Nu er september allerede ved at være forbi, og
det har været en travl måned med masser af omvæltninger. 1. september sagde jeg
på gensyn til Danmark, og rejste til Cork i Irland. Et par uger med masser af
introduktion og indtryk senere, startede studiet for alvor op, med al den
travlhed og usikkerhed det normalt fører med sig – ganget med hundrede, da både
arbejdsbyrden og systemet herovre er helt anderledes, end hvad jeg er vant til.
Dertil kommer alle de lidt mere spændende og
storslåede oplevelser. Jeg har udforsket Cork by, som jeg er blevet ret glad
for. Jeg har udforsket de omkringliggende byer Kinsale og Cobh, som bestemt
også er seværdige. Jeg har nydt udsigten ved the Cliffs of Moher og The Burren,
og endda klemt en weekend i Danmark ind midt mellem det hele. Så jeg har haft
ualmindeligt travlt. Og det ser ikke ud til, at jeg får mindre travlt i den
kommende tid, men det er en god form for travlhed.
Derfor er det heller ikke blevet til så meget
læsning. Det meste af min læsning denne måned er foregået i lufthavne og fly,
for at få ventetiden til at gå lidt hurtigere. Jeg har også været glad for
muligheden for at høre lydbøger på flyveturene og i busser, og på den måde, er
det alligevel lykkedes mig at læse fem bøger, og påbegynde to.
Very
Good Lives af
J. K. Rowling fandt jeg på tilbud i en irsk aviskiosk og læste den korte, men vældigt
inspirerende, lille bog samme dag.
Harry
Potter and the Order of the Phoenix af J. K. Rowling
genlæste jeg – for første gang på engelsk, og for første gang som e-bog, for at
muliggøre, at jeg kunne medbringe den til Irland. Det var som altid en
fornøjelse at være tilbage i troldmandsverdenen, og jeg håber på at genlæse de
to sidste bøger indenfor nærmeste fremtid også.
The
Rose Society
af
Marie Lu er fortsættelsen til The Young
Elites. Jeg hørte den som lydbog, og var stadig fascineret af det utroligt
mørke og dystre univers og karaktererne, men alligevel havde den svært ved helt
at fange mig. Om det var fordi jeg hørte den som lydbog, kunne være en mulig
forklaring, så måske jeg skal læse den sidste bog som fysisk bog engang.
Endnu en bog, jeg hørte som lydbog og ikke helt
blev fanget af, var Persuasion af
Jane Austen. Den har jeg også planer om at genlæse engang som fysisk bog,
selvom det var virkelig hyggeligt at få den læst højt med meget udtalt britisk
accent.
Månedens mest spændende læseoplevelse var den
for nyligt udgivne The Thousandth Floor
af Katharine McGee. Den bliver beskrevet som futuristisk Gossip Girl, og den
beskrivelse rammer virkelig plet. Der er masser af drama, intriger og spænding,
og jeg var simpelthen så godt underholdt!
Jeg havde egentlig ikke planer om, at jeg ville
læse After You af Jojo Moyes lige
foreløbig, men efter at have set Me
Before You filmen, ville jeg have mere Lou, og købte derfor bogen her i
Irland. Jeg mangler ikke ret meget af den, og jeg er positivt overrasket. Mine
forventninger var heller ikke så høje, men den er underholdende og seriøs på de
rigtige steder, og Lou er lige så skøn, som hun plejer at være. Man kan altid
diskutere, om det var unødvendigt at lave en toer – den er ikke et must read,
men jeg nyder alligevel gensynet med Louisa Clark.
Sci-fi klassikeren The Invisible Man af H. G. Wells lytter jeg lige nu til som lydbog,
og indtil videre fanger den udmærket. Jeg er spændt på, hvordan historien
udvikler sig, for lige nu er det hele stadig meget mystisk.
Jeg regner med, at oktober måned kommer til at
se nogenlunde ligesådan ud rent læsemæssigt – måske endda med endnu mindre
læsning. Der bliver endnu engang lidt lufthavnslæsetid, da jeg næste weekend rejser på eventyr til
Edinburgh i Skotland. Derefter får jeg besøg hjemmefra af to omgange, som begge
byder på forlængede weekender i Dublin, hvor jeg nok ikke rigtigt får læst. Men
det er også okay, når livet byder ind med skønne oplevelser i stedet for :)
Har
du læst noget godt i september? :)