"Den halve krig (Det Splintrede Hav #3)" af Joe Abercrombie

Titel: Den halve krig (Det Splintrede Hav #3)   Forfatter: Joe Abercrombie   Udgivelsesår: 2018 (org. 2015)   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Dette er tredje bind i Det Splintrede Hav-serien. De to første bøger har jeg været meget begejstret for, og mine anmeldelser kan læses lige her og lige her.

Endnu en gang følger vi en ny hovedperson i det velkendte univers, tilsat gæsteoptrædener af karaktererne fra de foregående bøger - ikke mindst Fader Yarvi, der stadig står over det hele som en slags marionetdukkefører i kraft af sin rolle som kongelig rådgiver. Men også Torn og Brand er stadig fremtrædende karakterer.

Den ene nye hovedperson, som tilføjer endnu en synsvinkel til rækken, er prinsesse Skara, der ser sin bedstefader Kong Fynn og Moder Kyre blive brutalt dræbt og må flygte fra det liv, hun kender til og derefter tilpasse sig livet som dronning et fremmed sted og den magt, der følger med – på godt og ondt. De andre nye perspektiver leveres af Raith, som er en lettere kynisk og kampglad våbendrager for Grom-gil-Gorm, og Koll, som er Fader Yarvis lærling.

Alle karakterernes skæbner væves naturligvis sammen på kryds og tværs. Kong Uthil og Grom-gil-Gorm tager imod prinsesse Skara som erstatning for Kong Fynn i deres alliance, og Raith bliver sat til at passe på hende. De forskellige personers oplevelser og opfattelser af krigen er interessante, og ligeledes at følge deres stolthed, kampgejst og indbyrdes forhold eller mangel på samme. Det er som altid et kompliceret politisk spil, hvor man skal holde tungen lige i munden for at følge med i alliancer, fjendskaber og persongalleri, for forræderiet lurer i hver en krog.

Der er igen meget detaljerede kampscener, som bliver en smule ensformige og langtrukne, selvom de nok er tænkt som actionfyldte - der sker meget, men det er lidt af det samme med folk, der bliver slået brutalt ihjel eller skal undgå samme skæbne. Til gengæld er der også kærlighedshistorier, som opstår på trods af krigen og elendigheden. Universet udvides samtidig, men det er stadig den samme ubarmhjertige, middelalderlige kulisse, som har en umiskendelig klassisk fantasyfølelse over sig.

Joe Abercrombie skriver virkelig godt, og han har formået at skabe en gennemført og detaljeret verden med en rig baggrundshistorie og mytologi, som dog ikke stjæler fokus fra karakterernes historier og følelser, som er levende beskrevet og iscenesat. Dertil kommer en for det meste spændende handling i højt tempo med krig og kampscener, men også fordybelse i form af filosofiske og eftertænksomme ordsprog og dialoger.

Det er helt klart stadig første bog, Den halve konge, der er seriens stærkeste. Bog to og tre minder lidt for meget om hinanden - ikke at de er dårlige, overhovedet ikke, men de lever ikke helt op til første bogs originalitet og spænding. De øvrige hovedpersoner synes jeg ikke, at man kommer helt lige så tæt på, som man kom på Yarvi, og i de efterfølgende bøger fylder Yarvi for lidt, og hans karakter mistes næsten, hvilket er ærgerligt, for serien kunne for min skyld sagtens have været kørt videre med ham som eneste hovedperson, hvilket jeg tror ville have holdt min interesse intakt - den er desværre faldet lidt med hver bog, men alligevel ikke mere, end at jeg stadig har haft lyst til at læse videre. Det tager dog efter min mening for lang tid at lære de nye karakterer godt nok at kende til, at man interesserer sig ret meget for dem og bliver investeret i deres skæbner. Til gengæld gør de skiftende hovedpersoner, at man i princippet vil kunne læse bøgerne hver for sig.

Den første halvdel af bogen her var lidt sløv for mit vedkommende - men så skete der alligevel ting, som gjorde, at jeg lige pludselig næsten ikke kunne slippe historien. Så man skal altså ikke lade sig skræmme, hvis man ikke er ovenud begejstret for bogen fra starten, for den bliver bedre i den sidste halvdel, og er på mange måder en rutsjebanetur af blandede oplevelser. Hvis man har læst og nydt de første bøger, skal man derfor helt sikkert have denne med også, for så vidt jeg har forstået, skulle dette være seriens sidste og afsluttende bind.

"Krigens monstre (Chaos Walking #3)" af Patrick Ness

Titel: Krigens monstre (Chaos Walking #3)   Forfatter: Patrick Ness   Udgivelsesår: 2019 (org. 2010)   Forlag: CarlsenPuls

Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Dette er tredje bog i den populære og hypede Chaos Walking trilogi. De to første bøger har jeg anmeldt lige her og lige her, og jeg har været SÅ spændt på denne tredje og sidste bog.

Krigen kan ikke længere undgås, og pludselig er der tre sider, idet at spacklerne også er kommet på banen foruden Borgmester Prentiss’ hær og Mater Coyles Answerhær. Og for at det ikke skal være nok, så lander bosætterne midt i kaosset.

Todd skånede og løslod Borgmester Prentiss, og det vil vise sig, om det var et klogt eller dumt træk. Viola bliver genforenet med bosætterne fra hendes hjemplanet, som nu er ankommet. Spackelhæren og de nyankomne får uforudsete konsekvenser og komplicerer i dén grad alting yderligere. Viola og Todd begynder også at tvivle på deres egne beslutninger, bevæggrunde og godhed - hvilket er netop dét, som krigen gør.

Fortællingen er hæsblæsende med et actionfyldt tempo og hurtige kapitelskift mellem Todd og Viola, så vi får glimt af flere perspektiver simultant. Og denne gang er der en overraskende tredje fortællerstemme, der viser spacklernes perspektiv - de er intelligente, følende væsner, der er blevet fremmedgjorte og undertrykte, for at Prentiss kunne beholde sin magt, og nu kæmper de imod. Vil det lykkes Todd og Viola at standse krigen? Ultimativt holder man med alle og ingen i denne krig, for de forskellige perspektiver sætter læseren ind i tankerne og bevæggrundene hos alle tre sider, og det er dybt kompliceret og langt fra sort/hvidt. Alt er en gråzone i en krig som denne, hvor selv Todd og Viola bevæger sig på kanten og endda til tider overtræder den. Og det er genialt udført af Ness.

Der stilles interessante spørgsmål, såsom hvem der bør vinde krigen - på hvilken bekostning, og hvilken verden efterlader det til de overlevende? Med al tydelighed vises der, hvor meningsløs krig i virkeligheden er, for der er aldrig rigtig nogen, der vinder, men alle står tilbage som tabere på den ene eller anden måde. Der er mange brutale krigsscener, slag og en stærk portrættering af, hvordan krigen, som titlen antyder, gør folk til monstre. Men samtidig har krigen for andre den helt modsatte effekt og får dem til at handle ædelt og nobelt. Borgmesterens vanvid træder tydeligere frem, Todd og Violas moralske dilemmaer bliver dybere, og det er som om, at alt lige er løftet et niveau højere op til et brag af en finale og afslutning på trilogien.

Nu er det ikke fordi, at de to første bøger var hverken hyggelig eller nuttet godnatlæsning, men til sammenligning er denne om muligt endnu mere rå, mørk og barsk. Alt i alt er det en utrolig spændende historie, der tager overraskende drejninger med uforudsete plottwists, der er helt igennem veludførte. Og sikke en afslutning på trilogien. Det kommer til at kræve lidt tid at lade det hele synke ind, men wow – Ness har gjort det igen. Med fare for at gentage mig selv, kan jeg ikke anbefale hans forfatterskab og denne trilogi nok.

"Wundersmeden - Morrigan Crows hemmelige kraft (Nevermoor #2)" af Jessica Townsend

Titel: Wundersmeden – Morrigan Crows hemmelige kraft (Nevermoor #2)   Forfatter: Jessica Townsend   Udgivelsesår: 2019 (org. 2018)   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Dette er anden bog i Nevermoor-serien. Jeg elskede første bog, som jeg har anmeldt lige her.

Morrigan har fundet sig godt til rette i sit nye liv i Nevermoor, og det virker endelig til, at hun hører til et sted som medlem af Det Forunderlige Selskab, der repræsenterer dét, hun altid har ønsket sig - nemlig en familie.

Det skaber dog hurtigt skår i glæden, at alle frygter hende og laver problemer, da de finder ud af, at hun er Wundersmed. Den eneste anden Wundersmed er den ondeste mand i verden, Ezra Squall. Fordømmelsen og mistroen minder lidt for meget om de første 11 år af hendes liv, hvor alle troede, at hun var forbandet, og den følelse havde hun ellers håbet at kunne lægge bag sig.

Morrigan starter i skole sammen med de andre nye medlemmer af Det Forunderlige Selskab. Meget mystisk begynder folk at forsvinde, og der dukker trusselsbreve op. Jupiter rejser mere og mere for at prøve at finde hoved og hale i det hele, og samtidig må Morrigan forsøge at bevare sin hemmelighed og beholde sine nye venner.

Den nye skolesetting på Forsel og de nye problemstillinger, som Morrigan stilles over for, er interessante. Jeg er næsten altid vild med historier, der foregår i et skolemiljø med helt gennemførte skolesystemer på denne måde, og sammenligningen med Harry Potter, som forrige bog også blev udsat for, er endnu mere oplagt denne gang. Det er de samme temaer såsom loyalitet, venskab og en klassisk samt spændende kamp mellem det gode og det onde.

Hemmeligheder bliver afsløret, og der bliver også introduceret flere nye karakterer og forunderlige væsner - både venner og knapt så venligt indstillede personligheder. Bogen er meget stemningsfuld og gennemført. Man kan levende se alt for sig, som sker, fordi det er godt beskrevet, og forfatteren har formået at skabe et genkendeligt univers, som er let at visualisere, så snart man har stiftet bekendtskab med det. Trods dystre undertoner og underliggende fare, er det samtidig et finurligt og muntert univers, som både er farverigt og sjovt, og man kan ikke undgå at blive glad af at læse om det.

Alt i alt er det en utrolig veludført middlegrade fortælling. Den er eventyrlig, til tider skør, men også alvorlig, når den skal være det. Fantasifuldheden og de mange originale ideer og påfund, som kun ses i Nevermoor, gør det på den måde til et unikt og levende univers. De flotte grafiske detaljer med billeder, der passer til handlingen i starten af hvert kapitel, hjælper også til den helt særlige læseoplevelse.

Denne fortsættelse fortsætter absolut det høje niveau og er mindst lige så god som første bog i serien, og nu kan jeg næsten ikke vente, til næste del bliver udgivet.

"Et rige af vinger og kaos (Et rige af torne og roser #3" af Sarah J. Maas

Titel: Et rige af vinger og kaos (Et rige af torne og roser #3)   Forfatter: Sarah J. Maas   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: Gyldendal

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal Ung

Dette er tredje bog i Et rige af torne og roser-serien. De to første bøger har jeg anmeldt lige her og her.

Feyre befinder sig i Forårsriget, mens hun i hemmelighed er Natrigets Storfyrstinde. Hun er dobbeltagent, der foregiver at være på Tamlins og Luciens side, samtidig med at hun rapporterer til Rhysand om deres planer med Jurian og Hybern. De vil bruge Karret til at ødelægge verden og nedbryde muren mellem elverne og menneskene, og Tamlin vil gøre alt for at vinde Feyre tilbage. Det vil Feyre for alt i verden forhindre, så hun kan redde Pritanien. Hun spiller et strategisk komplekst spil, sår splid og lægger fælder, og det er næsten svært at genkende den pige, hun startede ud med at være i første bog.

Feyre spiller sin rolle til perfektion, og hun er lynhurtigt blevet en fuldstændig integreret del af elvernes verden - med alt hvad den indebærer af magi, mystik og magtkampe. Krigen ulmer, Hyberns hær samles og truer med at ødelægge muren. Feyres søstre er efter turen i Karret blevet en del af den verden, som hun ellers havde forsøgt at skåne dem for, så der er pludselig også dét at tage med i beregningerne. Der er både nye og velkendte karakterer - så mange, at jeg indimellem havde lidt svært ved at holde tungen lige i munden, men efterhånden måtte acceptere ikke at kunne huske alle deres baggrundshistorier og tilhørsforhold ned til mindste detalje, for Maas tilfører en utrolig detaljerigdom til alt og væver på kryds og tværs.

Dette gør det endnu en gang til en virkelig lang bog, som er mættet af beskrivelser, forklaringer og handling. Her får fantasyelskeren virkelig noget for alle pengene. Netop fordi der er sket så meget, er kontrasten til, hvordan Feyres følelser for Tamlin og hans rige plejede at være, og til hvordan de er nu, virkelig tydelig. Især hvor udspekuleret hun er, hvordan hun prøver at sætte Tamlin og Lucien op imod hinanden, gør, at jeg egentlig ikke er sikker på, om jeg bryder mig ret meget om hendes personlighed. Men måske gør hun blot, hvad der skal til, for at redde sig selv og verden – og måske samtidig hævne sig på Tamlins forræderi.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Maas fuldstændig kan vende op og ned på karakterers roller og ændre ens opfattelse af dem. Tamlin går fra at være den attraktive love-interest i første bog til pludselig at være en form for fjende - selvom han hele tiden vil have Feyre, men tilsyneladende af de forkerte årsager og ved at bruge helt forkerte midler for at opnå det. Det er i virkeligheden nok hans besiddertrang, der er hans største fejl, og det er rart med en kvindelig hovedperson, der for en gangs skyld gør oprør imod det, og ikke vil finde sig i at være den form for objekt.

Jeg tror måske, at jeg skulle have læst bøgerne i serien noget tættere på hinanden, for der er rigtig mange detaljer, der ikke står så skarpt i min erindring, selvom jeg har forsøgt at forberede min læsning lidt med nogle recaps af de forrige bøger. Jeg vil derfor anbefale at binge-læse serien her, hvis man har muligheden. Jeg var vildt begejstret for de to første bøger, men som sagt sker der virkelig meget, der er virkelig mange karakterer, relationer, alliancer, fjendskaber og øvrige tilhørsforhold at holde styr på. Det kommer dog lige så stille tilbage efterhånden, som man kommer ind i bogen og det storslåede univers igen, for Maas er god til at referere og kigge lidt tilbage på, hvad der tidligere er sket i fortællingen.

Serien har gennemgået noget af en imponerende udvikling fra i første bog at være en form for mørk retelling af Skønheden og Udyret, til at være et helt univers for sig selv - en næsten håndgribelig verden, der er delt op og truet af ødelæggelse, fordi parterne ikke kan sameksistere i fred med hverken hinanden eller menneskenes verden. Det er på mange måder en klassisk fortælling, men samtidig et moderne eventyr. Det er ikke helt ’de gode mod de onde’, som vi kender det, for man kan ikke sige, at Feyre og hendes allierede er gode - hendes tanker, evner og handlinger kunne sagtens have tilhørt skurken i en hvilken som helst anden fortælling, hvilket gør sig gældende for størstedelen af bogens karakterer. Det er interessant, hvordan dynamikken skubbes i takt med, at Feyres evner udvikles, og hun får mere magt. Så kampen mellem det gode og det onde er et spørgsmål om perspektiv i forhold til, hvem der er mere eller mindre ond, og hvem der kan bruges i kampen mod det større onde, hvilket giver et meget godt billede af den verden, historien udspiller sig i.

Jeg føler, at jeg var mere investeret i de to første bøger, men om det er fordi, at tredje bog er strukket for langt eller er lidt mere rodet, eller om jeg har ventet for længe med at læse den, er jeg ikke sikker på. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig, storslået og spændende læseoplevelse, som man som fantasyfan ikke må snyde sig selv for - især ikke, hvis man allerede har læst de foregående bøger, for det er samtidig en rigtig fin afslutning på trilogien - jeg anser det i hvert fald for at være en afslutning, da der bliver bundet rigtig fin sløjfe på historien - men der er, så vidt jeg har forstået, planlagt flere bøger i samme univers.

Månedens læsning #43: April 2019

Reklame: Anmeldereksemplarer fra Alvilda og Gyldendal Ung

Så blev det igen tid til at se tilbage på måneden, der er gået – og denne måned har i dén grad stået i bøgernes tegn, hvis man skal dømme efter, hvor meget det er lykkedes mig at læse! Hele 20 bøger blev det til. Det kan jeg delvist takke Dewey’s 24 Hour Readathon for, som for alvor sparkede min læselyst i gang i starten af måneden (læs om mit readathon lige her) og den anden årsag er, at jeg passede hus ude på landet for mine forældre, mens de var en uge på Tenerife, så der var ret meget ro til at fordybe mig i en masse bøger, da jeg kun havde Findus til at forstyrre mig der. Ovenikøbet var det alle sammen nogle rigtig gode læseoplevelser – jeg tror faktisk ikke, at jeg har givet en bog under 3 stjerner denne måned, så det er ret godt klaret, men mange af bøgerne har også været nøje udvalgt på min TBR længe.

Lad os starte med anmelderbøgerne først. Langt størstedelen af de bøger, jeg læste denne måned, var faktisk ikke nogen, jeg skulle anmelde, da jeg lige havde brug for en kort pause for at lade op til at tackle nogle flere anmeldereksemplarer senere. Jeg fik dog genlæst den første bog i Nevermoor-serien, Nevermoor: Morrigan Crows magiske prøvelser af Jessica Townsend, for at forberede mig til efterfølgeren, Wundersmeden: Morrigan Crows hemmelige kraft. Begge er anmeldereksemplarer fra Gyldendal Ung, og begge er helt fantastiske. Min anmeldelse af første bog findes lige her, og anmeldelsen af toeren er lige på trapperne.

Alvilda var så søde at sende mig en del overraskelsespakker denne måned, og jeg kunne ikke lade være med at læse 4 af dem med det samme. Fra Alvilda har jeg derfor fået læst Udstillet af Nicole Boyle Rødtnes, Elverdans 1 + Elverdans 2 også af Nicole Boyle Rødtnes samt Dragens kys af Josefine Ottesen – anmeldelserne af alle 4 kommer snarest.

Til Dewey’s Readathon fik jeg læst 3 bøger i løbet af de 24 timer, og det var som altid en kæmpe fornøjelse. Jeg hyggede mig med klassikeren Murder on the Orient Express af Agatha Christie, Cruel Beauty af Rosamond Hodge og The Wizards of Once af Cressida Cowell.

Som forberedelse til King of Scars af Leigh Bardugo, der udkommer på dansk i denne måned, har jeg forsøgt at forberede mig med Grisha-trilogien, hvor jeg indtil videre har fået læst Shadow and Bone og Siege and Storm, og jeg har planer om at læse Ruin and Rising her i maj.

Jeg fik også endelig læst Provinspis af Ditte Wiese, som jeg fløj igennem – også som en form for forberedelse til hendes nye udgivelse i juni. Det blev også til to Colleen Hoover bøger, nemlig Without Merit og Måske en dag, hvoraf Without Merit klart var min favorit. Måske en dag er desværre nok den af Hoovers bøger, jeg bryder mig mindst om indtil videre, men den var stadig fin.

Lidt blandede bolcher til sidst bestående af Shatter Me af Tahereh Mafi, The Cage af Megan Shepherd, A Frozen Heart af Elizabeth Rudnik og Eleanor Oliphant her det helt fint af Gail Honeyman – alle rigtig fine og anbefalelsesværdige læseoplevelser. Ligeledes børneklassikeren Heidi af Johanna Spyri, som var lige så dejlig, så jeg huskede den fra min barndom. Jeg var endda så heldig at finde fortsættelserne i min lokale genbrug lige efter, at jeg havde færdiglæst den, så dem tænker jeg at kigge på i maj. Vi slutter listen af med Rebel of the Sands af Alwyn Hamilton, som var virkelig god, og som jeg også allerede har købt fortsættelserne til.

Har du læst noget godt i april? 😊

"Fjendens ansigt (Chaos Walking #2)" af Patrick Ness

Titel: Fjendens ansigt (Chaos Walking #2)   Forfatter: Patrick Ness   Udgivelsesår: 2018 (org. 2009)   Forlag: CarlsenPuls

Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Dette er anden bog i Chaos Walking-trilogien. Første bog har jeg anmeldt lige her. Knivens stemme sluttede mildest talt med lidt af en cliffhanger, så jeg har været vildt spændt på at læse videre – og jeg blev heldigvis ikke skuffet, for Fjendens ansigt fortsætter i samme stil som forgængeren, og den starter gudskelov, hvor den anden slap, så historien tages op igen med det samme. Todd holdes fanget af Borgmester Prentiss, som nu er præsident, og de har også taget Viola – noget har dog ændret sig, da Todd nu anses for at være en mand, fordi han har dræbt Aaron, men hvad vil Prentiss med ham?

Nogle af kapitlerne fortælles af Viola denne gang, og det er interessant med en ny stemme og synsvinkel, hvilket også viser helt nye sider af handlingen, historien og universet. Hendes kapitler er markant anderledes end Todds, for de er ikke skrevet/fortalt i samme dialekt, hvilket gør dem lidt lettere at læse, men fungerer samtidig også som en unik måde at afspejle hendes personlighed på. Ikke fordi Todds kapitler og dialekt er svære at læse eller forstå, men det er rart med lidt afveksling og er en virkelig fin, diskret og gennemtænkt måde at skildre karaktertræk på – og de er faktisk også skrevet i forskellige skrifttyper, hvilket komplimenterer de andre flotte grafiske detaljer ligesom i første bog, der lige gør dét ekstra for læseoplevelsen.

Vi får således to perspektiver, et kvindeligt og et mandligt, ét fra hver side af krigen, selvom de som udgangspunkt er på samme side og egentlig ikke hører til på hverken den ene eller den anden front - de vil bare have lov til at leve i fred, men de er begge en slags fanger i dette frygtelige kaos. Det er umuligt at gennemskue, hvem man skal holde med, og i virkeligheden holder man ikke rigtigt med nogen udover Todd og Viola, hvilket spejler krigens kompleksitet helt perfekt. For hvem er de gode, og hvem er de onde? Hvem taler sandt, Prentiss eller Answer?

Der introduceres nye karakterer, som alle er spændende tilføjelser til persongalleriet. Især præsidenten er en uhyggelig figur, som man ikke aner, hvor man har henne. Både ham og mater Coyle er sindssygt manipulerende, leger med folks sind og spiller komplicerede psykologiske spil.

Dette leder videre til de interessante spørgsmålstegn, der sættes ved, hvem der er frelser og fjende. Den slags hjernevaskelse og reaktioner, som krig og elendighed fører med sig. Todd vil bare gerne gøre det rigtige og være god, men hvad vil dét egentlig sige i denne ubarmhjertige verden? Og kan det forenes med det, som han er nødt til at gøre for at overleve? Med krigen, og hvad man er villig til samt de valg, man træffer - ikke bare for at overleve, men hvad så, når man er blevet overbevist om, at den ene side er mere rigtig end den anden?

Jeg føler næsten, at jeg siger det hver gang, jeg læser noget nyt af Ness, men endnu en gang er det lykkedes ham at skabe noget helt unikt – et originalt og gennemført, dystopisk univers fyldt med undertrykkelse, vold og korruption, som man ikke har lyst til at leve i, men på ingen måde kan lade være med at læse om. Her er der tale om mænd, der går mod en modstandsbevægelse af kvinder, og samtidig er nytilflytterne på vej med rumskibe. Der foregår virkelig meget, men det bliver aldrig alt for hæsblæsende eller uoverskueligt. Det kommer i det helt rigtige, nærmest snigende tempo, der holder spændingen og interessen undervejs.

Historien har mange lag, og vi bliver præsenteret for virkelig mange problematikker og etiske dilemmaer, som kun en rigtig god dystopi kan gøre det. Det er tankevækkende, skræmmende og interessant læsning, fyldt med twists hver gang folk igen forråder hinanden - man kan virkelig ikke stole på nogen, hverken som læser eller hovedperson.

Selvfølgelig sluttede vi igen på lidt af en cliffhanger, så det er godt, at tredje bog udkommer inden længe!

"Bruce Dickinson: En selvbiografi - What Does This Button Do?" af Bruce Dickinson

Titel: Bruce Dickinson: En selvbiografi – What Does This Button Do?   Forfatter: Bruce Dickinson   Udgivelsesår: 2017   Forlag: HarperCollins Nordic

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Dette er Bruce Dickinsons selvbiografi. Som forsanger i Iron Maiden er han ét af de helt store navne indenfor heavy metal - dét man nok vil fristes til at kalde en levende legende, og det er da også sådan, jeg kender ham bedst. Han har indtil udgivelsen af denne bog været meget lukket og tilsyneladende ikke givet interviews omkring sit privatliv, men nu kommer store dele af hans liv frem, som han nedfældede på syv håndskrevne A4-blokke under en turné i 2016.

Jeg vil ikke kalde mig selv kæmpefan af Iron Maiden, men som kæmpefan af den genre, de bevæger sig indenfor, har jeg da lyttet en del til deres musik i løbet af årene og har da også oplevet Bruce på tæt hold til en Iron Maiden koncert tilbage i 2008.

Vi starter læsningen ved hans helt tidlige barndom, hvor han voksede op hos sine bedsteforældre i et lille working class samfund i England. Efter fem år kommer hans forældre tilbage fra en cirkusturné, og han skal derefter bo hos dem, hvilket bliver en omflakkende tilværelse, hvor de flytter en del rundt og møder mange forskellige typer mennesker. Han fortæller også om sit kostskoleliv med mobning og tæv. Men det var samtidig der, han fik øjnene op for rockmusik. Faktisk ville han først være trommeslager, men endte med at blive forsanger i sit første band, inden de gik hver til sit, og han startede på universitetet for at læse historie i London, men brugte vist mere tid på at drikke øl, tage til koncerter og spille i endnu et band.

Han har lavet virkelig mange forskellige ting og haft mange forskellige interesser - drama, fægtning, musik, forfatter, pilot, radiovært... som undertitlen, ‘hvad er den knap til...?’ Skal man efter hans overbevisning være nysgerrig og prøve ting af, kaste sig ud i det, og det har han levet efter, som bogen tydeligt bærer præg af.

Den indeholder nemlig anekdoter om mange af de mennesker og begivenheder, som har haft indflydelse på hans liv og præget ham, og hans mange interessante refleksioner over det. Man bliver hurtigt opslugt af historien om Bruce, der havde en lidt hård start på livet og en speciel opvækst. Hans nysgerrighed, gåpåmod og oprørske samt til tider anarkistiske og rebelske tilgang skinner dog igennem lige fra starten, uden at det virker falsk, eller som om han sensationaliserer eller glamouriserer sit liv for at tilpasse det selvbiografiformatet.

Det er mest hans erindringer om musikkarrieren og hele rockstar-miljøet, heavy metal genrens evolution osv. jeg især finder interessant at læse om fra hans perspektiv, for det har jeg tidligere læst en del om andre steder. Der er masser af namedropping, som nok ikke giver mening for folk, der ikke interesserer sig for heavy metals historie, men bogen indeholder også et væld af andre livserfaringer, så der er lidt for enhver smag, og tilsammen skaber det et meget nuanceret selvportræt af Bruce Dickinson.

Jeg synes dog godt, at balancen mellem at forklare for meget og for lidt kunne have været bedre. Nogle ting bliver udpenslet grænsende til det overdrevne, mens andre ting godt kunne have krævet en længere uddybning. Jeg er nogenlunde inde i den del af musikbranchens dynamikker, men jeg tænker, at en stor del af bogen ville være volapyk eller uinteressant for folk, der ikke er. Både i forhold til namedropping og musikteknikaliteter, men i den grad også teknikaliteter omkring alle hans andre interesser, for han er enormt passioneret, nørdet og teknisk omkring alt hvad han foretager sig. Som om han sætter sig for at undersøge og sætte sig ind i og vide alt, hvad der overhovedet er muligt at vide om et givent emne, der interesserer ham. Og han genfortæller meget af det meget detaljeret i denne bog. Det kan godt blive meget mættet indimellem, og det er derfor ikke en bog, som man læser i ét stræk. Så jeg vil mene, at man nok skal have en vis interesse for bare noget af det samme på forhånd, for at finde bogen her interessant, for jeg synes af og til, at det bliver meget abstrakt. På den anden side var der nogle af tingene, som jeg fik lyst til selv at undersøge nærmere, hvilket hænger meget godt sammen med hele Bruces nysgerrige og videnbegærlige livsfilosofi ”What Does This Button Do?”

Folks vej til succes og berømmelse er altid fascinerende at læse om, og Bruces beretning er ingen undtagelse. Han har selv arbejdet sig op, der har selvfølgelig også været lidt held involveret, men i bund og grund er det hårdt arbejde og talent, der ligger bag.

Bogen er både ærlig og humoristisk. Fortælleteknikken er lidt rodet og springer en lille smule rundt - det virker meget umiddelbart med indskudte tanker, anekdoter og forklaringer, men det gør den samtidig lidt rå og uslebet, som om han fortæller dig sin livshistorie på en pub over en øl.

Der er ingen tvivl om, at han har haft et interessant liv og har sørget for at opleve meget andet end sin rockstjernekarriere, hvilket han fortæller vidt og bredt om. Men der er alligevel en del ting fra hans privatliv, som han bevidst har valgt at udelade, og som jeg måske hellere ville have læst om, end nogle af de ting, der er med. Men det er naturligvis en personlig smagssag, hvad man finder interessant og relevant, og mandens samt familiens privatliv skal naturligvis også respekteres. Alt i alt en anbefalelsesværdig bog til alle, der er lige så nysgerrige på livet, som Bruce er.