Event arrangeret af
Gyldendal Ung, Carlsen Puls og Høst & Søn
Søndag, og dermed BogForums sidste dag, var helt
sikkert weekendens højdepunkt, da jeg var så heldig at være inviteret til
morgenmadsevent med Adam Silvera, Siri Pettersen og Sarah Engell af GyldendalUng, Carlsen Puls og Høst & Søn. Der var lækre croisanter, frugt, kaffe og
juice, og Malene havde fået opgaven som moderator for samtalen med de tre
forfattere, hvilket hun klarede SÅ godt.
Der blev snakket om så mange interessante og sjove
emner, bl.a. kunne Siri afsløre en irrationel frygt for balloner, Sarah en
frygt for hvaler, mens Adam havde lidt svært ved at komme i tanke om en frygt,
indtil han huskede, at han kommer fra et land, hvor Trump er præsident...
Vigtigheden af diversitet i YA blev diskuteret, og
alle tre var rørende enige om, at det er vigtigt med repræsentation og inklusion,
så alle unge skal have nogen at spejle sig i. Siri mener, at teenageårene er de
bedste i ens liv. Her er Sarah og Adam uenige, for de havde det begge svært som
teenagere. De er dog enige i, at det er en vigtig tid, hvor man tager mange
beslutninger og prøver at finde ud af, hvem man vil være resten af livet.
Adams yndlingsbog, endda over Harry Potter, er Simon vs. The Homo Sapiens Agenda, som
er skrevet af hans bedste ven, Becky Albertalli, som han lige nu også er ved at
skrive en bog sammen med. Derudover er han faktisk også i gang med en
fantasybog, som gerne skulle udkomme i 2018. Sarah samarbejder også med en
anden forfatter om hendes næste bog, nemlig Sanne Munk Jensen, hvilket bliver
en ungdomsroman om slutshaming, som foregår i Hirtshals. Foruden den, arbejder
hun faktisk også på en graphic novel. Siris næste projekt er en mørk børnebog
om en creepy dukke, men hun afviser ikke måske at vende tilbage til Ravneringene-universet
senere.
Der blev også diskuteret covers. Sarah var hurtig til
at vælge sin favorit blandt sine egne bøger, nemlig Valget. Adam er vild med både den danske udgave af Den dag jeg glemmer, men De dør begge til sidst var første gang,
at et cover sad der med det samme. Det kræver altid en del tålmodighed med
grafikere at ramme den vision man har om det helt rigtige cover, så derfor
designer Siri selv sine.
Adam identificerer sig mest med Aaron fra Den dag jeg glemmer, som minder meget om
ham selv – så meget, at han måtte skrive ham om, så han kunne få lov at være
sin egen karakter. Hans opvækst som fattig i Bronx og hvor svært faren havde
ved at acceptere hans homoseksualitet er mere eller mindre taget fra Adams eget
liv. Adam fik først sit eget værelse, da han som 19-årig flyttede hjemmefra,
fordi han blev smidt ud. Nu er han ifølge ham selv hverken rig eller fattig,
men han betaler sin mors regninger, så det er nok for ham. Sarah identificerer
sig mest min sin hovedperson fra Du og
jeg for evigt, da hun selv havde en meget kontrollerende mor. Siri udbrød,
muligvis halvt i sjov, at hun identificerer sig mest med skurken.
Efter den virkelig interessante og ikke mindst sjove
paneldebat, var det tid til signering. Adams nye bog De dør begge til sidst lå i goodiebagen fra Gyldendal Ung, og Siris
bog Evnen lå der fra Høst & Søn.
Derudover havde jeg taget en god stak af Adams bøger og Siris Odinsbarn med hjemmefra. Sarah havde jeg
jo allerede mødt og fået signeret mine bøger af om onsdagen, så hende fik jeg en
hyggelig snak med om Valget i stedet
for.
Siri var simpelthen så sød og sjov, og så var hun vild
med mit hår. Hun skrev en ret kryptisk besked om, at kaniner dør, så jeg er ret
spændt på, hvad det kommer til at betyde i Evnen.
Adam lyste op i et kæmpe smil og sagde ”Hey, we met
yesterday!” da det blev min tur til signering, hvilket jeg synes er imponerende
at han kan huske, taget i betragtning hvor mange mennesker han møder i løbet
af sådan en weekend. Men han tager sig også rigtig god tid til at snakke med
hver fan, så mega mange bonuspoint for det. Som den fangirl jeg nu engang er,
havde jeg udover hans egne bøger også taget Because
You Love To Hate Me med, hvor han har skrevet en af de 13 short stories, og
det var første gang, han fik lov at signere en af dem, sagde han.
Som sagt var dette event nok weekendens højdepunkt for
mig, hvilket ikke siger så lidt, når man tænker på hvor fantastisk resten af
weekenden også var. Tusind tak til Gyldendal Ung, Carlsen Puls og Høst & Søn
for invitationen og de flotte goodiebags.
Efter eventet fandt jeg min veninde Laura ved Madscenen,
for nu var det hendes tur til at fangirle over Nikolaj Kirk. Jeg løb videre
over til Gyldendals stand, og kom helt strategisk korrekt til at stå forrest i
køen til Paula Hawkins signering sammen med Malene.
Derefter var det tid til mere Adam, da han skulle på
Spotscenen. Jeg huskede rent faktisk at filme en lille snippet af ham på scenen denne gang, så det har jeg sat ind herunder. Søndagen på BogForum sluttede lidt tidligt for mig, men vi nåede
lige at få lidt frokost inden turen gik mod Hovedbanen, min vanvittigt overfyldte
kuffert og toget hjem mod Jylland efter en helt fantastisk weekend fyldt med
indtryk og oplevelser. Jeg kommer helt sikkert tilbage næste år!
Det var så vild en formiddag og jeg kan stadig ikke helt fatte, at vi fik lov til at møde dem på så klods hold. <3
SvarSletDet var så fantastisk og uvirkeligt! Vi er nogle heldige og forkælede bloggere :D <3
Slet