mandag den 16. september 2019

"Ulvevilderen" af Katherine Rundell


Titel: Ulvevilderen   Forfatter: Katherine Rundell   Udgivelsesår: 2019 (org. 2015)   Forlag: Loxodonta
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Loxodonta

Jeg har tidligere læst ‘Den opdagelsesrejsende’ af samme forfatter, som jeg har anmeldt lige her.

Ulvevilderen foregår i Rusland, hvor ulve fanges og gives til rige mennesker, som tror på, at de bringer lykke. Men ulve er vilde dyr, og når det går op for menneskene, sender de ulvene til ulvevilderen, der som navnet antyder, skal lære dem at være vilde igen, inden de sættes tilbage i naturen.

Feodora bor i en hytte i skoven med sin mor, som netop er denne ulvevilder, og Feo er hendes lærling. Zarens soldater kommer og truer dem ved at forsøge at tvinge dem til at dræbe deres ulve med en løgnagtig undskyldning om, at ulvene er skyldige i drab på andre dyr, som tilhører Zaren.

Feo elsker sine tre ulve, Grå, Hvide og Sorte, som hun leger med og er opvokset sammen med. Hun har et særligt bånd til dem og trives bedre med dem end med mennesker, som hun ikke forstår eller føler sig tryg ved. Endnu en ulv kommer til, Ømfod, men denne gang må Feo vilde i hemmelighed af frygt for Rakov og soldaterne, der ligesom alle andre ser på ulve med had. I kraft deraf er det også sådan, de opfatter Feo og hendes mor, fordi de bor alene i skoven med ulvene.

Bogen tager os med på et storslået eventyr, og det er fantastisk at læse om Feos kærlighed til ulvene, som portrætteres som fascinerende, intelligente og smukke væsner. Feo er på mange måder lige så vild som sine firbenede følgesvende, og ligesom dem, bør hun ikke tæmmes af menneskene. Hun bliver venner med Ilja, en soldat på hendes egen alder, som ellers skulle have arresteret hende og dræbt hendes ulve, inden hun fik talt ham fra det.

Ruslands ubarmhjertige og snedækkede natur er den perfekte kulisse til historien, og den beskrives malerisk som både vintermagisk og eventyrlig uden at være overnaturlig. Historien er på mange måder lige så barsk som det landskab, den foregår i, og samtidig er det en meget stemningsfuld fortælling med temaer såsom venskab, kærlighed til dyr, loyalitet, magtkampe og politik, idet de på deres egen måde gør oprør og starter en revolution imod Zaren og soldaterne.

Det er også en coming of age-historie, hvori Feo går fra at se verden gennem et uskyldigt barnesinds øjne til at opdage, at verden ikke kun er et rart sted, og hun bliver tvunget til at blive voksen og tage ansvar for at overleve. Det er en meget klassisk opbygning, hvor hovedpersonen starter med at leve et afsondret liv, som pludselig bliver afbrudt og vendt på hovedet af udefrakommende ondskab, så den indtil nu trygge barndom når til ende for at blive afløst af en rejse ud i det ukendte og en kamp for overlevelse med en god portion mod og nye venskaber til følge.

Bogen er spændende og velskrevet - jeg var fanget fra start til slut, men slutningen blev måske alligevel en anelse forhastet til min smag. Jeg havde forventet en mere grand finale, som desværre udeblev. Alt blev dog rundet rigtig fint af, men på meget lidt plads i forhold til hvad andre scener i løbet af bogen eksempelvis fylder, hvilket får det til at føles som en lidt brat og pludselig afslutning på en ellers virkelig fascinerende historie – men det er også det eneste, jeg har at udsætte på den, så alt i alt er den yderst anbefalelsesværdig.


torsdag den 12. september 2019

"Kirke" af Madeline Miller


Titel: Kirke   Forfatter: Madeline Miller   Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)   Forlag: Grønningen 1
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Grønningen 1
Denne bog florerede overalt på bookstagram for noget tid siden, og jeg havde grundet hypen virkelig glædet mig til at læse den - så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den skulle være et af mine næste læseprojekter, da den blev oversat til dansk i denne smukke udgave.

Kirke er datter af Helios og dermed beslægtet med titaner og guder. Hun føler sig forkert og drømmer om et bedre liv. Prometheus bliver straffet for at hjælpe de dødelige, og Kirke viser ham omsorg. Hun begynder også at omgås dødelige - Glaukos, som hun forelsker sig i, men ikke kan få, fordi han ikke er en gud – og han ender med at knuse hendes hjerte og dermed for alvor at sætte gang i begivenhederne.

Hele sit liv har Kirke fået at vide af sin familie, at hun ikke er god nok. Kærlighed og jalousi driver hende til at udøve trolddom, og hun opdager kræfter, som hun ikke anede, at hun havde. Som straf forvises hun til en øde ø, Aiaia, hvor hun lærer at klare sig selv. Hun er en stærk kvindeskikkelse, der trodser normer og forventninger, selvom en stor del af hendes liv egentlig er fyldt med elendighed og er både trist, ensomt og ulykkeligt.

Heksekraften giver hende dog en magt og et formål, som hun aldrig har haft før, og hun bruger den magt til at sørge for, at ingen gør hende ondt igen. Og så en dag kommer Odysseus til hendes ø.

Der tages fat i mange velkendte, græske myter, som er vævet ind i historien, så det bliver en slags genfortælling med nutidige og feministiske undertoner, og det hele hænger sammen på kryds og tværs med Kirke viklet ind på den ene eller anden måde. Jeg har altid været fascineret af mytologi, og særligt græsk mytologi, men det er samtidig komplekst og lidt indviklet. Jeg synes dog langt hen ad vejen, at bogen gør et godt stykke arbejde for, at læseren kan følge med i, hvem der er hvem - deres indbyrdes relationer og tilhørsforholdene mellem titaner, olymper, naiader, nymfer, dryader, oreader, furier, dødelige og så videre. I starten må jeg indrømme, at det var en smule svært at finde rundt i – jeg ved ikke, om det bare er mig, men den slags bliver hurtigt lidt abstrakt for mig, og jeg vil så gerne forstå det hele på én gang. Der var dog mange navne og steder, der gav genklang efter tidligere gange, hvor jeg er stødt på græsk mytologi, og selve Kirkes historie er også langt hen ad vejen medrivende og rørende.

Måske det var skrivestilen, jeg ikke helt kunne forene mig med, men jeg kan ikke sætte en finger på, hvorfor jeg havde lidt svært ved at komme igennem bogen. Den var ikke hverken kedelig eller dårligt skrevet, men jeg havde slet ikke den der følelse af, at jeg bare ikke kunne slippe den. Selvom det er en dybt tragisk og personlig beretning, følte jeg mig lidt distanceret fra Kirke og handlingen, fordi det hele foregår over et enormt tidsspænd, hvor der fortælles både meget og ingenting i kortere episoder.

Efterhånden som jeg kom længere ind i bogen, gik det lidt bedre, og historien fangede mig mere, for der er ingen tvivl om, at det er en spændende og fascinerende fortælling, og det var interessant at dykke dybere ned i græsk mytologi, for det er primært det, bogen beskæftiger sig med sammen med filosofiske spørgsmål og interessante tanker.

Jeg har lidt en blandet oplevelse, og kan dog stadig ikke slippe følelsen af, at der måske er noget, jeg har misforstået eller overset, en dybere mening, som jeg ikke helt kan finde ned til – men bogen gjorde ikke så stort et indtryk på mig, som den åbenbart har gjort på andre – det kan også bare være smag og behag, men jeg synes som regel, at hype og bestsellertitler rammer plet. Jeg kan sagtens se en lang række kvaliteter, og det er absolut ikke en dårlig bog, men hvis jeg ikke allerede vidste, at den var en utrolig hypet bestseller, ville jeg ud fra min egen oplevelse med den nok ikke have udråbt den som sådan – for mig var det en ganske fin læseoplevelse, men desværre ikke noget, der blæste mig omkuld. Forstået på den måde, at jeg nød den og er glad for, at jeg har læst den, men det er ikke blevet en ny favorit, som jeg havde håbet, at det ville.

Til gengæld filmatiserer HBO bogen som miniserie, og den tænker jeg, at jeg skal se – det kan være, at den kan give mig en anden forståelse for historien og hypen.


fredag den 6. september 2019

"Kaldet fra Galathea" af Nathali og Bettina Liane


Titel: Kaldet fra Galathea (Awen #1)   Forfattere: Nathali og Bettina Liane   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine

Dette er første bind i en ny dansk fantasyserie skrevet af mor og datter, Nathali og Bettina Liane. Det er én af de danske udgivelser, som jeg har set allermest frem til dette efterår, og jeg har glædet mig i flere måneder, siden jeg første gang blev præsenteret for den til en hyggelig bloggerbrunch hos forlaget.

Bogen handler om Aia og hendes tvillingebror Peter. Den foregår i vores tid, men med islæt af en svunden tid takket være hovedpersonernes opvækst i en fornem slægt på et århundreder gammelt slot, hvor de stadig puster liv i traditionerne og afholder overdådige baller, hvor Aia og Peter føler sig uønskede af størstedelen af resten af familien.

Historien tager for alvor fart, da en magisk kuffert dukker op med deres navne på og indeholdende to billetter. De drager afsted, og kufferten viser vej til Galathea - et enormt skib, der er et fascinerende sted med en helt fortryllende stemning og særlige beboere. Disse, inklusive Aia og Peter, bliver uddannet til vogtere i løbet af fem år, hvor de ikke må have kontakt til deres familie, men derimod skal leve i en helt anden dimension, end de er vokset op i. På Galathea får de både nye venner og fjender samt opdager kræfter, som de ikke anede, at de besad. Tvillingerne skal forene sig med et skræmmende indre mørke samt endnu en gang følelsen af at være anderledes.

Galathea er en slags magisk kostskole, der rejser og navigerer gennem et detaljemættet og farverigt univers af magi og parallelle verdener. Verdensopbygningen er udførlig og imponerende, og man får forklaringer og svar på mange interessante ting i forhold til regler, baggrundshistorie, teori, magi og systemer - det hele virker struktureret og gennemtænkt, hvilket er en fornøjelse for den nysgerrige læser, der ønsker at gå i dybden med et univers og have tingene til at give mening fra start. Det er rart, at vi som læsere bliver taget med i så meget af dagligdagen og undervisningen på Galathea, og dermed kan suge til os af oplysninger og viden.

Inspirationskilderne er tydelige, men forfatterne har samtidig formået at skabe noget unikt og originalt, der er helt sit eget. Jeg startede ud med sådan en følelse af, at det her udvikler sig i en virkelig spændende og storslået retning helt fra begyndelsen med familiehemmeligheder, mystik, ildevarslende, verdensomspændende katastrofer og action i bedste, eventyrlige fantasystil. Dette blev i dén grad bekræftet, da det positive førstehåndsindtryk fortsatte, helt indtil sidste side var vendt.

Fortællingen er smukt skrevet. Samarbejdet mellem de to forfattere virker til at have fungeret perfekt, for der er ingen tydelig skillelinje mellem, hvem der har skrevet hvad - det hele smelter sammen og er både sprogligt veludført, sanseligt og intelligent uden at blive overfladisk eller prætentiøst. Skrivestilen rammer plet og passer bare rigtig fint til karakterer og handling, og der var en tilpas balance mellem forudsigelighed og overraskelser, der fik siderne til at flyve forbi.

Bogen rummer også virkelig flotte grafiske detaljer, som er værd at bemærke i form af først forsiden, bogryggen, kortet og kapitelsiderne, der gør hele oplevelsen utroligt gennemført.

Denne er noget af den bedste danske fantasy, jeg nogensinde har læst. Her har vi at gøre med fantasy af internationalt format, som absolut kan konkurrere med store fantasyudgivelser fra udlandet. Jeg nød i hvert fald at læse bogen og lagde den kun modvilligt fra mig. Jeg er meget imponeret og kan slet ikke vente på fortsættelsen, for jeg har et væld af spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på, så det kan næsten kun gå for langsomt.


tirsdag den 3. september 2019

Månedens læsning #47: August 2019


Reklame: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra forlagene Turbine og Aronsen
I august blev det til hele 12 læste bøger – endnu en gang en god blanding af alt muligt forskelligt og overvejende gode læseoplevelser.

Lad os starte med månedens skuffelse, for at få negativiteten ud af verden først. Slammed er Colleen Hoovers debutroman, og da jeg normalt er kæmpe fan af alt, hvad hun skriver, var jeg nødt til at læse denne serie også. Første bog, Slammed var god. Anden bog, Point of Retreat var okay, men tredje bog, This Girl var én stor, unødvendig skuffelse, som ikke engang kunne reddes af, at den var skrevet af Colleen Hoover. I bund og grund skete der intet i bogen – hovedpersonerne genfortæller episoder fra den første bog og kommenterer på dem undervejs, og det var tæt på at være en kamp at komme igennem, hvilket er så ærgerligt.

Jeg afsluttede The Lunar Chronicles af Marissa Meyer med Winter, som var mindst lige så god som de øvrige bøger i serien – nu mangler jeg kun at læse novellesamlingen Stars Above for at være helt færdig med universet.

Også indenfor YA-kategorien hørte jeg Isla og jagten på lykke af Stephanie Perkins og 99 Days af Katie Cutogno som lydbøger. Jeg var ærlig talt lidt skuffet over hele Stephanie Perkins’ trilogi, men jeg mistænker, at det kan have noget med den danske lydbogsoplæser at gøre, for hun fik alle karaktererne til at lyde ens på en irriterende, teenageforkælet måde, som jeg ikke helt kunne arbejde med. Så jeg tror, at jeg vil få en bedre oplevelse ved engang at genlæse de fysiske udgaver af bøgerne på engelsk. 99 Days havde en meget bedre oplæser, og jeg var meget mere fanget af historien, selvom jeg overhovedet ikke var enig i mange af de valg, som hovedpersonen traf.

Jeg læste også de tre første bøger i A Series of Unfortunate Events-serien af Lemony Snickett, som jeg glæder mig til at fortsætte med – der er alligevel 13 bøger i alt, så jeg har mange eventyr til gode endnu.

Am I Ugly? af Michelle Elman købte jeg, da jeg gerne ville læse mere indenfor Body Positivity, og den var god, men mere en selvbiografi end en egentlig bog om Body Positivity. Jeg er fortsat med Megan Jayne Crabbes Body Positive Power, og den er lige præcis, hvad jeg har ledt efter, men mere om det i næste måneds opsamling.

Kaldet fra Galathea af Nathali og Bettina Liane er et anmeldereksemplar fra Turbine, og det er noget af den bedste danske fantasy, jeg nogensinde har læst. Min anmeldelse er på vej og kommer lidt tættere på bogens udgivelsesdato.

Tatovøren fra Auschwitz af Heather Morris er et anmeldereksemplar fra Aronsen, og min anmeldelse kan læses lige her. Meget anbefalelsesværdig bog om overlevelse under Anden Verdenskrig.

Har du læst noget godt i august? 😊

mandag den 26. august 2019

"Tatovøren fra Auschwitz" af Heather Morris


Titel: Tatovøren fra Auschwitz   Forfatter: Heather Morris   Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)   Forlag: Aronsen
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Aronsen

Denne bog er en fiktiv fortælling baseret på den sande historie om Lale Sokolov, som forfatteren Heather Morris mødte og blev venner med. Hun har, med en vis kunstnerisk frihed, hvor det var nødvendigt, nedskrevet hans historie ud fra hans erindringer efter at have besøgt ham et par gange om ugen i flere år. Så vidt muligt er facts checket gennem research, og hans søn har godkendt udgivelsen.

Lale er en slovakisk jøde, som under Anden Verdenskrig bliver tvunget til at melde sig til at arbejde for tyskerne i Polen. Han ofrer sig, for at hans familie kan forblive i sikkerhed. Nærmere bestemt ender han som tatovør i Auschwitz - som dén, der skamferer og mærker sine medjøder som mindre værd og dermed reducerer dem til nogle tal på huden og dømmer dem til undergang, Holocaust, i koncentrationslejren. Lale fik selv en tatovering ved ankomsten, og hans opfattelse af oplevelsen er meget sigende.

Tatovøren fra Auschwitz er en portrættering af koncentrationslejrens rædsler, set gennem Lales øjne. Han lover sig selv at slippe levende ud derfra, på trods af at han ser flere og flere, for hvilke det ikke lykkes. Vi møder en lang række karakterer og skæbner, som Lale er stødt på på sin vej. Der er både eksempler på medmenneskelighed og på det stik modsatte.

Lale er utroligt optimistisk, omstændighederne taget i betragtning. Han er nysgerrig, indlevende og observant, og han vil gøre, hvad han kan for at overleve, og dermed bliver han tatovør. I den egenskab nyder han ekstra privilegier, men er også vidne til skrækkelige ting og kommer bogstaveligt talt ind under huden på sine medfanger. Han udfører små oprørsgerninger, for eksempel ved at dele sine madrationer - noget småt for ham, som kan være forskellen på liv og død for en anden. Sammen med sine medfanger får han organiseret et lille smuglernetværk, hvor kostbarheder byttes om til mad, selvom det er livsfarligt. Det er dog enormt fascinerende at se, hvor opfindsomme og dygtige mennesker er til at forsøge at skabe måder at overleve og hjælpe hinanden, samt den risiko de er villige til eller er nødt til at løbe under den værste form for pres.

Han finder også kærligheden, da han en dag tatoverer en kvinde, som han ikke kan få ud af hovedet igen. Gita er hendes navn, og så godt som de kan, under de vilkår de lever under, indleder de et kærlighedsforhold. Selvom man kender udfaldet på forhånd, holder historien én fanget hele vejen igennem.

Som altid, når jeg læser om Holocaust, Anden Verdenskrig og koncentrationslejre, bliver jeg enormt berørt af fortællingen i Tatovøren fra Auschwitz. Man kommer gennem hele følelsesregistret med tårer og vrede over uretfærdigheden og alt det forfærdelige der sker, men også glæde over lyspunkterne, som varmer helt ind i hjertet. Selvom det er en relativt kort bog, er det ikke sådan én, man lige flyver igennem. Den er virkelig god og rørende, men af netop dén grund kræver den også indimellem en lille refleksionspause. Man bør dog absolut give sig selv tiden til at læse den, for det er en utroligt vigtig og tankevækkende historie, som jeg kun kan anbefale.


fredag den 9. august 2019

Månedens læsning #46: Juli 2019


Reklame – anmeldereksemplarer fra Julie M. Day, HarperCollins Nordic, CarlsenPuls, Lindhardt & Ringhof
Juli måned stod først og fremmest på to ugers sommerferie og en tiltrængt afslapningsferie til Bulgarien. Det bærer min læsestak også tydeligt præg af, da jeg fik læst en del på fridagene ved poolen. Varmen og hotellet (især maden og isen) var skønt, men jeg kan konstatere, at jeg måske nok er blevet for gammel til Sunny Beach, hvor der bare generelt er for mange mennesker og for lidt kultur. Det er selvfølgelig, hvad man gør det til, og jeg havde en virkelig god tur dertil med min familie, hvor især den lille by Nessebar var et besøg værd.
Mens vi var på ferie, var der pludselig dukket en herreløs kat op hjemme hos mine forældre, som havde nydt godt af Findus’ madskål, der var frit tilgængelig i garagen, så den blev vi naturligvis nødt til at adoptere - nu er lille Nemo også en del af familien, og han er simpelthen så sød.
Nok om life updates og tilbage til læsningen. Det blev til hele 12 bøger denne måned, og størstedelen var rigtig gode.

Jeg har indsat links til anmeldelserne, som du kan finde ved at klikke på titlen:

Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas #2) af Julie M. Day er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Eviglivet (Evigt Liv #3) af Gena Showalter er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic
Og så drukner jeg… af Ditte Wiese er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls
Tilstå af Colleen Hoover er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof

Foruden anmeldereksemplarerne, læste jeg Surprise Me af Sophie Kinsella, og den gav mig sådan en lyst til at opsnuse og læse alle de bøger, hun har skrevet, som jeg endnu ikke har læst. Og måske endda genlæse Shopaholic-serien, som jeg ikke har læst i mange år. For hun skriver fantastisk chick-lit.

Over stregen af Jennifer Echols fandt jeg som en del af det tilbud Netto kørte med sommerbøger til kun 25 kr. Det var en rigtig god bog at læse ved poolen, hvor jeg fløj igennem den på ingen tid, og selvom den startede som den typiske YA med en teenager i problemer og forbudt kærlighed, så endte den med at være ret original alligevel.

Carrie af Stephen King blev jeg egentlig lidt skuffet over. Jeg nød at læse den, for den er velskrevet, men jeg havde forventet noget mere horror. Jeg kunne forestille mig, at jeg nok ville være ved at dø af skræk, hvis jeg så filmatiseringen, men som bog gjorde den mig på intet tidspunkt bange, desværre, og det gys, jeg havde håbet på, udeblev.

Hvor jeg hører til af K. L. Berger er endnu én af Netto-tilbudsbøgerne, der emmer af sommer, men også utroligt alvorlige og dybe emner og følelser, som jeg absolut kan anbefale at læse.

Cress og Fairest af Marissa Meyer er henholdvis bog nummer 3 og 3.5 i The Lunar Chronicles som er blevet én af mine nye yndlingsserier.

The Unexpected Everything af Morgan Matson er, ligesom alle de andre Morgan Matson-bøger, jeg har læst, indbegrebet af sommer og meget, meget anbefalelsesværdig.

Still Me Jojo Moyes er bog nummer tre i Mig før dig-serien. Jeg elskede bog nummer ét, var lidt so-so omkring bog nummer to, men med treeren har Jojo Moyes genfundet lidt af Louisa Clark-magien, og den var en fornøjelse at læse.

Alt i alt en virkelig god og varieret læsemåned. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilken bog, der var den bedste, som DU læste i juli – så fortæl det endelig i kommentarfeltet 😊


torsdag den 18. juli 2019

"Eviglivet (Evigt Liv #3)" af Gena Showalter


Titel: Eviglivet (Evigt Liv #3)   Forfatter: Gena Showalter   Udgivelsesår: 2018   Forlag: HarperCollins Nordic
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Dette er tredje og sidste bog i Evigt Liv-trilogien. De to første har jeg anmeldt lige her og lige her.

Da jeg startede på Eviglivet, var jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg kunne huske nok af de to foregående bøger til, at det ville give mening, eller om for mange detaljer var gået tabt, og om det i så fald ville påvirke min læseoplevelse. For det er et kompliceret univers og en kompakt historie, hvor det oftest er med at holde tungen lige i munden, hvilket var hvad der havde imponeret mig rigtig meget i de to første bøger. Det ville nok have været mest optimalt at læse trilogien ud i ét stræk, men uddraget af ordlisten i starten hjælper lidt, selvom der er stadig meget at holde styr på. Men efter endt læsning tror jeg faktisk ikke kun, at det var min hukommelse, der var skyld i min forvirring.

Krigen mellem Trojka og Myriaderne raser stadig, og Ten kæmper fortsat for at opnå fred. Hun bliver gift med sin store kærlighed Killian, der ellers skulle være hendes fjende, og derefter vil de dræbe Ravnenes prins. Nu mere end nogensinde vil deres valg få konsekvenser. De er bundet til hinanden, så hvis den ene bliver skadet, gør den anden også, og begge sider er naturligvis utilfredse med deres ægteskab og forbindelse. Da Killian pludselig får hukommelsestab, er han utilregnelig og ikke til at stole på, hvilket er noget af et tilbageslag for Ten.

Introduktionen af beskytterdyr er en spøjs tilføjelse til universet - især Tens hund, Kiks. Det føles fjollet og malplaceret med talende dyr i et ellers ret alvorligt univers, hvor jeg har lidt svært ved at se, hvordan de logisk passer ind, og i stedet bidrager de til den rodede helhedsoplevelse - selvom jeg egentlig godt kan lide idéen, måske bare ikke så meget udførelsen.

Ten skal bestemme, hvem der vender tilbage til livet ved Genopstandelsen. Hun træffer valget, og samtidig skal hun finde sin plads i virkelighederne, hvilket er svært, når hun er så bevidst om, at der altid er to sider af samme sag. Kontrasterne mellem alt spiller en vigtig rolle - lys og mørke, godt og ondt, hævn og tilgivelse... Ten er både trojkansk og myridisk. Der stilles mange dilemmaer op overfor vores hovedpersoner, og det er interessant at se, hvordan de reagerer på forskellige situationer, og hvilke valg de træffer under så stort et pres. Det er nok det, der er bogens styrke, og det, der driver den frem og fik mig til at fortsætte med at læse trods min forvirring over handlingen. Det menneskelige er til at forstå, selv når universet og handlingen er kompliceret og stikker af i alt for mange forskellige retninger.

Tempoet er højt og actionfyldt, og nogle gange er det svært at følge med, fordi der næsten sker for meget, og jeg synes, at noget af det er ret indviklet. Især det her med at have flere liv, forskellige virkeligheder og at bringe folk tilbage fra de døde, og oveni det hele er der den her sygdom, Natskygge. Det er en stor mundfuld, der hurtigt kan blive forvirrende at holde styr på. Især fordi Ten og de andre karakterer heller ikke selv er helt klar over, hvordan alt fungerer og hænger sammen, så deres spekulationer og teorier forvirrede mig endnu mere. Meget af det, der bliver introduceret, bliver ikke brugt aktivt, så det burde nærmere have været udeladt for at forsøge at simplificere bare lidt.

Jeg er nok mest af alt i tvivl om, om Gena Showalter selv har kunne holde styr på alle de bolde, hun har kastet i luften, for ofte virker det lidt som om, at hun bare finder på tingene, efterhånden som historien udfolder sig uden at gå tilbage og overveje, om det passer ind eller giver mening i forhold til, hvad der er gået forud. Jeg føler ikke, at der er nogle faste regler eller struktur i universet, der er alt for omfattende - alt kan tilsyneladende ske, efterhånden som det er bekvemt for forfatteren. Universet er desværre en smule for abstrakt for mig i denne bog og ikke så veludført, som jeg havde forventet ud fra de foregående bøger. Det meste af tiden er det hele for rodet, og jeg opgav til sidst at få det hele til at give mening.

Sprogligt er bogen velskrevet, og hele idéen er en original blanding af elementer af fantasy, sci-fi, young adult og dystopi. Det her er dog desværre den bog i trilogien, som jeg synes mindst om. Den er stadig en fin afslutning, men trods den fænomenale start i første bog, er det desværre gået ret meget ned ad bakke siden, efter min mening. Idéerne er rigtig gode, men forfatteren har forsøgt at gabe over og jonglere med for meget, og desværre er endt med at tabe boldene på gulvet.