onsdag den 8. januar 2020

"Undergrundens mysterier (Forbandelsen over Laitana #2)" af Sissel Moody


Titel: Undergrundens mysterier (Forbandelsen over Laitana #2)   Forfatter: Sissel Moody   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Forlaget Klippe
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget

Undergrundens mysterier er anden bog i serien - første bog, Den magiske sten,  har jeg anmeldt lige her.

Linea er tilbage på Jorden, hvor hun keder sig og savner Laitana frygteligt. Der er gået tre måneder, og hun har intet hørt fra sine nye venner, hvilket bekymrer hende og gør hende en smule usikker og ked af det. Den eneste ven hun har, er den underlige og samtidig mystiske nabodreng, Mikael. Han er en outsider ligesom hende, så hun forsøger at være sød og blive venner med ham. Der går dog ikke længe, før hun igen befinder sig i Laitana, hvor hun sammen med Nuga, Lurany og alle de andre må fortsætte kampen mod Exma. Dertil skal de bruge en ny sten fra Undergrunden.

Universet udvides, og flere ting hænger sammen på kryds og tværs. Nogle afsløringer er forudsigelige, mens andre er overraskende, så historien holdes spændende. Det er et stykke tid siden, at jeg læste bog nummer et, men det gik overraskende hurtigt og gnidningsfrit at komme ind i handlingen og universet igen takket være velplacerede referencer og forklaringer, som ikke blot virker som unødigt fyld.

Budskabet om at det er okay at være anderledes, er som altid fantastisk og kommer så fint til udtryk i kraft af, at Linea endelig har fundet et sted at høre til. Hun står ved, hvem hun er og er stolt af, hvad hun er i stand til. Så det er på flere punkter en mere moden, selvsikker og modig Linea, vi har med at gøre, selvom hun stadig opfører sig som en rigtig teenager indimellem - og det er jo det, hun er, så det er i virkeligheden forfriskende med en hovedperson, der agerer alderssvarende, og ikke pludselig har svar på alle livets mysterier efter kort tid i en ny verden, som det ellers ofte er tilfældet i YA/fantasy. De andre karakterer havde jeg dog denne gang lidt svært ved at placere og identificere mig med, for der er somme tider ikke noget klart mønster eller logik i skiftene i deres personligheder og tilhørsforhold. Jeg kan godt se, hvad forfatteren forsøger at opnå med dette, men det er desværre ikke altid, at det efter min mening helt lykkes.

Det er til gengæld rart med en hovedperson, der ikke fuldstændig dropper sit gamle liv, bare fordi noget nyt og spændende dukker op. Linea har stadig sin familie på Jorden, der er velfungerende, og som hun har lyst til at vende tilbage til, selvom Laitana også trækker i hende. Det er på den måde en god og realistisk balance mellem det gamle og det nye og en fin portrættering af, hvordan de fleste nok ville reagere i Lineas situation.

Man kan også mærke, at forfatteren har rykket sig sprogligt, hvilket var et af mine kritikpunkter i forrige bog. Første bog var overordnet set velskrevet, men der var flere småfejl og irritationsmomenter, som er blevet væsentligt bedre i bog nummer to.

Alt i alt er det en rigtig fin fortsættelse, som holdt mig fanget undervejs. Jeg er sikker på, at jeg ville have elsket bogen endnu mere som ung teenager, for både sproget og flere elementer af handlingen henvender sig perfekt til aldersgruppen fra omkring tolv-tretten år. Eventyret er langt fra slut, og jeg er spændt på at se, hvordan trilogien ender i næste bog.


tirsdag den 7. januar 2020

"Dæmonhuden + Krigerskæbne (A.S.P.E. #1 + #2)" af Mette Finderup


Titel: Dæmonhuden + Krigerskæbne (A.S.P.E. #1 + #2)   Forfatter: Mette Finderup   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Alvilda
Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget Alvilda

Dæmonhuden er første bog i A.S.P.E.-serien, og bøgerne skulle efter sigende kunne læses uafhængigt af hinanden, hvilket altid er en god detalje ved serier, som selvfølgelig overordnet hænger sammen.

Bøgerne er skrevet af Mette Finderup og illustreret af Christian Guldager. Illustrationerne er en blanding af virkelig flotte og detaljerede helsidesbilleder i et alligevel enkelt og tegneserieagtigt udtryk, der viser den pågældende scene sammen med mindre tegninger rundt omkring i kapitlerne.

Viktor er snart færdig med sit år som lærling hos alkymisten mester Marvi, men han ser bestemt ikke frem til at vende tilbage til sit kedelige liv på hans forældres slot, hvor det er meningen, at han engang skal være greve. En dag i laboratoriet går stort set alt, hvad der kan gå galt, grueligt galt.

Troldkvinden Erina tager ham med, så han kan blive hendes lærling i stedet, da han åbenbart rummer et stort talent for magi. Hans forældre får at vide, at han er død, og hans nye navn er Silvius. Erina samler en gruppe bestående af krigerpigen Alin, troldmandslærlingen Silvius, jægeren Pilo og klatretyven Ene. Supergruppen skal løse en række opgaver for Erina. De kommer til at bo på Ulykkesholm, og der går ikke længe, før de bliver sendt ud på deres første mission.

Det er en velskrevet historie om magi, venskab og sammenhold, og den er fyldt med spænding i kraft af, at hovedpersonerne skal bekæmpe ondskab. Karaktererne er meget forskellige, og firkløverets personligheder komplimenterer hinanden godt. Plottet er meget klassisk med børn på et storslået eventyr, der skal opklare et mysterium, næsten som en slags amatørdetektiver i en verden, der ligner vores, men som også befolkes af elvere, troldmænd, dæmoner, ligædere, vampyrer, zombier og mange flere forskellige væsner.

Første bog er primært fortalt fra Silvius’ synsvinkel, mens det i anden bog, Krigerskæbne, er Alin, der er i fokus. Hun er den yngste i gruppen og modtager intensiv kamptræning. Som krigerlærling er det oplagt for hende at ønske sig det sagnomspundne sværd, så snart hun hører om det - hun føler sig slet ikke god nok, men hun tror, at sværdet er løsningen på hendes problemer, og selvfølgelig står hendes tre bedste venner klar til at hjælpe hende med at få fat i det, da ingen af dem kan sige nej til et nyt, spændende eventyr.

De kommer endnu en gang ud for lidt af hvert i deres jagt på sværdet, som befinder sig i en grav på en forbandet kirkegård. Denne er lidt mere uhyggelig end første bog i serien og kan absolut læses af både piger og drenge. Det er sejt, at ingen af karaktererne er kønsstereotype - drengene får lov at være bange, og pigerne får lov at lege med våben, uden at det påpeges, at det skulle være usædvanligt på den ene eller anden måde, og ingen betegnes som hverken tøsedrenge eller drengepiger - de er bare sig selv. Serien kan varmt anbefales til børn og helt unge teenagere, der kan lide at læse om eventyr, spænding og helte.


"Byernes kamp (Mortal Engines #4)" af Philip Reeve


Titel: Byernes kamp (Mortal Engines #4)   Forfatter: Philip Reeve   Udgivelsesår: 2019 (org. 2006)   Forlag: Alvilda
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Mine anmeldelser af de tre første bøger i Mortal Engines-kvartetten kan læses lige her, her og her.

Dette er fjerde og sidste bog i serien, som jeg har været helt opslugt af den seneste tid, hvor jeg har læst bøgerne lige i træk. Jeg er ikke helt klar til at eventyret skal slutte eller til at slippe karaktererne, men alt skal jo ende et sted. Den her er heldigvis en smule længere end de andre bøger, så der er nok at tage fat på.

Vi møder karaktererne et halvt år efter, at Den 7. Himmel styrtede ned, og Hester forlod Wren og Tom. Deres indbyrdes relationer og tilhørsforhold er byttet lidt på kryds og tværs og er blevet endnu mere komplicerede. Men det understreger blot endnu en gang, hvor uforudsigelig og kompleks historien er, fyldt med plottwists og overraskelser. Karaktererne er udspekulerede, og alle kæmper de for deres egen overlevelse, koste hvad det vil.

Theo er tilbage hos sin familie i Zagwa, men han kan ikke slippe mindet om Wren, og Wren har det på samme måde. Wren og Tom flyver rundt på Fugleruten, mens Tom er mærket af sit hjerteanfald og uvisheden om, hvad der er sket med Hester. De forsøger at leve med Hesters forræderi, men Toms hjerte bliver værre. De kommer på sporet af noget stort, da Tom spotter en kvinde fra hans fortid i London. Måske sker der stadig noget i hans hjemby, selvom alle tror, at det bare er en ruin efter MEDUSA. Derfor tager Tom og Wren på en ekspedition med Wolf til Londons ruin for at finde ud af, hvad der foregår. Den Grønne Storm har imidlertid fået en ny leder, Naga, som har giftet sig med doktor Zero, og Fishcake har slået sig sammen resterne af Fang. Det sidste perspektiv, vi følger, er Hester, som rejser med Shrike, og hun er næsten ikke til at kende. Hun er dybt traumatiseret, hvilket har forvandlet hende til en endnu mere brutal og hjerteløs udgave af sig selv.

Jeg er meget imponeret over, at serien på i alt fire bøger har holdt samme høje niveau hele vejen igennem, og at jeg ikke har mistet interessen undervejs. Der er utroligt mange karakterer at holde styr på, som man nok kan fornemme på mit forsøg på at give en introduktion til handlingen herover, men jeg synes, at forfatteren formår at gøre det håndgribeligt med de skiftende perspektiver og synsvinkler, der lader læseren komme ind i hovedet og ind under huden på stort set alle personerne, store som små. Så man forstår deres baggrunde, deres indre dæmoner og bevæggrunde, og man kan dermed lettere holde styr på, hvem der er hvem, hvad de har oplevet, og hvad deres rolle i historien er.

Der er fart over feltet i bogstaveligste forstand, da en stor del af denne bog, ligesom de foregående, foregår om bord på byer og luftskibe i konstant bevægelse, som rejser fra sted til sted. Det er lidt som et pirateventyr, selvom det er de færreste af karaktererne, der rent faktisk er pirater, men de har samme umoralske træk og kommer ud for lige så meget korruption og livsfarlige situationer. Tempoet er højt helt til sidst, og det er en fremragende afslutning på en fantastisk serie.


"Helvedesmaskiner (Mortal Engines #3)" af Philip Reeve


Titel: Helvedesmaskiner (Mortal Engines #3)   Forfatter: Philip Reeve   Udgivelsesår: 2019 (org. 2005)   Forlag: Alvilda
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Jeg har maratonlæst de tre første bøger i denne hæsblæsende serie, og mine anmeldelser af de første to kan læses lige her og lige her.

Bogen begynder, da Jægeren Shrike bliver genoplivet efter 18 år, så der er altså gået hele 16 år siden begivenhederne i slutningen af bog nummer to, hvilket er noget af et spring i tid, som jeg slet ikke var forberedt på – det giver dog nogle spændende muligheder i forhold til at udvikle historien og udvide universet, hvilket forfatteren absolut benytter sig af.

Vi møder Wren på 15 år, der er datter af Tom og Hester, som vi fulgte i de to første bøger. De er nu bosat i Anchorage, som fuldførte sin rejse til Det Døde Kontinent. De har slået sig ned og er faldet til ro, og derfor rejser de ikke længere på eventyr. Det synes Wren er ærgerligt og kedeligt, og hun længes efter, at der skal ske noget spændende. Man skal som bekendt passe på med, hvad man ønsker sig, for det kan ske at gå i opfyldelse. Wren får selvfølgelig al den spænding og action, hun har drømt om, da hun snuser rundt og opdager, at de glemte drenge er på spil igen.

Tilsyneladende er Anchorage meget anderledes, end sidst vi oplevede stedet, men det viser sig hurtigt, at der i virkeligheden ikke er ret meget, der har ændret sig, for karakterernes personligheder er stadig de samme, mens forræderi og farer lurer om hvert et hjørne.

Denne gang handler det også meget om familie. Det er en ret klassisk coming of age fortælling om Wren, der vil bryde fri af det velkendte, og det får hun chancen for, da hun møder Gargle og skal assistere hans skumle planer. Det går dog langt fra, som hun har håbet, og derfra starter endnu et hæsblæsende eventyr for Tom, Hester og denne gang Wren, da de står overfor både helt nye og gamle, velkendte skurke.

Også de zombielignende jægere har en mere fremtrædende rolle i denne bog og fungerer som et uhyggeligt bevis på, hvor galt det kan gå med videnskab og teknologi i de forkerte hænder.

Det er i det hele taget imponerende, hvordan forfatteren har taget udgangspunkt i vores verdens samfund og modelleret fuldstændig om på det, så der er skabt et gennemført univers med en rig baggrundshistorie helt fra vores tidsregning og godt 1000 år frem. Der er både sket meget og ingenting - det er stadig den samme korruption, krig, griskhed og magtkamp, der altid har eksisteret blandt mennesker, og det er skræmmende realistisk, samtidig med at man håber, at denne postapokalyptiske, dystopiske version af Jorden ikke bliver til virkelighed.

Denne bog holder niveauet og spændingen fra de foregående bøger både med gamle og nye karakterer samt velkendte og nye problemstillinger og skurke. Der er dermed en god balance mellem det, man kender, og noget nyt, som holder historien original og interessant. Alt er på samme tid fuldstændig uforudsigeligt, da karakterer nådesløst bliver dræbt. Jeg er derfor enormt spændt på, hvor fjerde og sidste bog fører historien og de resterende karakterer hen.


lørdag den 28. december 2019

"Harry Potter og Flammernes Pokal - illustreret af Jim Kay" af J. K. Rowling


Titel: Harry Potter og Flammernes Pokal   Forfatter: J. K. Rowling (illustreret af Jim Kay)  Udgivelsesår: 2019   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Jeg har tidligere anmeldt den illustrerede udgave af Harry Potter og fangen fra Azkaban lige her, hvor jeg har skrevet en del om min generelle holdning til disse nye, illustrerede udgaver, som også gør sig gældende for denne. Så jeg vil forsøge at lade være med at gentage mig selv for meget - men begejstringen for disse udgaver er bestemt ikke blevet mindre!

Det er altid lidt uklart, om man behøver at advare om spoilers i begyndelsen af sådan en anmeldelse, for de fleste har nok tidligere læst bogen eller set filmen – men for god ordens skyld: hvis du aldrig har læst Harry Potter og Flammernes Pokal før, så kommer jeg måske til at spoile enkelte vigtige handlingspunkter i anmeldelsen her.

Som sagt er de fleste nok i forvejen bekendt med historien på den ene eller anden måde, men i bund og grund starter den som de foregående bøger med Harry, der tilbringer sommeren på Ligustervænget hos familien Dursley, indtil familien Weasley henter ham og tager ham med til verdensmesterskaberne i Quidditch. Det går dog grueligt galt, da en flok dødsgardister skaber ballade og kaos.

Livet på Hogwarts bliver heller ikke, som de er vant til i år. To andre magiske skoler melder deres ankomst i anledning af Turneringen i Magisk Trekamp, hvor elever sætter livet på spil i farlige og komplicerede udfordringer. Nogen prøver at slå Harry ihjel og placerer hans navn i Flammernes Pokal, så han mod alles vilje er tvunget til at deltage.

Jeg har altid følt, at karaktererne for alvor bliver rigtige teenagere i denne bog med alt, hvad det indebærer. Som altid er der mere på spil end nogensinde, og man får mere og mere indsigt i troldmandsverdenen - både på godt og ondt.

Jeg har virkelig været spændt på, hvordan de ville tilpasse denne bog til det illustrerede format, for bare i ren tekstform er det jo en utroligt tyk bog. Det er dog rent faktisk lykkedes at tilføre bogen illustrationer, uden at den bliver så lang, at den skulle deles i to, som jeg havde frygtet ville blive tilfældet. Den er dog stadig så stor og tung, at den er lidt uhandy at læse i sengen for eksempel, men det opvejer hele den øvrige læseoplevelse heldigvis for.

Jeg kender jo historien ud og ind, da jeg har genlæst den mange gange tidligere og set filmen et utal af gange, så der er ikke de store overraskelser der. Hvad der dog gør den her udgave spændende, er at bladre fra side til side i forventning om den næste scene, der er gjort levende af Jim Kays mesterlige illustrationer, og man bliver lige betaget hver gang og ytrer en konstant strøm af ‘wauw’-udbrud. Han skuffer aldrig, og jeg kan ikke forestille mig nogen illustrator, der kunne have løftet opgaven bedre. Alt er gennemført ned til mindste detalje.

Handlingsmæssigt er denne bog måske også den ud af Harry Potter-bøgerne, der egner sig allerbedst til at blive illustreret, da der foregår så meget usædvanligt i forbindelse med Quidditch-verdensmesterskabet, den magiske trekampsturnering, nye skoler, de forskellige udfordringer, nye karakterer, Voldemorts genopstandelse osv. Den er opbygget lidt anderledes end de andre bøger, hvor vi selvfølgelig stadig følger strukturen gennem skoleåret. men her er der nærmest en slags selvstændig struktur indeni strukturen med de tre udfordringer, som vi følger Harry igennem og som gør sig utroligt godt akkompagneret af de farverige billeder. De illustrerede udgaver bliver bare bedre og bedre, og jeg kan ikke vente med at se, hvordan de håndterer opgaven med Føniksordenen, som er den næste i rækken.

"Mørket i Hill House" af Shirley Jackson


Titel: Mørket i Hill House   Forfatter: Shirley Jackson   Udgivelsesår: 2019 (org. 1959)   Forlag: Alhambra
Bogen er et anmeldereksemplar fra Alhambra

Jeg har tidligere læst klassikeren Vi har altid boet på slottet af samme forfatter, og Mørket i Hill House skulle efter sigende også have klassikerstatus, denne gang inden for gysergenren. Bagsideteksten omtaler endda bogen fra 1959 som “en af det tyvende århundredes bedste gyserromaner”. Nu udkommer den endelig i en dansk oversættelse for første gang.

Jeg er normalt for bange til at læse den slags, for slet ikke at tale om at se gyserfilm. Men nu er den blevet filmatiseret som Netflix-serie, så det er det perfekte tidspunkt at forsøge at overvinde min angst. Heldigvis er Mørket i Hill House ikke for uhyggelig læsning, selvom den sælsomme stemning allerede slås fast på første side med en dyster beskrivelse af Hill House og professor Montagues jagt på et hjemsøgt hus.

Montague føres netop til Hill House sammen med nogle assistenter, der skal bo der og forsøge at finde bevis for overnaturlig aktivitet til hans næste bog. Vi følger derfor fire hovedpersoner med Eleanor som den primære, hvis tanker og følelser vi får indblik i.

Eleanor er lidt af en enspænder efter at have passet sin syge mor. Theodora virker mere fjollet og løssluppen end Eleanor, men de bliver straks veninder. Luke er med, fordi hans tante ejer Hill House. De kommer alle godt ud af det med hinanden den første aften, de tilbringer sammen i huset, men der begynder hurtigt at ske mystiske ting. Parret, der holder opsyn med huset, insisterer på at være væk, før mørket falder på.

Det er ildevarslende, at Eleanor med det samme, hun ankommer til den lille by Hillsdale, får at vide, at det er et sted, som folk tager væk fra - ikke et sted, de tager til. Hun får rigelige advarsler, inden hun når til Hill House, men hun ignorerer dem alle i jagten på at skabe en ny identitet. At tage til Hill House er vel en måde for Eleanor at realisere sig selv på, at bryde fri af de faste rammer og tage sit liv tilbage, efter at have isoleret sig i mange år.

Vi følger de fire karakterers udforskning af huset, der gradvist bliver mere og mere gådefuldt, efterhånden som de afdækker dets hemmeligheder. Der er også noget psykologisk interessant ved portrætteringen af, hvordan husets atmosfære påvirker personerne, og hvordan de gejler hinanden op – for langt hen ad vejen sker der ikke noget håndgribeligt uhyggeligt - det er mere forventningen om uhygge, der bygges op af uforklarlige lyde, en vandrehistorie om én, der har hængt sig i tårnværelset og kulde, der tilsyneladende kommer af ingenting... Langsomt opsluger huset dem med krop og sind, og det er nærmest som om, at verden udenfor ikke længere eksisterer.

Samtidig er bogen så velskrevet og fyldt med sproglige, eksistentielle og småfilosofiske guldkorn. Fortællingen er meget stemningsfuld og nærmest poetisk skrevet. Uhyggen kommer snigende både takket være sproget, ordene og de billeder, de maler frem. Huset bliver beskrevet som en karakter i sig selv og dermed tillagt mange foruroligende egenskaber og personlighedstræk, der bidrager til den intense atmosfære. Der er uendeligt mange lag at dykke ned i, og jeg er langt fra sikker på, at jeg har afdækket alt, hvad der er at komme efter. Jeg blev ikke skræmt fra vid og sans, men jeg er samtidig også efterladt med en lille følelse af, at jeg måske ikke har forstået det hele, så det er en bog, jeg godt kunne tænke mig at genlæse engang for at fange alle nuancer, fortolkninger og betydninger.

"Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket #2)" af Anna Ruhe


Titel: Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket #2)   Forfatter: Anna Ruhe   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Straarup & Co.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co.

Den gådefulde sorte blomst er anden bog i serien om Duftapoteket. Jeg var ret glad for seriens første bog, som jeg har anmeldt lige her.

Vi er tilbage i universet, hvor dufte er magiske og har en helt særlig magt. Luzie er virkelig faldet godt til i Villa Evie, og hun er pludselig glad for, at hendes familie tvang hende til at flytte dertil. De mange oplevelser har givet hende masser af selvtillid og en helt ny tro på sig selv, for slet ikke at tale om hendes nye, bedste ven Mats.

Luzie og Mats er endelig sluppet af med den skumle gartner Willem, blot for at løbe ind i nye problemer, da de opdager, at den altafgørende ingrediens i duftfremstilling, nemlig meteorpulveret, er væk. De må nu forsøge at løse mysteriet om, hvor det er blevet af, hvem der har taget det, og hvordan de får det tilbage. Det viser sig dog hurtigt, at alt måske ikke er, som de hidtil har troet. Deres søgen efter svar bringer dem til Utrecht i Holland, hvor de møder folk, der slet ikke burde være i live længere, og hvor det ikke helt er til at vide, hvem man kan stole på, hvilket tilfører en masse spænding og mystik til fortællingen.

Jeg kunne nu lidt bedre lide første bog i serien, som imponerede mig mere end denne. Det er som om, at settingen i det gamle hus fungerede bedre, men jeg kan også godt se forfatterens vision og idé om at føre historien videre ud i verden og dermed forsøge at udvide universet, hvilket jo faktisk var noget af det, jeg efterspurgte ved første bog. Lidt af magien og atmosfæren forsvinder dog i storbyens trængsel og travlhed, hvor roen i villaen tilføjede en helt særlig, sælsom stemning, som desværre udebliver i denne bog, hvor handlingen i højere grad er rykket mere uden for husets vægge.

Denne fortsættelse er derfor ikke helt lige så eventyrlig og finurlig som forgængeren, desværre. Jeg vil dog stadig gerne læse videre i serien, og jeg håber, at kommende bøger vil genfinde noget af magien, som gjorde serien så unik i begyndelsen.