Titel:
Mørket i Hill House Forfatter: Shirley
Jackson Udgivelsesår: 2019 (org.
1959) Forlag: Alhambra
Bogen
er et anmeldereksemplar fra Alhambra
Jeg har tidligere læst klassikeren Vi har altid
boet på slottet af samme forfatter, og Mørket i Hill House skulle
efter sigende også have klassikerstatus, denne gang inden for gysergenren. Bagsideteksten
omtaler endda bogen fra 1959 som “en af det tyvende århundredes bedste
gyserromaner”. Nu udkommer den endelig i en dansk oversættelse for første gang.
Jeg er normalt for bange til at læse den slags, for slet ikke at tale om at se gyserfilm. Men nu er den blevet filmatiseret som Netflix-serie, så det er det perfekte tidspunkt at forsøge at overvinde min angst. Heldigvis er Mørket i Hill House ikke for uhyggelig læsning, selvom den sælsomme stemning allerede slås fast på første side med en dyster beskrivelse af Hill House og professor Montagues jagt på et hjemsøgt hus.
Jeg er normalt for bange til at læse den slags, for slet ikke at tale om at se gyserfilm. Men nu er den blevet filmatiseret som Netflix-serie, så det er det perfekte tidspunkt at forsøge at overvinde min angst. Heldigvis er Mørket i Hill House ikke for uhyggelig læsning, selvom den sælsomme stemning allerede slås fast på første side med en dyster beskrivelse af Hill House og professor Montagues jagt på et hjemsøgt hus.
Montague føres netop til Hill House sammen med nogle
assistenter, der skal bo der og forsøge at finde bevis for overnaturlig
aktivitet til hans næste bog. Vi følger derfor fire hovedpersoner med Eleanor
som den primære, hvis tanker og følelser vi får indblik i.
Eleanor er lidt af en enspænder efter at have passet sin syge mor. Theodora virker mere fjollet og løssluppen end Eleanor, men de bliver straks veninder. Luke er med, fordi hans tante ejer Hill House. De kommer alle godt ud af det med hinanden den første aften, de tilbringer sammen i huset, men der begynder hurtigt at ske mystiske ting. Parret, der holder opsyn med huset, insisterer på at være væk, før mørket falder på.
Eleanor er lidt af en enspænder efter at have passet sin syge mor. Theodora virker mere fjollet og løssluppen end Eleanor, men de bliver straks veninder. Luke er med, fordi hans tante ejer Hill House. De kommer alle godt ud af det med hinanden den første aften, de tilbringer sammen i huset, men der begynder hurtigt at ske mystiske ting. Parret, der holder opsyn med huset, insisterer på at være væk, før mørket falder på.
Det er ildevarslende, at Eleanor med det samme, hun
ankommer til den lille by Hillsdale, får at vide, at det er et sted, som folk
tager væk fra - ikke et sted, de tager til. Hun får rigelige advarsler, inden
hun når til Hill House, men hun ignorerer dem alle i jagten på at skabe en ny
identitet. At tage til Hill House er vel en måde for Eleanor at realisere sig
selv på, at bryde fri af de faste rammer og tage sit liv tilbage, efter at have
isoleret sig i mange år.
Vi følger de fire karakterers udforskning af huset, der gradvist bliver mere og mere gådefuldt, efterhånden som de afdækker dets hemmeligheder. Der er også noget psykologisk interessant ved portrætteringen af, hvordan husets atmosfære påvirker personerne, og hvordan de gejler hinanden op – for langt hen ad vejen sker der ikke noget håndgribeligt uhyggeligt - det er mere forventningen om uhygge, der bygges op af uforklarlige lyde, en vandrehistorie om én, der har hængt sig i tårnværelset og kulde, der tilsyneladende kommer af ingenting... Langsomt opsluger huset dem med krop og sind, og det er nærmest som om, at verden udenfor ikke længere eksisterer.
Samtidig er bogen så velskrevet og fyldt med sproglige, eksistentielle og småfilosofiske guldkorn. Fortællingen er meget stemningsfuld og nærmest poetisk skrevet. Uhyggen kommer snigende både takket være sproget, ordene og de billeder, de maler frem. Huset bliver beskrevet som en karakter i sig selv og dermed tillagt mange foruroligende egenskaber og personlighedstræk, der bidrager til den intense atmosfære. Der er uendeligt mange lag at dykke ned i, og jeg er langt fra sikker på, at jeg har afdækket alt, hvad der er at komme efter. Jeg blev ikke skræmt fra vid og sans, men jeg er samtidig også efterladt med en lille følelse af, at jeg måske ikke har forstået det hele, så det er en bog, jeg godt kunne tænke mig at genlæse engang for at fange alle nuancer, fortolkninger og betydninger.
Vi følger de fire karakterers udforskning af huset, der gradvist bliver mere og mere gådefuldt, efterhånden som de afdækker dets hemmeligheder. Der er også noget psykologisk interessant ved portrætteringen af, hvordan husets atmosfære påvirker personerne, og hvordan de gejler hinanden op – for langt hen ad vejen sker der ikke noget håndgribeligt uhyggeligt - det er mere forventningen om uhygge, der bygges op af uforklarlige lyde, en vandrehistorie om én, der har hængt sig i tårnværelset og kulde, der tilsyneladende kommer af ingenting... Langsomt opsluger huset dem med krop og sind, og det er nærmest som om, at verden udenfor ikke længere eksisterer.
Samtidig er bogen så velskrevet og fyldt med sproglige, eksistentielle og småfilosofiske guldkorn. Fortællingen er meget stemningsfuld og nærmest poetisk skrevet. Uhyggen kommer snigende både takket være sproget, ordene og de billeder, de maler frem. Huset bliver beskrevet som en karakter i sig selv og dermed tillagt mange foruroligende egenskaber og personlighedstræk, der bidrager til den intense atmosfære. Der er uendeligt mange lag at dykke ned i, og jeg er langt fra sikker på, at jeg har afdækket alt, hvad der er at komme efter. Jeg blev ikke skræmt fra vid og sans, men jeg er samtidig også efterladt med en lille følelse af, at jeg måske ikke har forstået det hele, så det er en bog, jeg godt kunne tænke mig at genlæse engang for at fange alle nuancer, fortolkninger og betydninger.