søndag den 27. december 2015

Nye bøger #8: Jul og fødselsdag 2015


Med fødselsdag og juleaften samme dag, bliver man virkelig forkælet med hygge, god mad og gaver. I år var ingen undtagelse, og især på bogfronten var det utroligt indbringende!

Intet mindre end 13 bøger og en notesbog pakkede jeg op i løbet af dagen og aftenen, og jeg er vildt begejstret for hver og én.

På billedet ses:

Alene i Paris, af Jojo Moyes
Fairest of All, af Serena Valentino
The Beast Within, af Serena Valentino
Cinderella, or The Little Glass Slipper, af Camille Rose Garcia og Charles Perrault
Den Rubinrøde Krønike, af John Stephens
Kissed by an Angel 1-3, af Elizabeth Chandler
Det Ulmende Oprør, af Sabaa Tahir
Seven Novels, af Jules Verne
Den Fortryllede Skov, af Johanna Basford
This Shattered World, af Amie Kaufman
These Broken Stars, af Amie Kaufman

En rigtig skøn bogstak, som jeg glæder mig meget til at komme i gang med at læse!

Har I haft en god jul? Og var der firkantede pakker under jeres juletræ? :) 

fredag den 25. december 2015

"With Love at Christmas" af Carole Matthews


Titel: With Love at Christmas   Forfatter: Carole Matthews   Udgivelsesår: 2012   Forlag: Sphere

Bogen handler om Juliet og hendes familie, som alle af meget forskellige årsager er endt med at bo sammen hos Juliet og hendes mand, Rick. Både deres to voksne børn, Chloe og Tom, men også Juliets alzheimersramte mor og hendes far, som for nyligt har mistet sin samlever, er flyttet ind. Chloe er alenemor og gravid igen, mens Tom slæber alt med en puls med hjem i seng. Alt er kaos, og alt hvad der kan gå galt, går galt. Alt løser sig dog som regel igen, men det resulterer i mange komiske og akavede situationer undervejs for stakkels Juliet, som bare ønsker at holde en gnidningsfri jul med sin familie.

Juliet og Rick er begge meget kærlige og hjælpsomme, men glemmer ofte sig selv i deres stræben efter at gøre livet lettere for andre. Børnene er dybt egoistiske, og der skal stort set holdes øje med Juliets forældre døgnet rundt, og ingen virker rigtigt til at sætte pris på det, de gør for dem, selvom Juliet og Rick knokler for at gøre alle tilfredse. 

Jeg læste denne bog i løbet af december måned, indimellem eksamenslæsning, skrivning og stress, så derfor gik det en smule langsomt med at komme igennem den. Der var en del gentagelser, og jeg havde indimellem lidt svært ved Juliets indre monologer og tanker, som kørte en del i samme smøre og kunne have sparet bogen for mange sider, uden at have taget noget fra handlingen. Det er ikke den slags bog, det klør i fingrene efter at læse videre i, men den var meget hyggelig og passede godt til juletiden.

Bogen indeholder mange af julens vigtigste budskaber om at være god mod andre og hjælpe dem, som ikke har været lige så heldigt stillede som én selv. Bogen er fyldt til randen med julestemning, humor og hjertevarme, og ville garanteret også være et hit som julefilmatisering. Så vidt jeg har forstået, har Carole Matthews også skrevet andre julebøger, og jeg kunne godt finde på at læse endnu en af hendes bøger til næste jul.

I øvrigt vil jeg gerne ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul – jeg håber, at I havde en fantastisk juleaften i går, og får nogle hyggelige juledage J

torsdag den 17. december 2015

Bookstagram


Så er der shameless selv-promovering på bloggen, endda med fancy mobil-screen-shots og det hele, ja ja ;)

Jeg har nemlig, for et stykke tid siden, oprettet en Bookstagram account på Instagram, hvor jeg deler billeder af bøger og bogrelaterede ting. Det er ofte nemmere lige at lægge et billede op der, end at lave et blogindlæg, så jeg er noget mere aktiv derinde, end jeg har været her på bloggen det sidste stykke tid. Det skyldes i høj grad også, at jeg er midt i eksamensperioden, og derfor slet ikke har tid til at læse og anmelde, selvom jeg virkelig gerne ville.
Der fungerer Bookstagram som en genial og lidt mere overskuelig overspringshandling.

Så hvis I har lyst til at følge med på Instagram, ville jeg blive meget glad. Min account hedder @readingraindrops
Jeg vil også meget gerne følge jer, så smid endelig en kommentar med jeres brugernavn :)

lørdag den 5. december 2015

Secret Santa 2015



I denne uge modtog jeg en fantastisk pakke fra afsenderen 'Secret Santa,' som jeg slet ikke kunne vente med at åbne. Da jeg havde luret, at en del andre også var i gang med at pakke deres Secret Santa gaver op, gjorde jeg det også (thumbs up til dem, som har selvkontrol nok til at vente ;) ).

Indeni befandt sig alle de skønne ting, som ses på billedet ovenfor. Der var hele to bøger, nemlig bog et og to i Morika trilogien, som jeg har ønsket at læse i lang tid. Derudover var der masser af hygge i form af te, chokolade, candy canes, skumhjerter, et fint bogmærke og de blødeste hyggesokker. Da jeg åbnede kortet, dryssede små stjerner og snefnug ud af det, hvilket var en sød og sjov detalje.

Kortet kunne afsløre, at min Secret Santa var Rikke. Et stort tak skal lyde til hende, for at have gjort så meget ud af pakken og ramt så perfekt som det næsten kan være muligt.

Også et stort tak til Frk. Hyms, som har stået for at arrangere det hele - det har hun gjort godt, og jeg håber, at hun gentager successen til næste år. Det har været så hyggeligt selv at sammensætte en Secret Santa gave, sende den afsted, og derefter spændt vente på, at posten skulle have en med retur.

De udpakkede gaver jeg indtil nu har set rundt omkring, har været så fine, og alle har virkelig gjort det godt. Jeg venter stadig spændt på, at min egen Secret Santa pakker sin gave op, og krydser fingre for, at hun kan lide den.

Jeg er meget begejstret, og vil helt sikkert deltage igen, hvis muligheden byder sig!

Har I deltaget i dette års Secret Santa? Hvordan har jeres oplevelse været? :) 

tirsdag den 1. december 2015

Julelæsning 2015


December har altid været, og vil nok altid være, min yndlingsmåned. Den 24. december kan jeg fejre både fødselsdag og juleaften, og måneden er derfor ekstra fyldt med hygge, familie, gode venner, mad og gaver.

I december plejer jeg også gerne at tilpasse min læsning til et jule- og vintertema, og har derfor fundet nogle bud på bøger, som kan passe hertil.

Let it Snow af Debbie Macomber m.fl., og Let it Snow af John Green m.fl. har ikke kun titlen til fælles, men er begge samlinger af tre kærlighedshistorier, som alle foregår ved juletid. Jeg læste dem i juledagene sidste år, og dertil passer de helt perfekt.

Dash & Lily’s Book of Dares af Cohn & Levithan var vildt hypet for et par år siden, og er da også en hyggelig bog om to unge, som mødes gennem en bog hvori de hver især skriver små udfordringer til hinanden.

My True Love Gave to Me af Stephanie Perkins m.fl. læste jeg også sidste år, og det er virkelig en dejlig samling af jule- og vinterhistorier.

I år har jeg tænkt mig at læse With Love at Christmas af Carole Matthews, ’Twas the Night Before Christmas and Other Christmas Stories fra Wordsworth Children Classics, og Christmas Stories fra Everyman’s Pocket Classics. Et tilbagevendende tema, udover jul og vinter selvfølgelig, er at jeg nyder at læse samlinger af kortere fortællinger op mod jul. På den måde kommer jeg ud på mange flere forskellige eventyr J


Hvad skal I læse i december? J

lørdag den 21. november 2015

Nye bøger #7: En god blanding


Det bliver ikke til meget læsning for tiden, desværre, men det afholder mig åbenbart ikke fra at anskaffe mig nye bøger. Det er sjovt som det fungerer; når jeg ikke har tid til at få læst så meget som jeg gerne vil, er det som om, at min hjerne forsøger at kompensere for det ved at købe flere bøger.

Jeg bestilte en fin stak brugte bøger hjem fra Awesomebooks som et klap på skulderen til mig selv efter oktobers mid-terms.

Til readathon læste jeg Beastly af Alex Flinn, som jeg var meget begejstret for. Derfor har jeg købt to andre bøger af samme forfatter, A Kiss in Time og Cloaked, som begge skulle være fairytale retellings, ligesom Beastly var det.

Out of the Easy af Ruta Sepetys kender jeg ikke så meget til, men den poppede op på en liste på Goodreads, og coveret var så pænt, så jeg tog chancen.

A Gift from Bob af James Bowen var jeg nødt til at anskaffe mig her op mod jul. Jeg elskede A Street Cat Named Bob, og glæder mig rigtig meget til at læse mere om Bob og James.

Winter Tales – Stories to Warm Your Heart er en samling jule- og vinterhistorier, som jeg tænker at hygge mig med i december.

Deep Blue og Rogue Wave af Jennifer Donnelly er de to første bøger i en havfrue-serie, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Bøgerne er i hvert fald virkelig pæne!

Shadow and Bone af Leigh Bardugo er første bog i en serie. Jeg ved ikke så meget om den, men den har fået en del rosende ord med på vejen rundt omkring, så nu prøver jeg den.

Fateful af Claudia Gray skulle, så vidt jeg har forstået, være en slags retelling af Titanic. Det lyder spændende i hvert fald.


I mandags kom jeg hjem fra en uges ferie i Dubai, hvor jeg selvfølgelig også købte et par bøger med hjem fra. Der var dog ikke noget at spare på bøger i Dubai, så jeg begrænsede mig en del, og kom kun hjem med tre bøger. Jeg har dog alligevel planer om at lave et indlæg om den virkelig overvældende boghandel, der ligger i Dubai Mall, Book World Kinokuniya.

I Book World købte jeg den fine lille Alice Everlasting Diary, som er en evighedskalender med et citat fra Alice i Eventyrland hver eneste dag. Derudover købte jeg også malebogen Escape to Wonderland, som desværre ikke lige kom med på billedet. Inden jeg tog til Dubai købte jeg også en anden malebog, Creative Christmas, som heller ikke kom med på billedet. Jeg viser dem muligvis frem i et separat indlæg.

I lufthavnen på vej hjem fra Dubai skulle de sidste kontanter bruges (mega god undskyldning), så der kom Snow like Ashes af Sara Raasch med hjem.

Nightshade 1 & 3 af Andrea Cremer købte jeg for nylig i en genbrugsbutik til 5 kr. stykket. Jeg havde i forvejen bog nummer 2, som jeg engang fandt i Føtex til 10 kr. Så håber jeg bare at de er gode.

Siege and Storm af Leigh Bardugo købte jeg også i en genbrugsbutik, og det er bog nummer to til Shadow and Bone.

Darkness Echoes vandt jeg i en Goodreads Giveaway. Det er en samling af dark fantasy/YA historier, og jeg glæder mig meget til at læse den.

Det er alligevel blevet til en del bøger. Har I anskaffet jer nogle gode bøger for nylig? J

fredag den 30. oktober 2015

"Watchmen" af Alan Moore & Dave Gibbons



Titel: Watchmen   Forfatter: Alan Moore & Dave Gibbons   Udgivelsesår: 2014 (org. 1986)   Forlag: DC Comics


Watchmen er en tegneserie på 12 hæfter, som blev udgivet i midten af 80erne, og senere er blevet udgivet til denne samlede graphic novel. Det er en utroligt kompleks og nuanceret historie, som på én gang kritiserer samfundet og menneskeheden, og udstiller frygten for atomkrig og tredje verdenskrig i USA under den kolde krig.

Den foregår i et alternativt, dystopisk New York i 80erne, hvor nogle historiske fakta er bevaret, mens andre er ændret, fx er Nixon stadig præsident og USA vandt Vietnam-krigen, hvilket gør historien til et spændende tankeeksperiment i, hvordan verden ville se ud hvis disse ting rent faktisk var sket, eller hvis andre små ting var sket anderledes.

Vi følger en række superhelte, eller maskerede selvtægts mænd, gennem forskellige tidslinjer og perspektiver. De forsøger, mere eller mindre forgæves, at opretholde en form for lov og orden. Samfundet er korrupt, folk på gaderne er i oprør og ingen har kontrol over situationen. USA er på grænsen til atomkrig med Sovjetunionen, samtidig med at en ukendt fjende forsøger at dræbe superheltene. Nedenunder alt dette lurer en endnu større trussel.

Bogen handler i høj grad om, hvordan vi undgår verdens undergang, hvem skal have skylden, og hvilke midler det er okay at tage i brug undervejs.  Hvem må bestemme over liv og død? Og hvem bestemmer hvad det ideelle samfund er? Den udfordrer også vores traditionelle opfattelse af superhelte, for ingen af dem i bogen er perfekte, de har alle fejl, og det er svært at skelne mellem hvem der er gode og onde, og om der overhovedet findes sådan en opdeling.


Man skal ikke lade sig narre af tegneserieformatet. Watchmen er ikke let læsning, men derimod tung, mørk og kompleks, men samtidig virkelig interessant. Der er så mange lag til historien, at det er en bog man kan tage frem igen og igen og stadig opdage nye detaljer. Der er en god blanding af action og mere tænksomme passager, mens mysteriedelen vender side efter side, i håb om at finde ud af, hvem der er mastermind bag det hele. Selvom man skal holde tungen lige i munden, kan jeg klart anbefale at læse den!

mandag den 26. oktober 2015

"The Graveyard Book" af Neil Gaiman (#graveyardreads)



Titel: The Graveyard Book   Forfatter: Neil Gaiman (illustreret af Chris Riddell)  Udgivelsesår: 2008   Forlag: Bloomsbury

You’re alive Bod. That means you have infinite potential. You can do anything, make anything, dream anything. If you change the world, the world will change. Potential. Once you’re dead, it’s gone. Over. You’ve made what you’ve made, dreamed your dreams, written your name. You may be buried here, you may even walk. But that potential is finished.”

Jeg læste The Graveyard Book i forbindelse med Rikkes og Malenes readalong #graveyardreads. Jeg havde længe gerne ville læse den, så anledningen var perfekt, og lige op mod Halloween kunne det ikke være mere passende at læse om livet på en kirkegård. Readlongen kører stadig, så det er måske lidt tidligt at poste en anmeldelse, men ingen spoilers, derimod en kæmpe opfordring til at læse den, hvis du ikke allerede er i gang! :) 

Bogen handler om drengen Nobody Owens, kendt som Bod. Han vokser op på kirkegården, opfostret af spøgelser og den mystiske mand Silas, som hverken er død eller levende. Hele Bods familie blev myrdet under mystiske omstændigheder da han var ganske lille, men det lykkedes ham at flygte til kirkegården, som tog imod ham med åbne arme og blev hans hjem. Gerningsmanden er dog stadig derude, og venter blot på at gøre sit arbejde færdigt, så Bod er ikke i sikkerhed i de levendes verden.

De første mange kapitler beskriver perioder i Bods opvækst, hvor han oplever spændende og ofte overnaturlige ting. Vi lærer hans familie og venner på kirkegården at kende, og i store træk er det nogle fantastiske personligheder vi møder, som gør bogen meget underholdende. Samtidig forsøger Bod at finde ud af, hvor han passer ind; i de levendes eller de dødes verden. Hvert kapitel indledes med en fabelagtig illustration af Chris Riddell, og hver eneste gang var jeg dybt imponeret over hvor enkle og detaljerede de var på samme tid, og de passede perfekt til historien. Hen mod slutningen tager historien virkelig fart, men afsluttes efter min smag lidt for hurtigt. Jeg savnede mere uddybning af hele historiens centrale mysterium, hvilket er grunden til, at den ikke får topkarakter. Jeg elskede historien, men sad tilbage med en følelse af, at der manglede en brik til puslespillet.

Bogen var aldrig neglebidende uhyggelig, men nærmere spændende og mystisk, da kirkegården ikke er et ondt sted, men dets beboere derimod er kærlige og humoristiske. Det er faktisk snarere de levende, som portrætteres som ondskabsfulde og uhyggelige. Som altid skriver Neil Gaiman fantastisk, historien var magisk, og bogen er perfekt til efterårets grå og triste dage.

Fun fact: Jeg selv bor i en bygning, som udenpå ligner en kirke, men er renoveret indvendigt til ungdomsboliger. Jeg er ikke sikker på, om det rent faktisk engang er blevet brugt som kirke, men i hvert fald gik min onkel i søndagsskole i bygningen da han var lille. Noget af det første jeg møder, når jeg går ud af hoveddøren, er kirkegården, som bogstaveligt talt er min baghave. Så er ’The Graveyard Book’ lige pludselig ikke for sjov længere, når man går alene hjem om aftenen ;)




Læser du med? Hvis ikke, kører #graveyardreads helt frem til d. 31. oktober, så du kan stadig nå at være med! Jeg kan i hvert fald kun anbefale at læse The Graveyard Book J

torsdag den 22. oktober 2015

Nye bøger #6: Heldig kartoffel



På det seneste har jeg været virkelig heldig at vinde tre bogkonkurrencer, som i alt bragte hele 6 bøger min vej. Derudover fik jeg lov at anmelde en bog for Plusbog.dk, har bestilt en rejsebog og resten er endnu en gang genbrugsfund.

Hos Krimihjerte var jeg så heldig at vinde Det der ikke slår os ihjel af David Lagercranz i hendes fine fødselsdagskonkurrence.

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson, Som stjerner på himlen af Jennifer Niven, og The Selection af Kiera Cass var jeg så heldig at vinde hos søde Xenia. I pakken fra Gyldendal med Jeg henter solen ned, lå desuden Monster af Patrick Ness, hvilket var en fantastisk overraskelse, da jeg tidligere på sommeren havde lånt den på biblioteket, elsket den, og anmeldt den her.

Bogen Robbie the Dysfunctional Robot af D. Miller vandt jeg i en Goodreads giveaway. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med den, men jeg må nok hellere læse og anmelde den derinde på et tidspunkt.

Heksefuglen af Peter Gotthardt er en gammel børnefavorit, så det var med stor glæde, at jeg faldt over den i en genbrugsbutik. Jeg lånte den tidligere på sommeren på biblioteket og anmeldte den her.

Etta og Otto og Russell og James af Emma Hooper fik jeg tilsendt til anmeldelse af Plusbog.dk’s anmelderkorps, og jeg har anmeldt den lige her.

Lonely Planet’s Pocket Guide til Dubai har jeg købt for at få nogle tips og råd inden turen går dertil d. 9. november, og den virker indtil videre til at give et rigtig godt overblik.

Til slut var Han er bare ikke vild med dig af Greg Behrendt og Liz Tuccilo, Artemis Fowl af Eoin Colfer, og Faerie Wars af Herbie Brennan, fine genbrugsfund til en samlet pris på kun 20 kr.


Har I anskaffet jer nogle gode bøger på det seneste? J

lørdag den 17. oktober 2015

Dewey's Readathon, oktober 2015: Løbende opdatering


Dette indlæg vil løbende blive opdateret gennem hele læsedøgnet

Nu er dagen her endelig. Kl. 14.00 går Dewey’s Readathon i gang og for mig bliver det første gang, at jeg aktivt deltager. Jeg glæder mig både til at læse, snacke og drikke iskaffe, og følge med hos alle de andre søde bogbloggere.

Min bogstak er i min ubeslutsomhed vokset lidt, men jeg er ret godt tilfreds med udvalget. Der er noget til ethvert humør og træthedstilstand, så jeg er sikker på, at læsedelen nok skal blive fantastisk, uanset hvad jeg ender med at læse.

Snacks, mad og drikkevarer er købt ind, så i princippet behøver jeg ikke at forlade min lejlighed før engang i morgen – selvom lidt frisk luft nok ikke er at kimse af. Jeg har købt rigelige mængder iskaffe og rød sodavand, i går bagte jeg kanelsnegle, jeg har en pizza i køleskabet som er klar til at komme i ovnen så snart jeg bliver sulten ved aftensmadstid. Hindbær, chips og mit yndlingschokolade er også klar, og så har jeg været ekstra ulækker og købt chili cheese nuggets fra Aldi. Så på grovæderfronten mangler der i hvert fald ikke noget ;)

I sidste øjeblik kom jeg i tanke om, at det måske var en meget god idé, at få skiftet de tre pærer der var sprunget i min lysekrone. Det er fixet, så jeg nu rent faktisk også kan se hvad jeg læser. Mit læsehjørne i sofaen er fyldt op med tæpper og puder, mit mest behagelige hyggetøj ligger klar og nu venter jeg egentlig bare på at klokken bliver 14.00 så vi kan komme i gang, for jeg er så klar!

Er I klar til readathon? Skriv endelig hvor jeg kan følge jer i løbet af de 24 timer! :) 


Kl. 13.52: De sidste minutter inden start bruger jeg på at få udfyldt the Introductory Meme:

1) What fine part of the world are you reading from today?
Jeg læser fra min lille lejlighed i Vejle, Danmark.

2) Which book in your stack are you most looking forward to?
Uha, det er svært at sige. 'Talon' af Julie Kagawa er jeg ret spændt på, hvis jeg kan nå den.
3) Which snack are you most looking forward to?
Det hele! Men chokolade er altid godt, så måske det...
4) Tell us a little something about yourself!
Jeg hedder Karina, er 24 og bor i Vejle. Til daglig læser jeg Amerikanske Studier på SDU, og læser generelt mange bøger inden for mange forskellige genrer. Og så har jeg to katte!
5) If you participated in the last read-a-thon, what's one thing you'll do different today? If this is your first read-a-thon, what are you most looking forward to?
Det er mit første readathon! Så jeg glæder mig lidt til det hele og er ret spændt på hvordan det kommer til at gå :)

Kl. 14.46: Så er vi i gang! Min første bog blev 'Beastly' af Alex Flinn. Jeg er nu 55 sider inde i den, og den er indtil videre rigtig god. Nu har jeg også tjekket lidt op på hvad der sker i blogland, og det er super hyggeligt :) jeg har dog været så travlt beskæftiget med min bog, at jeg slet ikke er begyndt at snacke endnu (gisp!).

Kl. 16.58: Endnu en lille pause til at følge med hos alle de andre læsere. Det ser ud til at gå rigtig godt rundt omkring! Jeg er selv nået ca. halvvejs igennem 'Beastly,' og det var virkelig et perfekt valg som første bog. Jeg har også fået spist lidt chokolade og chips siden sidst, og nu er jeg ved at varme lidt pizza. Der hygges, men hvor går tiden dog hurtigt :)

Kl. 20.14: Mørket har for længst sænket sig, og stearinlysene er blevet tændt. Jeg har netop færdiggjort min første bog, og 'Beastly' var virkelig en fantastisk læseoplevelse! En fairy tale retelling af den gode slags. Hermed har jeg indtil videre læst 304 sider. Nu vil jeg opdateres på, hvordan det går hos de andre læsere, inden jeg beslutter mig for den næste bog :)


Kl. 20.53: Efter en del diskussion med mig selv (decisions, decisions...) er valget faldet på 'Winnie-the-Pooh' af A. A. Milne. Jeg glæder mig meget til at læse om plysbjørnen, som jeg desværre aldrig rigtigt stiftede bekendtskab med som barn. Det råder jeg bod på nu.

Kl. 23.16: Sidste side om Peter Plys er læst, og det var en rigtig hyggelig bog. Jeg elsker Peter Plys' kringlede logik og den komisk-melankolske Eeyore kunne jeg ikke lade være med at holde af. Samtidig fik jeg spist lidt sen aftensmad bestående af pizza (Peter Plys og pizza <3). 450 sider i alt er læst, og nu går overvejelserne omkring næste bog i gang (the struggle is real!)


Kl. 23.43: Valget af min tredje bog faldt på 'Han er bare ikke vild med dig' af Greg Behrendt & Liz Tuccillo. Jeg kan ret godt lide filmen, 'He's Just Not That Into You,' som er baseret på bogen, så nu ser jeg frem til et par timer med lidt let chick-lit humor.

Kl. 00.53: Jeg er nu 86 sider inde i 'Han er bare ikke vild med dig,' og den er lidt ensformig. Den er dog temmeligt hurtigt læst, så jeg tror jeg fortsætter med den lidt endnu. Jeg har lige haft en længere Instagram pause, for det havde jeg slet ikke tjekket i dag (gisp!), men nu er jeg også opdateret på den front. Nu vil jeg finde iskaffe frem, da trætheden så småt er begyndt at melde sig.

Kl. 02.39: Chili cheese nuggets kl. 02.30 er genialt, just saying. Jeg er stadig i gang med 'Han er bare ikke vild med dig,' og er nu 162 sider inde. Den er ok, men kører virkelig meget rundt i de samme pointer. Jeg regner dog med at blive færdig med den inden alt for længe. Lige pt. er jeg egentlig frisk nok, så jeg har en lille forhåbning om måske at klare hele natten uden søvn. Det kan selvfølgelig godt være at piben får en anden lyd om et par timer...

Kl. 03.50: 'Han er bare ikke vild med dig' er færdiglæst. Den var ok, til tider sjov, men meget amerikansk og generaliserende. Filmen er virkelig meget bedre, men er til gengæld også kun løst baseret på bogen. Bogen er ikke som sådan fyldt med handling, men er nærmere en slags 'selv-hjælpsbog' der forsøger at pille alle fyrenes dårlige undskyldninger fra hinanden som en slags brevkasse, uden at man egentlig får ret meget ud af at læse den... Nu er dilemmaet om jeg skal påbegynde endnu en bog, eller klemme et par timers søvn ind. I alt er jeg oppe på 691 sider.

Kl. 08.00: Omkring ved 04.30-tiden måtte jeg lige tage en lille lur. Og så er jeg virkelig dårlig til at stå op igen, så ca. hver halve time siden har min alarm ringet med gode intentioner og er blevet udskudt, og nu er jeg næsten mere træt end før. Det må læses væk!

Kl. 08.36: Efter lidt blogkiggeri, en kanelsnegl og iskaffe til morgenmad, er jeg efterhånden klar igen. Min næste bog bliver 'Doll Bones' af Holly Black, som jeg håber på at kunne læse færdig på de lidt over fem timer, som er tilbage af læsedøgnet.

Kl. 08.45: Jeg opdagede lige, at jeg er en af de heldige vindere på Dewey's officielle side i Hour 18! Så er det spændende hvad jeg ender med at vinde :) *happy dance*

Kl. 10.05: 40 sider inde i 'Doll Bones,' men jeg har svært ved at holde fokus. Er så træt, så træt, så det sidste stykke tid er blevet brugt på at følge med i andres læsning i stedet for selv at få læst. Giver læsningen endnu et forsøg.

Kl. 12.04: Læsningen skrider kun langsomt fremad og jeg er nu på side 80. Jeg bruger egentlig mere tid på skiftevis at stirre ud i luften og surfe rundt på nettet. Nu er der dog mindre end to timer til slut, så jeg håber, at jeg kan tage mig sammen til at læse lidt mere.

Kl. 14.01: Klokken har passeret 14.00, hvilket betyder, at mit første readathon nu er slut. Men sikke et hyggeligt døgn det har været! Den sidste halve time har jeg nu ikke fået læst noget, men derimod spist et stykke pizza til frokost og gjort et godt indhug i skålen med chokolade. 

Jeg blev ikke færdig med ’Doll Bones,’ men nåede da 130 sider ind i den, hvilket bringer mit slut resultat op på 821 sider. Det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med. Det blev til tre færdiglæste bøger og en halvt færdiglæst. En god blanding af YA, børnebøger og chick-lit. Den længste bog var ’Beastly,’ og til næste readathon kan jeg konstatere, at alt over den længde ikke har noget at gøre i min læsestak, fordi jeg mere eller mindre bevidst gik uden om de længere bøger af frygt for ikke at nå at færdiglæse dem eller ’binde’ mig til en enkelt bog for længe ad gangen. 

Jeg tror dog, at jeg vil holde fast i at udvælge en stor stak med flere valgmuligheder på forhånd, da det fungerede meget godt for mig at have et større udvalg, som alligevel var lidt mere fastlagt end blot at have frit valg på bogreolen. Jeg skal have valgmuligheder, men alligevel ikke for mange ;)

Jeg har hygget mig rigtig meget med at følge med hos andre søde bogbloggere, det har været en fornøjelse! Og jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer, som har fulgt med her hos mig. I har alle sammen været med til at gøre læsedøgnet så uendeligt hyggeligt J

Én ting er sikkert: jeg deltager igen i april! Så indtil da må I have det godt, og jeg håber, at vi ses i blogland J


torsdag den 15. oktober 2015

Goodreads Reading Challenge 2015



I går, da jeg markerede Harry Potter og De Vises Sten som færdiglæst, kunne Goodreads informere mig om, at mit læsemål for 2015 på 100 bøger var nået.

I starten af året havde jeg sat målet på 60 bøger, baseret på hvad jeg nåede sidste år, og med en forventning om, at der nok ikke ville blive helt så meget læsetid i år. Et par gange har jeg dog sat målet op, da jeg allerede omkring juli måned, halvt igennem året og med en god lang sommerferie, havde nået mit første mål.

Det er gået over al forventning. Med endnu 2½ måned tilbage af 2015 kan jeg endda nå at læse mere. Jeg sætter dog ikke et nyt mål, da det bare ender med at stresse mig (irrationelt, I know…) Derfor tror jeg også, at jeg vil sætte målet tilpas lavt næste år, og så gradvist sætte det op, hvis der bliver brug for det.

100 bøger har altid virket helt urealistisk højt for mig, men nu har jeg gjort det; jeg har læst 100 bøger på under et år.


Hvordan går det med jeres Goodreads challenges? Har I for længst nået jeres mål, eller er der langt igen? J

onsdag den 14. oktober 2015

Nye bøger #5: Genbrugsguld



Endnu en gang var jeg rigtig heldig, da jeg besøgte mine to yndlingsgenbrugsbutikker. I starten så det ikke ud til at blive et særligt udbytterigt besøg, men efter jeg spottede den fine illustrerede hardback udgave af Hobbitten til kun 30 kr., gik det lige pludselig stærkt.  





Den lille fine bog Peter Plys og Psykologerne af John Tyerman Williams, som handler om psykologien i bøgerne om Peter Plys måtte også med hjem. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal forvente af den, men forfatteren har en doktorgrad fra Oxford, så mon ikke bogen er fornuftig nok?

Hvor regnbuer ender af Cecilia Ahern har jeg kigget meget på i Føtex, som for nylig havde et tilbud på disse udgaver af hendes bøger. I stedet for 50 kr. i Føtex slap jeg med 5 kr. i genbrugen, hvilket jeg er svært tilfreds med. Jeg kunne godt lide filmen, Love, Rosie, som er baseret på den, så mon ikke jeg også bliver begejstret for bogen.



Kaninbjerget af Richard Adams har jeg længe haft lyst til at læse. Jeg havde egentlig stillet denne udgave tilbage på reolen, for dustcoveret så ikke ud af ret meget. Ved en pludselig indskydelse fjernede jeg det dog, og se lige hvor smuk den var indenunder! Til 5 kr. var der ingen tvivl om, at den skulle med hjem.

Jonathan Strange & Mr. Norrell af Susanna Clarke har jeg hørt, skulle være blevet sammenlignet med Harry Potter bøgerne, så den er jeg meget spændt på at læse (selvom forventningerne nok lige skal justeres lidt alligevel). Desværre er der en flænge i dustcoveret, men bogen er stadig pæn indenunder.



1001 nats eventyr i 16 bind spottede min søster faktisk til mig. Hun havde været så sød at tage med mig, selvom hun normalt ikke kunne være mere ligeglad med bøger (tror nu alligevel hun hyggede sig med at lede efter flotte bøger, hvilket så kom mig til gode!) 150 kr. kostede denne samlede udgave af 1001 nats eventyr, som endda er læderindbundne (måske? Det ligner læder…) med sølvtryk på både forside og ryg, og smukt illustrerede indeni!


Det overrasker mig hver gang jeg besøger genbrugsbutikkerne, hvor fine bøger til meget få penge det lykkes at komme afsted med. Jeg pønser lidt på at gøre det til en månedlig tradition at tage derind, for det er virkelig hyggeligt.


Har I anskaffet jer nogle gode bøger på det sidste? J

tirsdag den 13. oktober 2015

Forberedelser til Dewey's Readathon, oktober 2015: Bogstakken



På lørdag, d. 17. oktober, afholdes Dewey’s Readathon. Fra kl. 14 sættes hele 24 timer af til læsning, og jeg glæder mig rigtig meget til selv at skulle deltage for første gang. De sidste mange gange har jeg ikke selv haft mulighed for at være med, men derimod hygget mig med at følge med fra sidelinjen på forskellige bogblogs. Denne gang har jeg dog sat hele døgnet af til at kunne deltage.

Min bogstak har jeg haft ret svært ved at sammensætte. Min plan lige pt. er, at tage det lidt som det kommer. I stedet for på forhånd at begrænse mig til en mindre, fastsat stak, har jeg indtil nu udvalgt en lidt større stak, så jeg har mulighed for at vælge efter humør på selve dagen. Jeg har ingen idé om, hvor meget jeg kan nå, men jeg har lagt vægt på, at min stak skal være en god blanding af korte og lange bøger. Hvis jeg kan nå 2-3 af dem, er jeg godt tilfreds.

Mit humør og min læselyst svinger meget, så derfor har jeg også udvalgt en god blanding af forskellige genrer og forfattere, som jeg tror, jeg vil have lyst til at læse. Der er lidt til ethvert humør, så jeg ikke sidder fast i det samme og forhåbentlig kan holde fokus. Stakken kan dog nå at ændre sig (ubeslutsomhed, ubeslutsomhed...)

Jeg glæder mig til at dele mit første Dewey’s Readathon med jer. Jeg er sikker på, at det bliver fantastisk!


Skal I også deltage i Dewey’s Readathon, og hvad har I gjort jer af tanker omkring jeres bogstak? J


mandag den 12. oktober 2015

Currently reading #5: Efterårsmagi - en genlæsning af "Harry Potter og De Vises Sten"


Normalt er jeg ikke en genlæser. Selvom lysten ofte er der, vinder de nye bøger på hylderne ofte over de gamle favoritter. I en periode for små 10 år siden genlæste jeg Harry Potter bøgerne igen og igen, men har stort set ikke åbnet dem siden.

Efter en stresset tid på studiet, manglede jeg dog en smule efterårsmagi, som jeg tænkte, at den første bog om Harry Potter måtte kunne levere i efterårsferien. Jeg var lidt spændt på, hvorvidt magien stadig var der, da det er nogle år siden, at jeg sidst har genlæst bøgerne. Især efter den debat, der for nyligt har været (bl.a. hos Paperback Castles) omkring al den hype, der nu er omkring hele universet på de sociale medier, havde jeg brug for at blive bekræftet i, at bøgerne stadig er lige så fantastiske som de altid har været. En tredjedel inde i ”De Vises Sten,” kan jeg konstatere, at jeg som forventet stadig elsker bøgerne, på trods af, at jeg ikke orker hypen og alle tilføjelserne. Hvis Rowling på et tidspunkt udgiver en decideret bog mere til universet, skal jeg nok købe og læse den, ligesom jeg også sukker efter den nye illustrerede udgave. Indtil videre nyder jeg dog min gode, gamle danske udgave.

Hvad læser I for tiden, og er det anbefalelsesværdigt? J

tirsdag den 6. oktober 2015

Top Ten Tuesday #3: Bookish Things to Quit

Top Ten Tuesday er et koncept fra bloggen the Broke and the Bookish, hvor man hver tirsdag laver en top ti over et emne, som de fastsætter. Det er ikke sikkert, at jeg deltager hver eneste tirsdag, men indimellem når jeg føler for emnet, vil jeg udgive et indlæg med dette tema.



I denne uge er emnet 'Bookish Things to Quit,' altså bogrelaterede ting, jeg burde stoppe med at gøre. Det var helt vildt sjovt at lave den her liste, for jeg har faktisk nogle overraskende dårlige bogvaner.


1. Burde stoppe med at købe så mange bøger. Virkelig. Har ikke plads, råd, eller tid til at læse dem.
2. Burde stoppe med at påbegynde så mange bøger på én gang. Det stresser mig, helt irrationelt, at der konstant er min. 6 bøger på min currently-reading shelf på Goodreads.
3. Burde stoppe med at sammenligne mig med hurtigere læsere, og være misundelig når nogen nærmest kan tømme deres bogreol hver eneste måned. Godt for dem. Det kan jeg desværre ikke. Jeg lyder ikke bitter, vel?
4. Burde stoppe med at tvinge mig selv til altid stædigt at færdiglæse bøger, selvom jeg måske ikke bryder mig om dem.
5. Burde stoppe med at fravælge tykke murstensbøger udelukkende på baggrund af størrelsen og den tid jeg vurderer, at det vil tage mig at komme igennem dem.
6. Burde stoppe med at fravælge genrer på baggrund af min formodning om, at det ikke er noget for mig. Tag en chance og prøv noget nyt.
7. Burde stoppe med at overdænge mine bogreoler med andre ting end bøger. Alle former for små nips og pynteting kan jo liiiige stå her foran bøgerne, indtil jeg finder en anden plads til det. Det sker bare sjældent, og de skygger jo for udsynet til mine fine bøger.
8. Burde stoppe med at udregne hvor længe det vil tage mig at læse en bog inden jeg begynder, og så blive skuffet når jeg er en dag længere om det, end beregnet. Livet kommer jo (heldigvis!) i vejen for læsningen indimellem.
9. Burde stoppe med at blive ved med at læse videre i serier, som bliver ved i det uendelige, selvom de egentlig bare skulle være stoppet efter bog nummer tre (House of Night, Vampire Diaries, etc.). Jeg kan bare ikke lide følelsen af noget uafsluttet.
10. Burde stoppe med at lade min reading challenge på Goodreads stresse mig. Det er bare et tal! I år er det heldigvis heller ikke nogen særligt stor stressfaktor, da jeg med vilje satte den lavt
J

Kan I nikke genkendende til nogle af disse ’dårlige bogvaner’? Hvilke bogrelaterede ting burde I selv stoppe med?
J

tirsdag den 29. september 2015

Top Ten Tuesday #2: Readalikes

Top Ten Tuesday er et koncept fra bloggen the Broke and theBookish, hvor man hver tirsdag laver en top ti over et emne, som de fastsætter. Det er ikke sikkert, at jeg deltager hver eneste tirsdag, men indimellem når jeg føler for emnet, vil jeg udgive et indlæg med dette tema.


Denne uge laver jeg en liste med 10 bøger og et readalike til hver, altså et forslag til en anden bog jeg vil anbefale at læse, hvis man var glad for den første.

1.      Stardust af Neil Gaiman – Magonia af Maria Dahvana Headley. Begge indeholder eventyr og flyvende skibe og pirater. Magonia bliver kaldt en blanding af Stardust og John Green, hvilket absolut ikke er en dårlig kombination.
2.      The Hunger Games af Susanne Collins – Fire & Flood af Victoria Scott. Begge indeholder masser af action og unge mennesker fanget i et spil, hvor de kæmper for overlevelse.
3.      Pretty Little Liars af Sara Shapard – The Perfectionists af Sara Shepard. Selvom det måske er lidt snyd at vælge samme forfatter, så er det to forskellige bogserier, som indeholder mange af de samme elementer. Da jeg læste The Perfectionists fik jeg i hvert fald associationer til Pretty Little Liars.
4.      The Fault in Our Stars af John Green – All the Bright Places af Jennifer Niven. De danske titler på disse bøger lyder næsten ens, og jeg tror, at hvis du elsker den ene, elsker du højst sandsynligt også den anden. Husk kleenex.
5.      Jane Eyre af Charlotte Brontë – Wide Sargasso Sea af Jean Rhys. Wide Sargasso Sea er en slags forhistorie, som forklarer Mr. Rochesters forhold til kvinden på loftet.
6.      Det Lille Hus på Prærien serien af Laura Ingalls Wilder – Caddie Woodlawn af Carol Brink. Begge er en historisk fortælling om en pige, som vokser op med stor eventyrlyst i et samfund, hvor små piger skal ses, men ikke høres. Begge stiller sig også spørgende overfor fordommene mod indianere i den amerikanske pioner tid, og er gode barndomsfortællinger fra ’de gode gamle dage’.
7.      The Girl on the Train af Paula Hawkins – Dødenkelt af Peter James. Dødenkelt er min all-time favorit krimi/thriller, om en mand, som under sin polterabend bliver begravet levende under jorden som en del af en prank. Hans venner, som er de eneste der ved, hvor han er, kører galt og bliver slået ihjel inden de kan nå at grave ham op, og så bliver det nervepirrende!
8.      Catch 22 af Joseph Heller – One Flew Over the Cuckoo’s Nest af Ken Kesey. Plot mæssigt minder de ikke om hinanden, men budskabs mæssigt gør de. Begge omhandler opgør med autoriteter og samfundsnormer, og var begge meget populære i USA under 1960ernes ’counterculture’ og ungdomsoprør.
9.      Hvis du mangler god chick-lit, kan jeg anbefale Something Borrowed af Emily Giffin. Det er en virkelig god bog, som i øvrigt også er mindst lige så god i filmatiseringen af samme navn.
10.  Matched af Ally Condie – Breathe af Sarah Crossan. Breathe mindede mig en del om Matched, med sit øde, dystopiske landskab og samfundssystem.

Det var overraskende svært at finde readalikes til 10 bøger, men også rigtig sjovt. Oftest sammenligner jeg ikke bøger på den måde, medmindre det virkelig er åbenlyst, at de minder om hinanden. Derfor blev nr. 9 en mere general chick-lit anbefaling. Er I enige eller uenige i nogle af mine sammenligninger? Har I forslag til bøger der passer bedre til? J