Reklame: Presseadgang til BogForum.
Invitation og goodiebag fra Arnold Busck, VIP-arrangement hos Plusbog.dk, bloggerevents arrangeret af CarlsenPuls, Høst & Søn, Gyldendal Ung.
Invitation og goodiebag fra Arnold Busck, VIP-arrangement hos Plusbog.dk, bloggerevents arrangeret af CarlsenPuls, Høst & Søn, Gyldendal Ung.
Jeg kan vist næsten snige mig til at sige ”traditionen
tro,” når jeg taler om, at jeg sidste weekend var på BogForum for andet år i
træk – og igen i år var det nogle fantastiske dage fyldt med indtryk, events,
signeringer, gensyn og travlhed.
Denne gang var jeg så heldig at have hele tre veninder
med hjemme fra Jylland, så torsdag d. 25/10 kørte vi afsted mod København og
Cabinn Metro, som vi havde booket verdens mindste, men ganske hyggelige, værelse
hos.
Fredag d. 26/10 var officielt første dag på BogForum,
og vi startede ud med at lytte til Leonora Christina Skov i samtale om Den der lever stille, som vi
efterfølgende fik signeret. Resten af dagen gik med at udforske messen og dumpe
ind til mere eller mindre tilfældige sceneoptrædener, hvilket var meget
interessant. Jeg havde dog planlagt at se både Malene Sølvsten og Louise O’Neill,
hvilket i begge tilfælde var en fornøjelse. Jeg var også forbi Arnold Buscks stand for at hente en meget fyldt og tung goodiebag, som I kan se indholdet af på indlæggets nederste billede. Om aftenen var der VIP-reception
hos Plusbog.dk, hvor Anne-Mette Hancock løb med prisen som Årets Forfatter
2018, og Bogoplevelsen vandt Danish Book Blog Award 2018, som jeg også havde
været nomineret til.
Lørdag d. 27/10 startede tidligt ud med
morgenmadsevent arrangeret af CarlsenPuls, Høst & Søn og Gyldendal Ung. Det
kunne samle en masse skønne bogbloggere samt de dygtige forfattere Kristina
Aamand, Malene Sølvsten og Lise Villadsen, som blev interviewet af Kathrine og
fortalte om deres forfatterskaber og bøger med efterfølgende tid til snak,
billeder og signering. Umiddelbart efter startede endnu et bloggerevent, denne
gang arrangeret af Gyldendal Ung, hvor de tre internationale bestsellerforfattere
Teri Terry, Gayle Forman og Louise O’Neill var hovedpersonerne. De blev
interviewet af Eva Lucia. Efterfølgende var der igen tid til signering og
billeder, og jeg fik en hyggelig snak med Louise O’Neill om hendes hjemmeegn Cork
i Irland, hvor jeg også har boet. Teri Terry måtte desværre smutte tidligt, da
hun skulle på scenen med det samme, så Cathrine og jeg styrtede direkte ned til
hendes planlagte signering, da vi ikke havde nået det til selve eventet – men det
lykkedes og alt var godt. Derefter havde jeg tid til at løbe tilbage til
hotellet og smide min rullekuffert (ja, rullekuffert) med signerede bøger af,
inden næste programpunkt, som var noget af det, jeg havde set allermest frem
til, nemlig den saudiarabiske aktivist Manal Al-Sharif. Jeg havde læst en god
del af hendes bog på forhånd, og det var mindst lige så interessant at høre
Manal fortælle i virkeligheden. Derefter fik jeg min bog signeret, og Manal var
så sød at insistere på, at vi tog en selfie, så jeg også kunne være med på
billedet. Resten af lørdagen stod på meget blandede ting, bl.a. en voldsomt
lang signeringskø til Jenteloven,
Rasmus Bjerg, Anders og Peter Lund Madsen, Lisbeth Zornig Andersen og Jessica
Fellowes.
Søndag d. 28/10 var BogForums sidste dag, og på det
tidspunkt var jeg ved at være godt brugt og næsten helt ør af alle de mange
indtryk og oplevelser de foregående dage. Ikke desto mindre var det op på
hesten igen, og vi startede blødt ud med Lars Thiesgaard (ham, der lægger
stemme til bl.a. Pumba, Grisling og Johnny Bravo), som læste op af Murakamis
nyeste bog i Lyttesalonen. Derefter var jeg inviteret til VIP-frokost af
CarlsenPuls, hvor vi fik virkelig lækker mad i selskab med herlige Ditte Wiese
og Karen M. McManus. Forlagschef Christian Bach fortalte om kommende udgivelser
og ting at se frem til hos CarlsenPuls – og jeg kan afsløre, at der er virkelig
meget at glæde sig til! De sidste timer på messen blev bl.a. brugt på at se
Sofie Linde, som blev interviewet af Joakim Ingversen, og derefter vendte vi
snuderne mod Jylland efter en lang, men særdeles god weekend i bøgernes tegn.
Intet BogForum uden goodiebags – og i år blev jeg i
dén grad forkælet af Arnold Busck, CarlsenPuls, Gyldendal Ung og Høst &
Søn. Indholdet af de forskellige goodiebags vises samlet på dette billede – og jeg
føler mig meget heldig og taknemmelig over alle de fine ting og bøger, som jeg ser
frem til at læse.
Var du også på BogForum i år? Fortæl mig om din bedste
BogForum oplevelse i kommentarfeltet :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar