er tredje bog i ‘Det der ikke slår dig ihjel’-serien om Katie. Mine anmeldelser af de to første bøger kan læses lige her og her. Hvis du endnu ikke har læst de to første bøger, så vent med at læse denne anmeldelse for at undgå spoilers.

Der er gået cirka et år, siden vi sidst fulgte Katie, der stadig bor på St. Marcos og nu er gift med Nick samt mor til tre - så der er sket en del siden begivenhederne i forrige bog, og ikke mindst er hun nået milevidt, siden vi stiftede bekendtskab med hende i første bog. I starten er der en del referencer til det, der er sket tidligere, hvilket er super rart lige at få opfrisket.

Der bliver skruet ekstra op for voodooen, da det viser sig, at huset Annalise muligvis er bygget ovenpå en gravplads, hvilket anses som at vanære de døde. Kombineret med et lig, som de pludselig finder ved deres hus efter at have hørt et pistolskud, tyder det på, at der endnu en gang er optræk til problemer på den caribiske paradisø. Nick er privatdetektiv og skal arbejde på sagen om den døde mand fra deres indkørsel. Nu bliver de hvirvlet ind i en langt større og alvorligere sag, der involverer mexicanske narkokarteller og et kæmpe oliefirma. Og pludselig forsvinder Nick.

Det er lidt for meget og lidt for urealistisk at tilsyneladende ALT, hvad der kan tænkes at være korrupt på øen, pludselig får en forbindelse til Katie – det virker næsten som om, at det bare er for, at der skal ske noget. Nu hvor hun har en familie, forstår jeg ikke, hvorfor hun ikke forsøger at holde sig ude af den slags - meget af det er naturligvis ude af hendes kontrol, men det, der ikke kommer af sig selv, skal hun sørme nok sørge for at opsnuse og stikke sin næse i. Jeg ved godt, at det skaber historien og holder tempoet højt, men det er utroligt tæt på at være for meget af det gode, og det er ikke troværdigt længere - om end der er en vis underholdningsværdi i det, men der er ingen karakterudvikling, Katie ændrer sig ikke eller lærer af sine fejl, og hun reagerer på samme måde hver eneste gang, der sker noget, hvilket bliver lidt trættende i længden - i hvert fald for mig, der i langt de fleste situationer ville have handlet anderledes og, for mit eget vedkommende, mere logisk. Men igen, det er nok en smagssag, og andre vil muligvis finde Katie charmerende, hvilket jeg også gjorde på nogle tidspunkter igennem de første bøger.

Jeg holder stadig fast i, at forfatteren vil for meget på én gang og skyder historien afsted i alt for mange forskellige retninger. Også de samme stereotyper og floskler bliver gentaget ligesom i de to foregående bøger. Noget, der også igen irriterer mig, er måden personerne kun bliver karakteriseret voldsomt overfladisk på deres udseende, på nogle meget kropsfikserede måder, som på ingen måde er flatterende eller kvindefremmende - tvært imod efterlader det et billede af, at kvinder skal være tynde, have store bryster og numser og glat hud for mændenes skyld. Så på dén front er der desværre heller ikke sket en forbedring. Så kan det godt være, at Katie skal fremstå rapkæftet og selvstændig, men hun har stadig et kæmpe problem med sit selvbillede og kvindeopfattelse - hver gang en ny kvinde introduceres eller omtales, er det som om, at Katie lige skal vurdere ud fra kvindens udseende, om hun udgør en trussel mod hendes ægteskab, og om der er grund til at være jaloux - selv på hendes såkaldte bedste veninde Ava.

Men hvis man kan se igennem fingre med de åbenlyse problematikker og læse historien for hvad den er - let underholdning, som man ikke bør eller skal tænke dybere over, for i så fald falder det fra hinanden (i denne desværre en tand mere end i de foregående bøger) - så er det en underholdende serie i den meget lette ende af spektrumet, der dog til min smag har for meget fokus på udseende og penge.

Til fans af serien er denne bog selvfølgelig et must read, for den giver i en lidt udvandet udgave det samme som de øvrige bøger. Jeg var underholdt, men Katie begyndte at irritere mig som karakter, så måske det for mit vedkommende havde været fint at runde af efter bog nummer to eller måske have ventet længere med at læse denne, for der er ikke ret mange handlingsspor, der følger med videre - det er konstant nye ting, der dukker op og forstyrrer familieidyllen, og som nævnt var jeg ved at være mættet af det lettere urealistiske drama. Men hvis man er til den slags - og det er der absolut intet galt i at være, det er helt hundrede en smagssag - så kan denne bog, og serien i det hele taget, anbefales.



onsdag den 13. marts 2019

"Farvel til Caribien?" af Pamela Fagan Hutchins

Titel: Farvel til Caribien?   Forfatter: Pamela Fagan Hutchins   Udgivelsesår: 2018 (org. 2013)   Forlag: Palatium Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books

Dette er anden bog i serien om Katie. Den første bog har jeg anmeldt lige her. Jeg synes egentlig, at første bog fungerer fint som en selvstændig fortælling, hvor alt er afsluttet og afrundet, og som sådan mangler den ikke en fortsættelse. Så jeg har været spændt på, om denne ville få mig til at ændre mening, og om det ville være en god fortsættelse. Jeg ville nemlig gerne læse mere om Katie, og jeg ville også gerne have opklaret lidt mere omkring, hvad hele spøgelsesdelen går ud på. Det det havde alligevel en afgørende rolle i første bog, selvom det var meget mystisk og ikke rigtigt blev forklaret – desværre blev jeg ikke ret meget klogere på dét punkt i Farvel til Caribien?

Da denne bog starter, har Katie efterhånden boet et stykke tid i Caribien og har fået opbygget et liv og blevet en større og mere integreret del af øen med venner og næsten-kæresten Bart, sceneoptrædener med Ava og ikke mindst det berygtede jumbie-hus Annalise. Barts køkkenchef bliver fundet død. Øen er lige så farlig og korrupt, som den hele tiden har været, og på en eller anden måde lykkes det Katie at blive rodet ind i størstedelen af de lyssky og melodramatiske ting, der foregår.

Pludselig dukker Nick op på øen. Nick, som hun egentlig flyttede væk fra Dallas for at komme på afstand af, da han ikke gengældte hendes kærlighed. Jeg havde lidt håbet, at historien mellem de to ikke var helt slut. Ikke fordi han egentlig har været særlig sød mod hende, men hvem er ikke vild med en second chance romance, hvor folk, der er blevet afvist, får muligheden for at finde lykken alligevel? Men han har jo som sagt såret hende før, så kan hun undgå at blive såret igen?

Ligesom i første bog vil denne historie i rigtig mange forskellige retninger, så det er svært helt at danne sig et overblik over, hvad det primære fokus er. Der er stadig spøgelseshistorien med Annalise; så kærlighedshistorien mellem Nick og Katie; så er der pludselig noget drama med Nicks søster, der har en stalker; en af Katies håndværkere kommer ud for en ulykke, der sinker hele ombygningen af huset; Bart begynder at opføre sig sindssygt, og der er stadig et uopklaret drab på en køkkenchef. Det kunne sagtens have været holdt meget mere simpelt, for det er næsten for meget på én gang og bliver mere og mere urealistisk, selvom det selvfølgelig holder tempoet og spændingen i bogen - det springer dog alt for hurtigt fra det ene problem til det næste. Ting eskalerer, for så egentlig ikke at betyde det vilde alligevel, men bevæger historien et stykke videre hver gang - selvom en del er unødvendigt. Det ville have klædt fortællingen med en klarere rød tråd, så den ikke stikker af i så mange forskellige retninger. Det virker ikke naturligt, men nærmere som om, at tingene bliver skrevet ind for at passe i forfatterens plan og forestilling om de ting, der skal ske; oftest lidt rigeligt belejligt - og i en velskrevet historie skal det netop virke som om, at tingene sker af sig selv og ikke som et led i forfatterens Master Plan - så her er forfatteren altså i min optik ikke helt lykkedes, desværre.

Jeg nød dog stadig det meste af tiden at læse om Katie, Annalise og alle de andre, og bogen er underholdende og letlæselig, hvis man ikke begynder at dykke for dybt i den.

lørdag den 9. marts 2019

"Knivens stemme (Chaos Walking #1)" af Patrick Ness


Titel: Knivens stemme (Chaos Walking #1)   Forfatter: Patrick Ness   Udgivelsesår: 2018 (org. 2008)   Forlag: CarlsenPuls
Reklame: De to krus er en gave fra CarlsenPuls. Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Bogen handler om drengen Todd og hunden Manchee, der bor i byen Prentisstown. På grund af en Støj-bakterie, der blev udløst under krigen af de såkaldte spacks, kan alle høre menneskers og dyrs tanker – så Todd og Manchee kan rent faktisk tale sammen, selvom en hund egentlig ikke har så meget at sige. Man kan aldrig være i fred i Prentisstown, og jeg bliver helt klaustrofobisk ved tanken - og dem der ikke blev dræbt af bakterien, hvilket var halvdelen af mændene og alle kvinder, er da også endt med at blive mere eller mindre vanvittige. Todd opholder sig derfor meget i sumpen for at få lidt fred fra al den Støj, der er i byen og blandt andre mennesker, selvom han aldrig helt undgår Støj. En dag finder han dog et mystisk sted, helt ægte fri for Støj, hvilket burde være umuligt - men det er ikke desto mindre virkeligt. Det viser sig at være større, end han først troede, for da folk finder ud af, at han har opdaget hullet/revnen i Støjen, må han flygte ud af byen med Manchee. Verden og livet, som han kender det, forandres, da han kommer ud og gør en chokerende opdagelse, og derfra følger vi hans flugt og forsøg på at navigere rundt i en verden, der har forandret sig for altid.

Patrick Ness har skildret en kaotisk, postapokalyptisk og dystopisk verden på en levende måde, og det er bestemt ikke en verden, man har lyst til at opleve med egne øjne, for det er samtidig et samfund, hvor bøger og undervisning er dømt skadeligt. Todd har mistet sine forældre, der er ingen kvinder tilbage, og han er den yngste dreng i byen. Han bliver snart en mand, helt præcis om en måned, hvor han fylder 13 år – men hvad vil det sige at være en mand? Forestillingen om mandighed udfordres på den færd, han drager ud på – han kommer fra en verden fyldt af toksisk maskulinitet, og han har været vant til at skulle forsøge at stoppe sig selv, hver gang han føler trang til at græde, og han er flov over, at han ikke automatisk tyr til vold for at løse situationer, og at han ikke er i stand til at dræbe. Kvinder er bogstavelig talt ingenting i denne verden.

Bogen er skrevet i en form for dialekt (jeg tjekkede lige med den engelske version, det er det samme) - præcis som Todd tænker eller ville fortælle historien direkte til dig, hvilket gør det intenst og personligt. Jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen i starten, men så fungerede det egentlig meget godt og blev autentisk og mere realistisk på den måde.

Som altid er det et unikt, interessant og fascinerende univers, Ness har skabt - ikke som noget jeg nogensinde før har læst – fyldt med mørke og en dyster, ildevarslende dommedagsstemning. Det er en spændende, postapokalyptisk overlevelseshistorie, hvor de flygter fra ondskaben og forsøger at finde det gode - og ikke mindst selv at forblive gode og ikke lade sig opsluge af meningsløsheden - alle de etiske og moralske overvejelser i sådan nogle situationer er taget med, hvor man af nød bliver tvunget til at gøre ting, som man ikke bryder sig om, og hele tiden have for øje, hvad der skal til for at overleve.

Ingen af Ness’ bøger er ens, men man kan alligevel mærke hans islæt og stil, selvom han konstant fornyer sig, hvilket er imponerende. Det er altid intelligent udført og giver mening på en helt vild måde, selvom meget af det intet har med virkeligheden eller vores verden at gøre, men han må have en fantasi af episke proportioner.

Jeg var blevet spoilet en lille smule om noget forfærdeligt, der ville ske - så jo længere jeg kom, jo mere bange var jeg for rent faktisk at nå til det sted i bogen. Jeg var både spændt på, hvad der præcis ville ske, men samtidig ville jeg ikke have det til at ske - og det gjorde ondt, virkelig ondt at læse, da jeg endelig nåede dertil.

Bogen slutter med noget af en cliffhanger, så jeg er SÅ spændt på at læse videre i næste bog! Jeg glæder mig også til filmatiseringen, for jeg forestiller mig, at historien kommer til at gøre det forrygende på det store lærred.