"Mørket i Hill House" af Shirley Jackson

Titel: Mørket i Hill House   Forfatter: Shirley Jackson   Udgivelsesår: 2019 (org. 1959)   Forlag: Alhambra

Bogen er et anmeldereksemplar fra Alhambra

Jeg har tidligere læst klassikeren Vi har altid boet på slottet af samme forfatter, og Mørket i Hill House skulle efter sigende også have klassikerstatus, denne gang inden for gysergenren. Bagsideteksten omtaler endda bogen fra 1959 som “en af det tyvende århundredes bedste gyserromaner”. Nu udkommer den endelig i en dansk oversættelse for første gang.

Jeg er normalt for bange til at læse den slags, for slet ikke at tale om at se gyserfilm. Men nu er den blevet filmatiseret som Netflix-serie, så det er det perfekte tidspunkt at forsøge at overvinde min angst. Heldigvis er Mørket i Hill House ikke for uhyggelig læsning, selvom den sælsomme stemning allerede slås fast på første side med en dyster beskrivelse af Hill House og professor Montagues jagt på et hjemsøgt hus.

Montague føres netop til Hill House sammen med nogle assistenter, der skal bo der og forsøge at finde bevis for overnaturlig aktivitet til hans næste bog. Vi følger derfor fire hovedpersoner med Eleanor som den primære, hvis tanker og følelser vi får indblik i.

Eleanor er lidt af en enspænder efter at have passet sin syge mor. Theodora virker mere fjollet og løssluppen end Eleanor, men de bliver straks veninder. Luke er med, fordi hans tante ejer Hill House. De kommer alle godt ud af det med hinanden den første aften, de tilbringer sammen i huset, men der begynder hurtigt at ske mystiske ting. Parret, der holder opsyn med huset, insisterer på at være væk, før mørket falder på.

Det er ildevarslende, at Eleanor med det samme, hun ankommer til den lille by Hillsdale, får at vide, at det er et sted, som folk tager væk fra - ikke et sted, de tager til. Hun får rigelige advarsler, inden hun når til Hill House, men hun ignorerer dem alle i jagten på at skabe en ny identitet. At tage til Hill House er vel en måde for Eleanor at realisere sig selv på, at bryde fri af de faste rammer og tage sit liv tilbage, efter at have isoleret sig i mange år.

Vi følger de fire karakterers udforskning af huset, der gradvist bliver mere og mere gådefuldt, efterhånden som de afdækker dets hemmeligheder. Der er også noget psykologisk interessant ved portrætteringen af, hvordan husets atmosfære påvirker personerne, og hvordan de gejler hinanden op – for langt hen ad vejen sker der ikke noget håndgribeligt uhyggeligt - det er mere forventningen om uhygge, der bygges op af uforklarlige lyde, en vandrehistorie om én, der har hængt sig i tårnværelset og kulde, der tilsyneladende kommer af ingenting... Langsomt opsluger huset dem med krop og sind, og det er nærmest som om, at verden udenfor ikke længere eksisterer.

Samtidig er bogen så velskrevet og fyldt med sproglige, eksistentielle og småfilosofiske guldkorn. Fortællingen er meget stemningsfuld og nærmest poetisk skrevet. Uhyggen kommer snigende både takket være sproget, ordene og de billeder, de maler frem. Huset bliver beskrevet som en karakter i sig selv og dermed tillagt mange foruroligende egenskaber og personlighedstræk, der bidrager til den intense atmosfære. Der er uendeligt mange lag at dykke ned i, og jeg er langt fra sikker på, at jeg har afdækket alt, hvad der er at komme efter. Jeg blev ikke skræmt fra vid og sans, men jeg er samtidig også efterladt med en lille følelse af, at jeg måske ikke har forstået det hele, så det er en bog, jeg godt kunne tænke mig at genlæse engang for at fange alle nuancer, fortolkninger og betydninger.

"Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket #2)" af Anna Ruhe

Titel: Den gådefulde sorte blomst (Duftapoteket #2)   Forfatter: Anna Ruhe   Udgivelsesår: 2019   Forlag: Straarup & Co.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co.

Den gådefulde sorte blomst er anden bog i serien om Duftapoteket. Jeg var ret glad for seriens første bog, som jeg har anmeldt lige her.

Vi er tilbage i universet, hvor dufte er magiske og har en helt særlig magt. Luzie er virkelig faldet godt til i Villa Evie, og hun er pludselig glad for, at hendes familie tvang hende til at flytte dertil. De mange oplevelser har givet hende masser af selvtillid og en helt ny tro på sig selv, for slet ikke at tale om hendes nye, bedste ven Mats.

Luzie og Mats er endelig sluppet af med den skumle gartner Willem, blot for at løbe ind i nye problemer, da de opdager, at den altafgørende ingrediens i duftfremstilling, nemlig meteorpulveret, er væk. De må nu forsøge at løse mysteriet om, hvor det er blevet af, hvem der har taget det, og hvordan de får det tilbage. Det viser sig dog hurtigt, at alt måske ikke er, som de hidtil har troet. Deres søgen efter svar bringer dem til Utrecht i Holland, hvor de møder folk, der slet ikke burde være i live længere, og hvor det ikke helt er til at vide, hvem man kan stole på, hvilket tilfører en masse spænding og mystik til fortællingen.

Jeg kunne nu lidt bedre lide første bog i serien, som imponerede mig mere end denne. Det er som om, at settingen i det gamle hus fungerede bedre, men jeg kan også godt se forfatterens vision og idé om at føre historien videre ud i verden og dermed forsøge at udvide universet, hvilket jo faktisk var noget af det, jeg efterspurgte ved første bog. Lidt af magien og atmosfæren forsvinder dog i storbyens trængsel og travlhed, hvor roen i villaen tilføjede en helt særlig, sælsom stemning, som desværre udebliver i denne bog, hvor handlingen i højere grad er rykket mere uden for husets vægge.

Denne fortsættelse er derfor ikke helt lige så eventyrlig og finurlig som forgængeren, desværre. Jeg vil dog stadig gerne læse videre i serien, og jeg håber, at kommende bøger vil genfinde noget af magien, som gjorde serien så unik i begyndelsen.