torsdag den 21. februar 2019

"Fandom" af Anna Day



Titel: Fandom   Forfatter: Anna Day   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Politikens Forlag
Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Fandom er Anna Days imponerende debutroman, som endda bliver anbefalet af Louise O’Neill, hvilket jeg vil mene, er et kvalitetsstempel i sig selv – den passer faktisk også til fans af hendes bøger – og jeg blev heldigvis ikke skuffet.

Bogen handler i høj grad om, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. For Violet går det nemlig i opfyldelse, og det er ikke nødvendigvis en god ting. Derimod er det livsfarligt. Violets yndlingsbog er Galgedansen af Sally King, hvori mennesker lever i en verden, hvor de er delt op i de perfekte, genetisk forædlede Gem’er og de helt almindelige, uperfekte Imp’er. Imp’erne er undertrykte og bliver jævnligt hængt tilsyneladende uden anden grund end for at fornøje Gem’erne. Men der er en oprørsgruppe, og historiens hovedperson hedder Rose. Hende ser Violet op til og hun ønsker at være som hende. Og hun er også forelsket i Roses love-interest fra bogen, Willow.

Violet føler lidt, at hun står i skyggen af sin smukke veninde Alice, som skriver fan-fiction til Galgedansen. Violet, Katie, Alice og Violets lillebror skal til Comic-Con, og de er klædt ud som karakterer fra Galgedansen – de er gået all-in på fandom. De skal møde skuespillerne fra filmatiseringen af Galgedansen, men da de møder dem, sker der noget mystisk. Pludselig bliver de suget ind i universet fra Galgedansen. Først tror de bare, at det er yderst overbevisende rollespil som en del af Comic-Con, men det viser sig hurtigt, at de rent faktisk befinder sig i en anden virkelighed, en dystopisk verden, hvor de er blandt de undertrykte Imp’er. Et samfund gennemsyret af ulighed og uretfærdighed.

Grænserne mellem fiktion og virkelighed eksisterer pludselig ikke længere, og de er fangede. Det lykkes dem at ændre på historiens gang, så hovedpersonen Rose bliver dræbt, og så må Violet tage hendes plads og fylde hendes rolle ud hos oprørerne. Nu skal de forsøge at bruge deres viden om boguniverset til at navigere og overleve i det samt finde en måde at komme tilbage til deres egen virkelighed på. Hele Violets opfattelse af universet, som hun hidtil har glorificeret, ændres efterhånden, som hun lever i det og finder ud af, hvad der i virkeligheden foregår.

Samtidig handler det meget om fankultur, sammenholdet ved at have en besættelse og interesse til fælles. Det kan de fleste nok relatere til, det med at være eller have været stor fan af noget, som man virkelig går op i med liv og sjæl. Og der er selvfølgelig også kærlighed i form af et trekantsdrama i bedste YA-stil.

Bogen fangede mig lige med det samme. Opbygningen af den fiktive verden, der pludselig bliver virkelig, er overbevisende, så det virker naturligt, at den ene virkelighed overgår til den anden, og man tror på universet som en alternativ realitet. Det fungerer rigtig godt. Det fiktive univers, der pludselig er deres virkelighed, og grænsen mellem fiktion og faktualitet, der pludselig er udvisket, er skildret på en interessant måde, fordi de er karakterer i og en aktiv del af historien. Violet må så vidt muligt holde sig til manuskriptet, men hvad sker der, når hun afviger og følger sit hjerte i stedet for? Og kan hun finde ud af det i de situationer, hvor hun ikke har et manuskript at gå efter?

Indimellem kunne jeg måske godt have savnet noget mere baggrundshistorie både på karaktererne og samfundet. Det er til tider lidt overfladisk, og kunne virkelig udfoldes meget mere end det bliver, men det er måske noget, der kommer i den næste bog i serien.

Det er på mange måder en klassisk, dystopisk fortælling, men der er samtidige nye vinkler og originale tilgange til genren. Der er et gran af sandhed i ekstremiteten, så det ikke virker helt urealistisk, men alligevel kan skræmme én, så man ikke ønsker, at det skal blive virkelighed. Samtidig er det ikke en mere utænkelig fremtid, end at der gemmer sig en stor del samfundskritik i teksten – om jagten på perfektion, skønhedsidealer, menneskelighed, uopnåelige idealer og magtmisbrug.

Bogen er perfekt til fans af The Hunger Games og Divergent, og jeg glæder mig til at læse videre i serien, når næste bog udkommer.



onsdag den 20. februar 2019

"Dødningedukken" af Peter Mouritzen



Titel: Dødningedukken   Forfatter: Peter Mouritzen   Udgivelsesår: 2019 (org. 1993)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Bagsideteksten fortæller, at dette er en nyudgivelse af ‘Peter Mouritzens spøgelsesklassiker, med illustrationer af Rasmus Svarre’. Bogen udkom oprindeligt i 1993.

Bogen starter, da en gyserforfatter besøger en skoleklasse. Ved et af bordene sidder en bleg pige, der ser syg ud med en uhyggeligt udseende kludedukke. Da han taler til hende, er hun pludselig forsvundet, og ingen andre har lagt mærke til hende. Det er meget mystisk.

Han forsøger at bortforklare det overfor sig selv med søvnmangel. Alle tror, at det er et stunt, der skal inspirere børnene til at skrive deres egne gyserhistorier, men forfatteren bliver mere og mere overbevist om, at han rent faktisk så et spøgelse. Dødningedukken dukker op igen, og der begynder at ske uforklarlige samt skræmmende ting i klassen. Både læreren og eleverne tror fortsat fejlagtigt, at det hele er en del af forfatterens skuespil for at skræmme dem og inspirere dem, men de mystiske hændelser fortsætter og forfølger ham, selv efter at han har forladt skolen. Uhyggen kommer snigende og der er en ildevarslende stemning i bogen.

Jeg er ikke sikker på, at skrivestilen rigtigt er noget for mig, men jeg kan godt lide ideen med dukken og den kuldegysningsagtige stemning i historien, der har en noget skræmt gyserforfatter som hovedperson, der ender med at lære en del om sig selv undervejs samt har gyserhistorier og det at skrive som tema. Samtidig er der lidt om kærlighed og hans fortid, og han vil derfor forsøge at hjælpe den stakkels spøgelsespige, der følger efter ham.

Jeg tror ikke helt, at jeg forstod alle sammenhængene i fortællingen, og visse steder kunne jeg godt savne, at der blev gået mere i dybden, for det bliver hurtigt lidt fragmenteret og springende. Til gengæld er der rigtig fine og sælsomme illustrationer, som passer perfekt til historien.

Store dele af bogen foregår på en skole, så den vil nok være et hit som højtlæsning i en folkeskoleklasse. Den handler mod forventning ikke ret meget om dødningedukken - i hvert fald ikke på den måde, som jeg havde regnet med, at den ville. Den er heller ikke så uhyggelig, som jeg havde håbet – alt i alt er den lidt tam, men jeg tænker, at niveauet af uhygge garanteret passer perfekt til målgruppen, som jo nu engang er børn. Det ér en børnebog, og selvom den er fra 90’erne vil jeg mene, at den har overlevet tidens tand og er ældet ganske pænt, hvilket netop også er derfor, at den har fået status som klassiker.



tirsdag den 19. februar 2019

"Paradis i Caribien" af Pamela Fagan Hutchins



Titel: Paradis i Caribien   Forfatter: Pamela Fagan Hutchins   Udgivelsesår: 2018 (org. 2012)   Forlag: Palatium Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books

Dette er første del i serien om hovedpersonen Katie, som er en travl og hårdtarbejdende advokat, der lige har vundet en stor sag og er på firmatur til Shreveport, hvor hun flirter med kollegaen Nick. Men det går selvfølgelig ikke helt, som hun havde håbet på. Hun vågner med tømmermænd, og det lykkes for hende at gøre situationen endnu værre for sig selv og begynder at drikke og gå i hi i skam derefter - og det viser sig, at hun faktisk har drukket for meget i en længere periode, og at episoden kun er toppen af isbjerget. Udover ydmygelsen og det lettere knuste hjerte efter fiaskoen med Nick har hun også mørkere, indre dæmoner at slås med.

Hun har mistet sine forældre under mystiske omstændigheder og vælger at tage tilbage til der, hvor de døde, for at få en afslutning på det hele. Så hun tager til Caribien, nærmere bestemt St. Marcos, som er en del af Dansk Vestindien.

Bogen er skrevet i en til tider rapkæftet tone, er meget frisk i sproget, sarkastisk og lægger ikke fingre imellem – hvilket afspejler Katie meget fint og giver et billede af en lidt grov og kantet karakter. Hun formår at rode sig selv ud i nogle uheldige situationer på klassisk chick-lit manér, hvor man som læser sidder og krummer tæer og ville ønske, at man kunne trække håndbremsen og afbryde hende for hendes eget bedste - man kan se katastroferne udfolde sig allerede inden det går helt galt. Der er en fin humor i bogen, den er underholdende og på mange punkter kan man godt relatere til Katie og sætte sig ind i, hvad hun tænker og hvorfor hun gør, som hun gør - andre gange er det helt umuligt, men det giver lidt uforudsigelighed og spænding, da hun er en uperfekt hovedperson.

Klichéerne irriterede mig dog næsten fra starten - både det med at hun er en fortravlet advokatstereotyp samt måden som ting, karakterer og udseende bliver beskrevet på med gennemtærskede floskler. Det bliver dog en anelse bedre, eller også lykkes det bare at se bort fra det, jo længere ind i bogen man kommer, hvor andre ting stjæler fokus – for der foregår virkelig meget lige pludselig.

Der er ægte feriestemning, chick-litfølelse og samtidig mysterier - så bogen er en blanding af rigtig mange genrer og elementer, og den handler i høj grad om at gøre op med fortiden, starte på en frisk et nyt sted og lægge sit gamle liv bag sig.

Katie kommer tæt på Caribisk kultur og de lokale, og beskrivelserne af især naturen gav mig lyst til at booke en rejse til øen med det samme. Skiftene mellem ø-livet og advokatlivet i Dallas er måske lidt klodsede, men det illustrerer meget godt forskellene på de to sider af hendes liv, og hvorfor hun så desperat ønsker forandring og at komme væk.

Pludselig får historien et paranormalt voodoo-præg, som jeg ikke helt kan placere, hvorvidt er passende eller ej. Det tilføjer mere mystik, men samtidig bliver det også lidt rodet med alt for mange forskellige retninger, som historien bevæger sig i og tråde at forholde sig til, som ikke altid giver mening - først hendes forelskelse i Nick, hendes stressede liv som alkoholiseret advokat, der sørger over det mystiske og pludselige tab af sine forældre, så selve rejsen til Caribien, hvor det overnaturlige kort stikker hovedet frem, så tilbage til Dallas og en højprofileret retssag, og så tilbage til Caribien, hvor hun pludselig køber et hus med et voodoo-spøgelse.

Men den lidt særprægede sammenblanding til trods, var jeg underholdt og opslugt af bogen, så det må alligevel have fungeret, for hvert element er spændende i sig selv, selvom det som helhed måske kunne have været en lille smule mere elegant udført.

Jeg synes egentlig at denne bog afslutter og afrunder historien helt, for man får besvaret alle spørgsmål - måske på nær alt det med det overnaturlige og spøgelseselementet, så jeg er lidt i tvivl om, hvad de næste bøger i serien kan komme til at handle om og tilføje - men det bliver spændende at se, for med alt det, der foregår i første bog her, er der nærmest ikke grænser for, hvad der kan ske i den næste.



mandag den 18. februar 2019

"Den opdagelsesrejsende" af Katherine Rundell



Titel: Den opdagelsesrejsende   Forfatter: Katherine Rundell   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: Loxodonta
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Loxodonta

Fred styrter ned med et fly midt i Amazonjunglen i Sydamerika sammen med de andre overlevende børn Con, Lila og Max.

De bliver opdagelsesrejsende, hvilket de fleste børn nok har drømt om at blive, inklusiv Fred. Det er bare ikke nemt i virkeligheden at skulle overleve og navigere mellem junglens farer, når man møder både vilde dyr, vejret, sult og tørst som udfordringer. De formår dog at skabe sig et midlertidigt hjem i junglen ud af, hvad de finder, hvilket altid er fascinerende at læse om – når mennesker besidder opfindsomhed og kreativitet i pressede situationer.

Vi lærer dem gradvist bedre at kende og får afsløret ganske lidt, næsten for lidt, af deres baggrundshistorier. Fred er et overset barn uden en mor, som er sendt på kostskole af sin far, der arbejder for meget til at have tid til ham. Con er skeptisk, sarkastisk og svarer igen. Lila tager sig af sin lillebror Max, som er et nysgerrigt barn, der nogle gange får rodet sig selv og de andre ud i knap så heldige situationer.

Der er masser af fantastiske beskrivelser af jungleomgivelserne. Vi får ikke ret meget information om verden udenfor junglen eller tiden før junglen - der findes kun junglen, hvilket holder fokus og den røde tråd.

Dynamikken mellem børnene og deres forskellige personligheder fungerer rigtig fint. De ved overraskende meget om overlevelse i junglen, dyr og planter i forvejen, og resten lærer de efterhånden, som de bliver kastet ud i flere farlige, spændende og nogle gange endda komiske situationer.

Det går op for Fred, hvor kedeligt og trist hans liv var, og hvor meget han egentlig har hungret efter eventyr, og at der skulle ske noget spændende i hans liv. Og det må man sige, at der gør i junglen. Han lærer en del om sig selv og livet undervejs – ikke mindst at alting ikke er helt så ligetil, som børn ofte tror. På en måske bliver han tvunget til at vokse op og blive voksen på meget kort tid.

Ligesom Fred læste og lærte om overlevelse og opdagelsesrejsende i sine egne bøger, inden han styrtede ned i junglen, er denne bog faktisk også lærerig for børn med interessante overlevelsestips - ikke at det er noget, man skal prøve derhjemme dog. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg syntes bøger og film var den bedste måde at lære på, da jeg var barn, og det er stadig den slags facts, der hænger ved den dag i dag, fordi de kan kædes sammen med noget andet, jeg har fundet underholdende.

Det virker ikke altid som de mest originale idéer til at overleve i junglen – det er alle de typiske ting, som man oftest ser hovedpersonerne gøre i bøger, på film og i TV, så det er ikke 100% nyskabende, men det er stadig en god historie, hvor der sker en masse, omend den samtidig er en smule forudsigelig. Man kan godt finde det en smule urealistisk, at børnene ikke kommer galere afsted, og at det lykkes fire børn at overleve i junglen uden voksne og uden noget særligt forudgående kendskab til overlevelse, udover hvad de har læst. Men det er selvfølgelig en børnebog, så det går jo ikke, at de bliver ædt af alligatorer eller bliver alvorligt syge af sult og dehydrering. Men deres overlevelse er som oftest nok mere held end forstand.

Bogen har vundet en del prestigefyldte priser og bliver blandt andre anbefalet af Philip Pullman. Langt hen ad vejen kan jeg godt se bogens mange kvaliteter, selvom den ikke blæste mig helt bagover. Det meste af tiden er det nemlig et spændende og underholdende jungleeventyr, som jeg tror, at de fleste børn vil have fornøjelse af at læse, for børnene i bogen får nogle vilde oplevelser i naturen. Man indser virkelig, hvor fantastisk naturen er, og man keder sig ikke undervejs.



søndag den 17. februar 2019

Tips til at læse mere



Jeg har de seneste år læst langt over 100 bøger om året, og der er ofte folk, der undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre at læse så meget og samtidig også have tid til fuldtidsjob, venner, familie og andre interesser. Jeg tænker, at jeg ligger meget gennemsnitligt indenfor bogbloggerverdenen, når det gælder antallet af læste bøger, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg har opfundet den dybe tallerken med disse tips. Men her er i hvert fald nogle råd til, hvad der fungerer for mig og har været medvirkende til, at jeg får læst så mange bøger, som jeg gør. Dermed ikke sagt, at det skal være en konkurrence om at læse mest på kortest tid, men klassikeren So many books, so little time er jo ikke opfundet for sjov, så vi vil nok alle sammen gerne optimere vores læsetid for at få mest muligt ud af dem.

·         Prioritér læsning. Dette er nok det vigtigste og mest indlysende ’tip’. Prioritér læsningen, sæt tid af til den, gør den til en vigtig og integreret del af din hverdag – så stiger antallet at læste bøger lige pludselig.

·         Læs flere bøger på én gang. Det her var faktisk ikke noget, jeg gjorde førhen – jeg er først for alvor begyndt at gøre det indenfor måske det seneste halve år, men det har virkelig gjort en forskel ikke kun at være låst fast af én bog, men derimod at kunne skifte lidt mellem dem, alt efter hvad jeg har lyst til – så er der nogle gange større sandsynlighed for, at jeg får læst, hvis jeg ikke går rundt med tankegangen om, at en bestemt bog er nødt til at vente, til jeg har læst en anden færdig.

·         Læs på det sprog, du læser hurtigst på. Jeg læser en smule hurtigere på dansk, end jeg gør på engelsk, men jeg vil stadig ikke klassificere mig selv som en specielt hurtig læser. Jeg tror med lidt god vilje, at jeg sniger mig op på et sted mellem 40-60 læste sider i timen, afhængig af sprog, skriftstørrelse osv. Anmeldereksemplarer modtager jeg naturligvis oftest på dansk fra de danske forlag, og det er som oftest dem, jeg prioriterer at læse, så det går i et nogenlunde tempo. Jeg læser derfor mest på engelsk, når det er bøger, jeg selv har købt, som ikke findes i en dansk oversættelse eller som er billigere at anskaffe sig på engelsk. Klassikere læser jeg også helst på originalsprog, hvis dette er engelsk, men det går som regel også lidt langsommere pga. skrivestilen, så der er mange faktorer, der spiller ind, og som er værd at overveje i forbindelse med læsehastighed.

·         Vælg en kort bog indimellem. Hvis jeg føler, at jeg er på vej ind i en form for reading slump, så samler jeg en stak korte bøger og læser dem, for at give mig selv en følelse af at have udrettet og færdiggjort noget og få et lille boost ud af det. Det virker fjollet, det ved jeg godt, men det kan faktisk af og til hjælpe lidt – og så giver det jo sig selv, at korte bøger tager kortere tid at læse end lange bøger, så hvis målet er at læse et stort antal bøger, så tæller 5 kortere bøger mere end én lang bog på Goodreads, selvom sideantallet måske er det samme.

·         Lyt til lydbøger. De er geniale på farten, når du laver mad eller gør rent, og dermed ikke har hænderne fri til at holde en fysisk bog. Jeg kan dog bedst lide at bruge lydbøger til genlæsninger – mine tanker er umiddelbart for flyvske til at få det hele med i en bog, jeg ikke kender, hvis jeg kun lytter til den. Så indtil videre har jeg haft stor fornøjelse af at genlæse Harry Potter bøgerne som lydbøger (med geniale Stephen Fry som oplæser) og jeg har planer om genlæsninger af blandt andre Eragon bøgerne og Mortal Instruments serien – også som lydbøger.

·         Læs e-bøger. Jeg har også fundet ud af, at jeg læser en del hurtigere på min e-reader, end i en fysisk bog. Derfor kan jeg faktisk godt finde på at læse e-bogsudgaven, selvom jeg ejer den fysiske udgave, hvis det skal gå hurtigt, og jeg er under en deadline. Jeg ved ikke, om det går hurtigere, fordi man ikke skal bruge dyrebare sekunder på at bladre en fysisk bogside hver gang, eller om mine øjne scanner en elektronisk side hurtigere – men either way, så fungerer det rent faktisk. Og så har jeg også fundet ud af, at jeg kan læse på min e-reader, mens jeg powerwalker på mit løbebånd, så det er ren win-win ikke at ”spilde” læsetid, mens jeg motionerer ;-)

·         Vælg bøger efter humør. Det er ingen hemmelighed, i hvert fald ikke for mig, at pligtlæsning bare går langsommere end lystlæsning. Så hvis du er i gang med en bog, du har svært ved at komme igennem, så læg den fra dig og læs noget andet indimellem (jf. punktet omkring at læse flere bøger på én gang). Det kan også være en hjælp at vælge noget i en helt anden genre, for at få lidt afveksling.

Jeg håber, at I kan bruge disse tips til noget, selvom flere af dem nok giver sig selv – det er dog altid interessant at reflektere lidt over sin læsning, for ofte er det jo bare ting, vi gør, uden at være helt bevidste om dem. Har du flere tips til at læse mere, så del dem endelig i kommentarfeltet :)

lørdag den 16. februar 2019

"Solen og hendes blomster" af Rupi Kaur


Titel: Solen og hendes blomster   Forfatter: Rupi Kaur   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: Lindhardt og Ringhof
Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

Jeg var ret vild med Rupi Kaurs første digtsamling, Mælk og honning, som jeg har anmeldt lige her.

Solen og hendes blomster er Rupi Kaurs anden digtsamling, som oprindeligt udkom i 2017.

Bogen er delt op i fem kapitler: visne, falde, slå rod, rejse sig, blomstre. Blomstertema, der kunne dække over forskellige faser af livet.

”Visne” handler om ulykkelig kærlighed, at miste, blive forladt, hjertesorg, savn, magtesløshed, hvordan man håndterer det - og ikke nødvendigvis håndterer det godt eller konstruktivt, jalousi, der nærmer sig besættelse.

”Falde” behandler følelsesløshed, depression, erkendelse, overgreb, ensomhed, skønhed, selvhad, kropsidealer, utaknemmelighed, at stræbe efter det, man ikke har i stedet for at værdsætte det, man har. Kvindelighed, accept, samtykke.

I ”Slå rod” sættes der ord på det at høre til, immigration, flygtninge, grænser mellem lande og mennesker, familie, forholdet til hendes mor, spædbørnsdrab.

”Rejse sig” kommer omkring det at forsøge at komme videre, men at vide, at man er ødelagt og selvdestruktiv, ny kærlighed, forskellige slags kærlighed, at turde åbne sig selv for kærligheden og ikke modarbejde den, intimitet, den eneste ene, balance.

Og sidst, men ikke mindst, er der ”Blomstre” om krop, identitet, feminisme, livet, efterlivet, skønhedsidealer og den forskruede mentalitet med, at vi ikke er gode og smukke nok, jagten på perfektion, ligestilling, søstersolidaritet, konkurrence, oprør, repræsentation, alder,

Og mange af emnerne overlapper endda i de forskellige dele og skaber en form for rød tråd og sammenhæng, uanset om det er intentionen eller ej.

Det er de helt store følelser, der sættes ord på. Mange af dem er genkendelige, og ofte rammer hun en følelse eller tanke, som man selv har haft, men hidtil ikke har været i stand til selv at sætte ord på eller har glemt, indtil den pludselig dukker op til overfladen igen. Hun formår at beskrive det fuldstændigt, som det er, og at minde én om ting, som man måske ellers ikke har tænkt over eller har gemt væk. Andre emner kan man ikke nødvendigvis relatere til, men selv de ting, der ikke føles som om, at de er skrevet specielt til eller om dig, er stadig rammende og lærerige og tankevækkende.

Det er en meget rå, ærlig og personlig digtsamling. Hendes ord fortæller komplicerede historier både om hende selv, personer hun kender, samfundet, kulturen og menneskeheden mere bredt, og vil helt sikkert også ramme dig. Der er tydelige feministiske islæt, og hun tager også vigtige og aktuelle tendenser og problematikker op. Kort og godt er det en bog, som man kan og bør læse igen og igen.

Rupi Kaur har selv illustreret digtsamlingen med spinkle stregtegninger, der passer perfekt til og giver digtene en ekstra dimension. Og endnu en gang er det Julia Lahme, som har stået for oversættelsen af digtene, hvilket igen er vellykket.

Denne slår og rammer lige så hårdt som den første digtsamling. Rupi Kaur er helt sikkert en kunstner, man bør holde øje med - både hendes bogudgivelser og hendes Instagram, hvor hun deler mange af sine værker.

Jeg medvirker desuden, sammen med tre andre bogbloggere, på denne fine lille film om digtsamlingen, som Lindhardt og Ringhof har sammensat – filmen kan ses lige her. eller på Lindhardt og Ringhofs facebookside.



fredag den 15. februar 2019

"Dagbog fra Zombieverdenen" af Klaus Frederiksen og Hanne Rump



Titel: Dagbog fra Zombieverdenen   Forfatter: Klaus Frederiksen og Hanne Rump   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Forlaget mellemgaard
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Dagbog fra Zombieverdenen er fortsættelsen til Dagbog fra Zombieland, som jeg tidligere har anmeldt lige her.

Denne gang har Klaus Frederiksen fået en medforfatter med i form af Hanne Rump.

Dette er en selvstændig fortsættelse, som angiveligt kan læses uafhængigt af den første bog. Det er dog samme hovedperson, Noah, som overlevede zombieapokalypsen. Noah befinder sig nu på en kutter, der sejler rundt i Zombieverdenen. Han er mærket af sine oplevelser og vågner skrigende op, badet i sved af mareridt om natten og hjemsøges af de frygtelige minder og sorgen i løbet af dagen. Der er dog den fordel ved at være ude midt på havet, at der ikke er nogen zombier, så han får en tiltrængt pause og lulles ind i en falsk følelse af tryghed og normalitet. Men det varer ikke ved, for selvfølgelig er han ikke 100% sikker nogen steder i denne nye, skræmmende og farlige verden.

Endnu en gang skildres en kamp for overlevelse – endnu en overlevelseshistorie, som ikke længere er begrænset til at foregå i Danmark, men hvor der panoreres ud over landets grænser, så vi ser, hvordan resten af verden ser ud efter apokalypsen. Det er ikke længere kun zombier, men et nyere udviklet stadie af superzombier, som de skal tage kampen op imod, og i den forbindelse møder Noah helt nye og uforudsete udfordringer, der truer hans overlevelse. Oveni det vil han virkelig gerne finde Emma og barnet, men det er nærmest en umulig opgave.

Hvor første bog var skrevet i decideret dagbogsform, er denne fortsættelse skrevet som en mere klassisk fortælling. Ikke så fragmenteret, men dog stadig en smule episodisk og overfladisk - man kommer aldrig helt i dybden med hverken karakterer eller handling. Det gør den selvfølgelig letlæselig, men der er ikke så meget personlighed eller detaljerigdom at komme efter – alt fremgår meget nøgternt og ikke så interessant i længden, desværre. Dialogerne er stive og ikke specielt sigende, faktisk nærmest intetsigende, og de hjælper ikke handlingen videre, men føles bare som fyld.

Overlevelsesrejsen er potentielt spændende, men uden personlig involvering eller indlevelse i karaktererne, følte jeg mig som læser ret distanceret. Alt det tekniske og basale omkring at overleve en zombieapokalypse, hvordan den sociale kontrakt brydes, hvordan verden forandres og man skal finde sig til rette på ny blev udforsket og var interessant langt hen ad vejen i den første bog, men her i den anden bog, føles det på mange punkter som meget af det samme - en gentagelse i den forstand, at det stadig bare er én lang flugt og kamp for overlevelse med få afvigelser og tilføjelser. En lang række zombieangreb, det ene efter det andet, ensformigt og intetsigende - jeg mistede desværre hurtigt interessen. Ligesom med første bog stilles der interessante etiske dilemmaer op, men de kan desværre ikke veje op for den skrantende handling og de intetsigende karakterer.

Der er en del referencer til første bog i starten, så det er fint lige at få hukommelsen opfrisket, men kan måske af og til være forvirrende for dem, der ikke har læst første bog - så det vil jeg anbefale at starte med, hvis man har tænkt sig at læse denne, for at få mest muligt ud af konteksten og baghistorien bag zombieapokalypsen samt hvordan Noah er endt i den situation, som han er.

Bogen lider desværre også alvorligt under dårlig redigering, slå- og stavefejl - om det er på forfatternes eller redaktørens bekostning, skal jeg ikke kunne sige. Den virker ikke gennemarbejdet. Intentionen med bogen er sikkert god nok, den er bare ikke specielt veludført og ville have haft stor gavn af en dygtigere redaktør til at samle trådene, rådgive forfatterne samt eliminere fejl og mangler.