torsdag den 27. juni 2019

"Udstillet" af Nicole Boyle Rødtnes


Titel: Udstillet   Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Alvilda
Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda

Vi følger Ida, der har været med i realityprogrammet Grænseløs, og nu overalt er kendt som ‘hende med hunden’. Hun har gjort noget dumt, som hun fortryder - og hun ville ønske, at hun aldrig havde meldt sig til programmet i første omgang.

Gennem Ida oplever vi de helt generelle problemer med at få en dagligdag til at fungere efter programmet, og de konsekvenser deltagelsen har fået, gør det hele meget værre. Som realitydeltager bliver man stemplet, hvilket tydeligt vises både i form af hadebeskeder og uforstående venner og familie. Bogen fremstiller ikke dog ikke karaktererne som den klassiske realitydeltager-stereotyp, men giver en forståelse for mennesket bag realitydeltageren og går behind-the-scenes med en nuanceret portrættering, hvoraf det fremgår, at de også bare er mennesker inde bag den facade, som vi alligevel ikke kan lade være med at dømme og elske at hade.

Olivers oplevelse er lidt en anden end Idas, da han ikke fortryder noget og efter hjemkomsten keder sig og bliver ved med at jagte det adrenalin-rush, det gav ham at være med i Grænseløs. Han vil rent faktisk gerne fortsætte dramaet og jagte mere omtale. Han er en drengerøv og måske lidt mere den typiske realitydeltager, end Ida er. Ligesom Ida har han dog også svært ved at finde jobs på grund af stigmatiseringen, men han bliver ved med at søge grænser at overskride. Han har et tomrum, som spændingen ved kendisstatussen kan udfylde for en kort stund.

Fortællingen er en fin blanding af deres liv efter programmet og flashbacks til episoder i selve programmet. Der er sket et eller andet, som har noget med både Ida og Oliver at gøre, og gradvist får vi som læsere flere oplysninger om, hvad der er foregået, og hvordan det har haft indflydelse på dem begge to på forskellige måder.

En interessant detalje er uddragene af kontrakter fra det fiktive program, som ifølge Nicole skulle være baseret på ægte reality-programkontrakter. Det er et tankevækkende indblik i den verden, der fylder så meget for nutidens ungdom. Det er på mange punkter også chokerende, hvad mennesker er villige til at gå med til for en smule berømmelse, og hvordan kontrakten binder dem længe efter deltagelsen og kan styre dele af deres liv, så det får langt større konsekvenser på sigt, hvor programmet nærmest stadig ejer dem.

Det er ekstremt, men inspireret af virkeligheden og skræmmende aktuelt med alle de programmer, der sendes for tiden. Det er et vigtigt emne at sætte fokus på, så unge, der eventuelt overvejer den slags, kan stille sig selv spørgsmålet, om det virkelig er det værd, at udstille sig selv på den måde, og om de er klar til de konsekvenser, der følger med. Gennem Ida og Oliver ser vi to forskellige sider, perspektiver og udfald af en realitydeltagelse, der på trods af kontrasten stadig har en del fællestræk.

Jeg kan især godt lide, at bogen gør op med ideen om, at bare fordi folk har været med i reality, så har de fortjent eller ligefrem selv bedt om folks fordømmelse og alt det dårlige, der følger med. For i virkeligheden siger det mere om, at dem, der sviner realitydeltagere til, er sørgelige individer, for uanset om man har været med i reality eller ej, fortjener man stadig at blive behandlet ordentligt.

Jeg blev virkelig fanget af historien samt karaktererne og blev opslugt af at finde ud af, hvad det var, der var sket i finalen i Grænseløs. Der bliver bygget meget spænding op i løbet af bogen, og man kan ikke lade være med at gætte og samtidig lidt frygte, hvad det end er, der bliver afsløret, som har smadret Idas liv fuldstændigt. Jeg endte med at læse bogen i ét stræk, og den var rigtig god og gav både ondt i maven samt masser af stof til eftertanke og kan bestemt anbefales.


tirsdag den 25. juni 2019

"Når månen står op" af Sarah Crossan



Titel: Når månen står op   Forfatter: Sarah Crossan   Udgivelsesår: 2019 (org. 2017)   Forlag: Straarup & Co.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co.

Joes bror Ed sidder på dødsgangen, og de har ikke set hinanden i ti år. Ed blev sigtet for drab, da Joe var syv år gammel. Det er ikke kun hele situationen med Ed, men også mange andre omstændigheder, der har gjort livet svært for Joe.

Joe flytter til Texas for at tilbringe den sidste tid med Ed, inden han skal henrettes. Det amerikanske retssystem er så mærkværdigt skruet sammen, at selvom du er idømt dødsstraf og har fået oplyst din henrettelsesdato, kan en række faktorer spille ind, helt til sidste minut, så du ikke bliver henrettet alligevel. Derfor er der stadig en mikroskopisk chance for, at Ed bliver benådet, så der er en form for håb, hvor lille det end måtte være - og det er en umenneskelig uvished for alle parter.

Det er som at miste ham to gange - først da han bliver indsat, og igen på henrettelsesdagen. Bogen belyser mange interessante sider af den her debat, som jeg tror, at de færreste overvejer, når de proklamerer, at de er for dødsstraf. Oftest er fortalerne drevet af et ønske om hævn og retfærdighed, men bogen her viser på en rigtig god og håndgribelig måde, at dødsstraf ikke nødvendigvis fører retfærdighed med sig. I højere grad er det forbundet med fordømmelse og uretfærdighed, i nogle tilfælde endda diskrimination.

Ikke kun fra samfundet, men også familien vender Ed ryggen og tager afstand fra hans handlinger. Tante Karen reagerer ved at forsøge at glemme ham og sørge for, at hans søskende Joe og Angela går i kirke og får en uddannelse, så de ikke ender som Ed... så da Joe vil tilbringe den sidste tid med Ed, står han helt alene. Folk ser ikke Eds familie som ofre, tvært imod - for dem står de på den skyldiges side, selvom de i virkeligheden er lige så meget ofre for hele denne situation og også kommer til at miste nogen.

Det, der står klarest for mig ved denne bog, er den utrolig hjerteskærende tanke om at sidde over for et lyslevende menneske og vide, at han bliver slået ihjel af autoriteterne, og der er intet man kan gøre ved det, fordi det er som straf for en forbrydelse. Det er så fundamentalt forkert, men det er jo så en længere snak, og man får her et meget lille indblik i det amerikanske retssystems paradokser og problematikker.

Uanset hvilken holdning man har, er det vigtigst at huske på, at han stadig er Joes bror. Vi lærer Ed at kende, som Joe husker ham - som hans bror - gennem flashbacks og gennem et uskyldigt barns øjne. Og igen som han er nu, den indsatte og dødsdømte, som Joe ikke har set i alle disse år og egentlig skal til at lære at kende på ny. Det er ikke kun de efterladte til den myrdede, der lider. Vi ser, hvordan det påvirker de pårørende til en dødsdømt, hvordan deres liv bliver vendt op og ned og aldrig bliver det samme igen. Bogen viser i høj grad, hvor galt det står til med det amerikanske retssystem. Jeg har selv en meget stærk holdning til dødsstraf og har blandt andet skrevet speciale om emnet og har i forbindelse med min specialeresearch læst om mange andre lignende sager, så det er selvfølgelig også med de briller på, at jeg er overordentligt begejstret for denne bog.

Jeg synes, at Sarah Crossan formår at holde sig sober og nogenlunde neutral i debatten, selvom det er tydeligt, hvilken side hun er på, og bogen åbenlyst har et politisk budskab. Uden at glorificere eller romantisere Eds personlighed formår hun at fremstille ham som en ganske normal fyr, der måske ikke var Guds bedste barn, men som i hvert fald heller ikke fortjener at blive hængt op på et mord. Man føler med ham, for han bliver uretfærdigt behandlet, men hun laver det ikke om til følelsesporno, blot en klar kritik af institutionen og retssystemet pakket ind i en fortælling, som er letlæselig og vil ræsonnere med de fleste læsere.

Bogen er skrevet meget på samme måde som ‘One’ - sat op som vers. Så det er en kort og hurtig bog at komme igennem. Ligesom med ‘One’ siger denne bog ufatteligt meget på få ord og rammer der, hvor det gør allermest ondt, gør allermest vred og sætter allerflest tanker i gang. Det er på mange måder en hård, men ufatteligt vigtig bog at læse, fordi den har potentiale til at ramme en målgruppe, som normalt nok ikke har dødsstraf tæt inde på livet, og åbne deres øjne for sagen og de uretfærdigheder, der bliver begået i det amerikanske retssystem.

Hvis bogen her har givet lyst til at læse mere om dødsstraf i USA kan ‘Dead Man Walking’ varmt anbefales - det er non-fiction af lidt ældre dato, som går i dybden med flere af de emner, der tages op i ‘Når månen står op’.


torsdag den 13. juni 2019

"Izzy + Tristan" af Shannon Dunlap


Titel: Izzy + Tristan   Forfatter: Shannon Dunlap   Udgivelsesår: 2019   Forlag: CarlsenPuls
Bogen er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Tristan har boet hos sin tante i Brooklyn de sidste par år. Han er god til skak, og hans kriminelle fætter Marcus bruger hans evner til at skaffe penge, så Tristan på den måde også er viklet ind i småkriminelle foretagender. Marcus har en kæmpe magt i kvarteret, men ikke mindst også over Tristan, der er en blanding af bange for og betaget af ham, samtidig med, at han ser op til ham samt har brug for hans beskyttelse og anerkendelse.

De bevæger sig i et barskt, råt og brutalt miljø. Tristan har haft en hård opvækst uden en mor og med en fraværende far tynget af sorg og depression, så han har fra en tidlig alder måtte klare sig selv og holde lav profil. Dette har han gjort ved at være dygtig i skolen og spille skak, så ingen skulle få mistanke om, at der var problemer hjemme og begynde at blande sig, hvilket er et ufatteligt ansvar at påtage sig som helt lille.

Izzys opvækst er nærmest stik modsat Tristans. Hende og hendes tvillingebror Hull er vokset op på Manhattan i en familie med lettere excentriske hippieforældre, der i dén grad har været en del af deres børns opvækst. Izzy vil være læge, Hull vil være politiker, og ingen af dem tager nyheden om deres flytning til Brooklyn særligt pænt. Det bliver lidt af en øjenåbner for Izzy at flytte til et nyt kvarter, som er mere ufiltreret og ubeskyttet end det, hun er vant til. Hun oplever pludselig den hverdagsracisme og de problemer, der følger med, hvilket hun ikke kendte til før. Hun ser historier i aviserne om sorte, der bliver skudt af hvide politifolk. Hun stikker pludselig ud som hvid, Snowflake, i det ellers primært farvede og mangfoldige kvarter. Hull lægger sig ud med Marcus og hans slæng, da ham taber i skak til Tristan. Vi følger også Brianna, som er forelsket i Marcus, og hvis bror Hector er en af Marcus’ venner.

Izzy og Tristan mødes, den dag Hull og Marcus bliver anholdt for ballade i parken. Som hævn vil Marcus date Izzy, men Tristan er allerede ved at falde for hende og aner ikke, hvad han skal stille op mod Marcus. Tristan er dog strateg, både når det gælder skak og at forpurre Marcus’ planer med Izzy, og det bliver et farligt spil.

Det er på mange måder en helt klassisk, tragisk kærlighedshistorie om to unge, der elsker hinanden, men ikke må være sammen. Bogen bliver kaldt ‘en moderne Romeo og Julie’ på bagsiden, så man ved fra starten, at det sikkert vil ende galt på den ene eller anden måde, for hele situationen, miljøet og sammensætningen af karakterer er opskriften på en katastrofe. Man venter bare på hvornår og præcis hvad, der kommer til at ske.

Fortællingen er fyldt med familiedrama og dysfunktionelle teenagere og fokuserer også på, hvordan alt tilsyneladende står i vejen for deres kærlighed - og det værste er næsten, hvor troværdigt og aktuelt det er: samfundsnormer og de næsten bandeagtige forhold med Marcus og hans slæng. Den ulykkelige kærlighed, der nærmest udvikler sig til et firkantsdrama mellem Tristan, Izzy, Marcus og Brianna, hvor den lykkelige slutning lige præcis er uden for rækkevidde på grund af de valg, de tager og konsekvenserne deraf. På sin vis er det typisk teenagere at gøre alting sværere for sig selv og hinanden, men samtidig så universelt.

Hvis man er til forbudt og hemmelig kærlighed, er denne bog rigtig fin. Det er en stormfuld forelskelse, og det værste og mest frustrerende er, at deres kærlighed størstedelen af tiden kun forhindres af Marcus og deres egen frygt for ham. Man har nærmest lyst til at ruske dem for bare at lade problemerne hobe sig op, i stedet for at stoppe det i tide, for efterhånden ruller snebolden sig større og større, og det bliver mere og mere umuligt at slippe ud af dilemmaet af grunde såsom loyalitet, forræderi og det vanvid, kærlighed i bund og grund er.

Som om det ikke skulle være kompliceret nok i forvejen, er der også blandet Black Lives Matter ind i ligningen, ikke mindst i form af lokationen og det miljø, de bor i, hvor de ikke kan undgå på den ene eller anden måde at blive påvirket af bevægelsen og begivenhederne. Jeg har det lidt underligt med placeringen af det her ellers utroligt vigtige emne, for jeg føler næsten ikke, at det får den plads, som det fortjener. I starten overskygges det af kærlighedshistorien, og til slut byttes der rundt, så dét nærmest kommer til at overskygge kærlighedshistorien, så der mangler lidt en balancegang mellem de to ting, som om forfatteren selv har været i tvivl om, hvilket fokus fortællingen skulle have.

Slutningen blev derfor en lidt mærkelig blanding af at være forudsigelig og samtidig anderledes, end jeg havde regnet med. Den var meget realistisk, absolut ikke romantiseret, som jeg havde forestillet mig, at den ville blive på den ene eller den anden måde - men den hang kun med en meget lille tråd sammen med resten af fortællingens begivenheder og de tegn, der ellers bliver talt meget om indtil. Derfor føler jeg, at nogle ting endte lidt uafklarede. Det er svært at forklare helt uden at spoile noget, og jeg er nok ikke rigtigt skuffet, men skal måske bare bruge lidt tid på at fordøje afslutningen. Det var en form for antiklimaks forstået på den måde, at det ikke helt var sådan, som der var lagt op til, at problemerne skulle kulminere. Men dét kan på den anden side også et eller andet, så jeg er lidt splittet i min bedømmelse. Jeg nød at læse bogen og var helt opslugt, og det var bestemt ikke en dårligt skrevet slutning eller et dårligt valg fra forfatterens side, men måske nærmere uventet, hvis man tager vejen dertil i betragtning.

Bogen indeholder meget visdom og kloge ord om livet og er observerende og filosofisk på den særlige måde, som YA-romaner indimellem kan være, der giver indsigt og sætter tanker i gang fra et ungt perspektiv. Forfatteren skriver virkelig godt og belyser mange problematikker i nutidens samfund, men samtidig kunne kærlighedshistorien og dets drama have udspillet sig på en hvilken som helst tid og sted, for kærlighed, jalousi og familieproblemerne har altid eksisteret og vil blive ved med det, så bogen vil kunne læses mange år fremover.


mandag den 3. juni 2019

Månedens læsning #44: Maj 2019


Reklame: Indeholder anmeldereksemplarer fra Forlaget Klippe, Straarup & Co, Turbine, Gyldendal og CarlsenPuls

Overskuddet er ikke det store i øjeblikket, så denne måneds opsamlingsindlæg bliver derfor ikke så detaljeret eller udførligt, men eftersom jeg er glad for lister, kommer her alligevel en liste over de bøger, jeg læste i maj (hvis ikke anmeldelserne allerede er udgivet, er de på vej af alle bøger, der er markeret som anmeldereksemplar):

Forbandelsen over Laitana: Den magiske sten af Sissel Moody er et anmeldereksemplar fra forfatteren og hendes eget forlag, Forlaget Klippe. Rigtig fin, dansk fantasy.

Finding It af Cora Carmack, tredje og sidste bog i en trilogi, jeg begyndte på for flere år siden, hvis jeg husker rigtigt.

Når månen står op af Sarah Crossan er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co., og én af de bedste bøger, jeg læste denne måned.

Duftapoteket af Anna Ruhe er ligeledes et anmeldereksemplar fra Straarup & Co., og virkelig også en god middle-grade.

I Was Here af Gayle Forman var lidt so-so.

Roser & Violer af Gry Kappel Jensen er et anmeldereksemplar fra Turbine, og min anmeldelse kan læses lige her. Virkelig velskrevet, dansk fantasy, og jeg havde endda også fornøjelsen af at møde forfatteren til event på forlaget denne måned, hvilket var enormt spændende og hyggeligt.

Aru Shah og Tidens Ende af Roshani Chokshi er også et anmeldereksemplar fra Straarup og Co., og det forlag har virkelig ramt plet for mig med deres udgivelser denne måned. De tre bøger jeg har derfra, har alle været virkelig fantastiske, så jeg er spændt på at se deres fremtidige udgivelser.

Will Grayson, Will Grayson af John Green og David Levithan har jeg haft planer om at læse sååå længe. Det var nemlig den sidste af bøgerne i mit John Green boxset, jeg endnu ikke havde læst. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, læseoplevelsen var fin, men det er langt fra den bedste bog, jeg har læst af de to forfattere.

Et rige af vinger og kaos af Sarah J. Maas er et anmeldereksemplar fra Gyldendal, og min anmeldelse kan læses lige her.

Krigens monstre af Patrick Ness er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. Min anmeldelse kan læses lige her.

Anna og det franske kys af Stephanie Perkins er endnu en bog, som jeg har villet læse længe, men bare aldrig har fået gjort. Den var okay, men jeg forstår ikke helt hypen. Jeg er dog fortsat i serien til Lola.

Ruin and Rising af Leigh Bardugo. Sidste bog i Shadow and Bone-trilogien, som jeg har læst i forberedelse til King of Scars, der udkommer indenfor nærmeste fremtid på dansk.

Alt i alt en fin læsemåned. Fortæl endelig i kommentarfeltet, hvis du har læst noget anbefalelsesværdigt i maj 😊


søndag den 2. juni 2019

"Roser og violer" af Gry Kappel Jensen



Titel: Roser og violer   Forfatter: Gry Kappel Jensen   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Turbine
Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine

Dette er første bind i en planlagt trilogi, hvor vi følger fire forskellige piger, der hver især har ting i deres liv at slås med - og alle starter de på Rosenholm Kostskole i håb om at viske tavlen ren og starte forfra ved at slippe væk fra deres gamle liv. Det viser sig at være et magisk sted, hvor de bliver undervist i magi og delt ind efter magiens fire grene: jord, vækst, blod og død.

For kort at ridse de fire hovedpersoner op, starter det hele med Kirstine. Kirstines meget kristne forældre forsøger at holde brevet fra Rosenholm skjult for hende. Dagen inden informationssamtalen lykkes det hende dog at få fat i brevet, så hun kan nå at tage afsted. Hun har virkelig brug for denne chance, da hun føler sig overset og ikke god nok. Der sker dog noget særligt, når hun er i skoven... På vej til skolen møder hun Jakob, der også skal til Rosenholm, men det ender ud i lidt af en misforståelse, og er måske ikke den bedste start for hende.

Victoria drømmer om hvide skygger, og hun er aldrig rigtigt i fred for dem - der viser sig at være en meget insisterende ånd, der vil fortælle hende noget vigtigt, hvilket bliver omdrejningspunktet for hovedplottet. Kamille bor med sin lettere excentriske mor. Hun har ikke haft det så godt i skolen, så hun håber også på en frisk start og på at finde et sted, hvor hun passer ind. Endelig er der Malou, som er meget ambitiøs, temperamentsfuld og vant til at kæmpe for at få, hvad hun vil have, da hun aldrig har fået noget foræret. De skal alle igennem mystiske optagelsesprøver ved ankomsten, og bliver heldigvis alle optaget. Det er en fornøjelse at følge dem, da de hver især har stærke personligheder, der tydeligt skinner igennem og fungerer virkelig godt som gruppe.

Der er mange regler at følge på skolen. Drenge og piger er for eksempel helt adskilt og må ikke have noget med hinanden at gøre. Vi følger pigernes dagligdag, særlige begivenheder samt hvordan de bliver hvirvlet ind i en gammel mordgåde, som dukker op til overfladen og bringer dem i fare igen.
Det er ikke mindst fantastisk med noget mere velskrevet dansk YA fantasy. Hele historien er indhyllet i mystik og en sælsom atmosfære krydret med nordisk mytologi og sagn, og den fanger læseren lige fra begyndelsen og fortsætter med at være spændende hele vejen igennem. Hovedtemaerne med mordmysteriet, venskab, magi, myter og kærlighed gør, at bogen indeholder alt det, en god, klassisk YA-fantasy skal, uden at det bliver hverken for kliché eller uoriginalt.

Der mangler måske lidt mere forklaring på det magiske system, og hvordan det virker i praksis, for til slut kommer det lidt ud af det blå, at det bliver brugt, og de slynger om sig med runer - det giver selvfølgelig god mening, at de har lært de her ting i løbet af deres år på skolen, men jeg savnede måske at have en større forståelse for magien som læser. Der blev også sprunget langt ad gangen i tid, og jeg kunne godt have savnet lidt hverdagsscenarier fra livet på kostskolen og flere detaljer og baggrundshistorie til alting. Men det er i småtingsafdelingen, og gjorde bestemt ikke læseoplevelsen ringere. Der er garanteret plads til lidt mere dybde i de efterfølgende bøger, hvor al introduktionen er overstået, og vi kommer til at lære hovedpersonerne og skolen endnu bedre at kende.

Bogens design fortjener næsten også en kommentar med på vejen, for det er noget af det smukkeste nogensinde, og det har dygtige Karin fra Skrivepulten stået for. Dette er som sagt første bind i en trilogi, hvor fortsættelsen forventes at udkomme i foråret 2020 - og dét glæder jeg mig til, for det her er en stærk og lovende start, og jeg er SÅ klar til mere.


lørdag den 1. juni 2019

"Dragens kys" af Josefine Ottesen



Titel: Dragens kys   Forfatter: Josefine Ottesen   Udgivelsesår: 2019 (org. 1993)   Forlag: Alvilda
Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda

Dragens kys handler om Iljana på 13 år, der bor med sin mor Rahlin i en hytte i skoven og ikke har nogen far. De virker meget forbundne til naturen og hjælper folk med at kurere deres sygdomme ved at udføre ritualer, dans og sange til Månegudinden.

Der er tilsyneladende mange hemmeligheder omkring deres baggrund og historie, for Iljana ved ikke så meget om hverken det, eller hvor hende og hendes mor kommer fra, men moren har lovet at indvie hende i det hele, når hun får sin første blødning. Hun ved dog, at de er en del af Drageslægten og Dragedronningerne.

Hendes bedste ven Kee må hun ikke længere lege med, fordi de er blevet for gamle - han er tæt på at være mand, og hun er tæt på at være kvinde. Deres familier er desuden på hver deres side af en større konflikt og har hver deres holdninger, hvilket selvfølgelig også kommer til at påvirke børnenes venskab.

Bjergkongen er historiens skurk. Det er hans skyld, at Iljana og hendes mor må leve et liv i skjul i skoven, og det viser sig at være Iljana, der skal overvinde Bjergkongen og genindsætte Drageslægten på Halvmånetronen.

Fortællingen er barsk og detaljeret lige fra starten, og der bør nok advares om brutale overfalds- og voldtægtsscener, for det synes jeg, at der er en del af. Man får helt ondt i maven over måden, som kvinder og dyr bliver behandlet på. Således er det en lidt hård ’coming of age story’, hvor Iljana lærer hvem hun er, og hvad hun er i stand til. Hun er overordnet set en sej og handlekraftig kvindelig hovedperson, der lærer at overleve og navigere i en ubarmhjertig verden, hvor kvinder ikke regnes for noget. Hun må holde fokus på sit mål og sin skæbne og ikke lade sig distrahere af egne behov eller kærlighed.

Der er med Dragens kys skabt et spændende univers i en klassisk middelalder-setting med magi, fantastiske væsner, en rig baggrundshistorie og selvfølgelig kampen mellem godt og ondt. Det er virkelig velskrevet dansk fantasy, og selvom jeg ikke som sådan manglede noget i fortællingen, kunne jeg måske godt alligevel have savnet nogle flere forklaringer på visse ting. Der kunne sagtens have været gået endnu mere i dybden, selvom man hele tiden fik tilstrækkelig information til, at tingene gav mening, men jeg ville gerne have dykket dybere ned i magien, Dragen osv. - hvilket jo egentlig er en positiv tilkendegivelse af, at det er et interessant og inddragende univers, som jeg gerne ville se mere til og vide mere om. Alt i alt er det meget anbefalelsesværdig dansk fantasy, der stadig holder 100%, på trods af, at bogen faktisk udkom for første gang i 1993 og dermed har en del år på bagen.