Titel:
Prinsen af ondskab Forfatter:
Holly Black Udgivelsesår: 2019
(org. 2018) Forlag: CarlsenPuls
Bogen
er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls
Jeg tror faktisk kun, at jeg har læst noget af Holly
Black en enkelt gang før, selvom jeg har en del hendes bøger stående - så det var
på høje tid, at jeg gav hendes forfatterskab en chance mere med Prinsen af
ondskab, som er første bog i en ny fantasy-trilogi, Folk of the air.
Mens Jude er barn og stadig lever i menneskenes verden, bliver hendes tilværelse vendt op og ned, da en mystisk mand ved navn Madoc opsøger hendes mor, som engang har været gift med ham. Hun iscenesatte sin egen død for at slippe væk med sin datter, Judes storesøster Vivienne, der altid har været anderledes, selvom Jude aldrig har tænkt nærmere over det.
Madoc myrder Judes forældre og tager hende og hendes søstre med til hans verden, Elfhame, hvor Jude og tvillingesøsteren Taryn er de eneste dødelige mennesker. De er outsidere, og feerne foragter dem. Madoc opfostrer dem og bliver på trods af hans gerninger en slags faderfigur, og Faerie bliver deres hjem.
Jude prøver ti år senere at gøre sig fortjent til en plads ved hoffet. Hun er dog magtesløs over for den ondskabsfulde prins Cardan, som opfører sig modbydeligt og hånligt. Men den grusomme behandling vækker hendes vrede, og hun kan bruge vreden konstruktivt i sin stræben efter at blive som feerne, så hun ikke længere skal føle sig mindreværdig, men derimod kan vise, at hun er bedre end dem. Cardans grusomheder mod Jude og Taryn intensiveres, da Jude vil kæmpe mod ham i sommerturneringen for at blive ridder. Men selvom Cardan er imod hende, er der andre ved hoffet, der kan bruge og udnytte Judes menneskelighed til deres egen fordel, og hun bliver hvirvlet ind i kompliceret og brutal fepolitik. De ting, som Cardan og hans venner udsætter Jude for, er så uretfærdige og vredesfremkaldende - heldigvis begynder Cardans ven Locke at forsvare hende, men spørgsmålet er, om hun overhovedet kan stole på ham.
Historien refererer til masser af velkendt fe-overtro og legender, såsom at feer ikke kan lyve, men at man alligevel ikke kan stole på dem, at de vil føre folk på vildspor i skoven og lade dem danse sig selv ihjel osv. Der er derfor en sælsom og eventyrlig atmosfære over det hele, og alt er stemningsfuldt beskrevet. Man finder sig hurtigt til rette og føler sig bekendt med universet, som er gennemført og detaljeret. Jeg kan godt forstå Judes fascination af denne verden, for det er svært ikke at lade sig fange ind og betage.
Mens Jude er barn og stadig lever i menneskenes verden, bliver hendes tilværelse vendt op og ned, da en mystisk mand ved navn Madoc opsøger hendes mor, som engang har været gift med ham. Hun iscenesatte sin egen død for at slippe væk med sin datter, Judes storesøster Vivienne, der altid har været anderledes, selvom Jude aldrig har tænkt nærmere over det.
Madoc myrder Judes forældre og tager hende og hendes søstre med til hans verden, Elfhame, hvor Jude og tvillingesøsteren Taryn er de eneste dødelige mennesker. De er outsidere, og feerne foragter dem. Madoc opfostrer dem og bliver på trods af hans gerninger en slags faderfigur, og Faerie bliver deres hjem.
Jude prøver ti år senere at gøre sig fortjent til en plads ved hoffet. Hun er dog magtesløs over for den ondskabsfulde prins Cardan, som opfører sig modbydeligt og hånligt. Men den grusomme behandling vækker hendes vrede, og hun kan bruge vreden konstruktivt i sin stræben efter at blive som feerne, så hun ikke længere skal føle sig mindreværdig, men derimod kan vise, at hun er bedre end dem. Cardans grusomheder mod Jude og Taryn intensiveres, da Jude vil kæmpe mod ham i sommerturneringen for at blive ridder. Men selvom Cardan er imod hende, er der andre ved hoffet, der kan bruge og udnytte Judes menneskelighed til deres egen fordel, og hun bliver hvirvlet ind i kompliceret og brutal fepolitik. De ting, som Cardan og hans venner udsætter Jude for, er så uretfærdige og vredesfremkaldende - heldigvis begynder Cardans ven Locke at forsvare hende, men spørgsmålet er, om hun overhovedet kan stole på ham.
Historien refererer til masser af velkendt fe-overtro og legender, såsom at feer ikke kan lyve, men at man alligevel ikke kan stole på dem, at de vil føre folk på vildspor i skoven og lade dem danse sig selv ihjel osv. Der er derfor en sælsom og eventyrlig atmosfære over det hele, og alt er stemningsfuldt beskrevet. Man finder sig hurtigt til rette og føler sig bekendt med universet, som er gennemført og detaljeret. Jeg kan godt forstå Judes fascination af denne verden, for det er svært ikke at lade sig fange ind og betage.
De typiske fe-karaktertræk er ikke nogen, jeg egentlig
normalt bryder mig ret meget om, så derfor plejer fe-karakterers personligheder
i bøger ikke at tiltale mig specielt meget. Og dog er de på trods af deres
usympatiske træk mystiske og dragende i al deres arrogance og udspekulerethed. Dette
gør dem også fuldstændigt uforudsigelige, og det holder spændingen til sidste
side, hvor den trækkes helt til kanten, fordi det er umuligt at gætte, hvordan
det vil ende, da alle karakterer er utilregnelige og overrasker gang på gang. Jude
er dog en rigtig god hovedperson - hun er rebelsk, mørk og nuanceret og næsten
lige så uforudsigelig som de andre, da hun drømmer om et bedre liv. Hun får til
sidst nok og gør hvad der skal til i forsøget på at opnå, hvad hun vil, og det
gør hende samtidig til en farlig brik i spillet.
Prinsen af ondskab er er must read for fans af eksempelvis Et rige af torne og roser, og jeg synes faktisk, at denne er endnu bedre. Det er en utrolig lovende start, og jeg kan slet ikke vente med at læse videre i serien.
Prinsen af ondskab er er must read for fans af eksempelvis Et rige af torne og roser, og jeg synes faktisk, at denne er endnu bedre. Det er en utrolig lovende start, og jeg kan slet ikke vente med at læse videre i serien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar