"The Thousandth Floor" af Katharine McGee

Titel: The Thousandth Floor   Forfatter: Katharine McGee   Udgivelsesår: 2016   Forlag: HarperCollins

The Thousandth Floor er fyldt med drama, mystik, kærlighed, hemmeligheder og intriger, og jeg er vild med det.

Historien foregår i en futuristisk verden fyldt med sci-fi elementer som robotter og indbyggede computere i mennesker. Noget af det virker virkelig langt ude, men som helhed fungerer det, og det er fx ikke svært at forestille sig fremtidens sociale medier og den computerstyrede verden blive en realitet – vi er allerede godt på vej.

Bogen fanger med det samme. En pige falder ud fra toppen af det tusind etager høje tårn og på daværende tidspunkt, kan vi kun gisne om, hvem af vores hovedpersoner, det er – hvis det overhovedet er én af dem. En person har længe været forsvundet, men kommer tilbage og får en stor betydning for flere af karaktererne.

Verdensopbygningen fungerer upåklageligt med en hurtig og veludført introduktion til verden anno 2118. Ofte er der dog næsten for mange futuristiske detaljer uden noget egentligt formål, udover at understrege, hvor vild en verden det er. Mængden kunne sagtens halveres, uden at billedet og indtrykket af den futuristiske verden ville tage skade. Der er bogstaveligt talt flere lag i samfundet og vi bliver taget med ind bag facaden ved hvert af dem gennem vores hovedpersoner. Avery i toppen, Leda i midten og Rylin i bunden. Deres plads i samfundet dikterer, hvor i tårnet, de bor, men deres liv bliver alligevel flettet sammen.

Selvom det er en helt anderledes fremtidsverden de lever i, kunne deres problemer lige så godt have været i vores tid, så universelle er de på mange punkter. Det er den samme slags sociale rangorden, der altid har været, så på dét punkt har verden ikke ændret sig det store på de 100 år, der er gået. Det er kun rent teknologisk, at verden har ændret sig, og det virker som sagt ikke usandsynligt, at det netop er dén retning, vi er på vej i.

Der er et stort persongalleri, og man skal holde tungen lige i munden i starten for at følge med og holde styr på alle navne og deres indbyrdes relationer. Historien bliver fortalt fra rigtig mange forskellige personer. I starten er det lidt forvirrende at hoppe frem og tilbage mellem fortællerne, men jo længere ind i bogen man kommer, jo bedre fungerer det. Det holder tempoet højt og trækker spændingen lidt ekstra, fordi kapitlerne ofte slutter med små cliffhangers, så man febrilsk læser videre, indtil man vender tilbage til dén person, mens en anden persons historie fortsætter.

Bogen bliver kaldt for futuristisk Gossip Girl, og den beskrivelse er ikke helt ved siden af. Det er en virkelig spændende og interessant ungdomsbog, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse fortsættelsen.